Den seneste tid er argumentationen for kraftigt at udvide, eller for Danmarks vedkommende at introducere, atomkraft som energiproduktion taget til flere og flere steder. Ideen om atomkraft synes at have fået en voldsom opblomstring de seneste par år pga. den globale opvarmning, idet atomkraftværker udleder meget lidt CO2 og derfor nærmest kan betragtes som en »ren« energikilde. Senest er jeg stødt på dette synspunkt i en kommentar af Lone Frank, der kommenter på et opslag på Weekendavisens facebookside: »Man kunne også bare bruge atomkraft.«
De fleste steder, hvor ideen om indførelsen af atomkraft som et alternativ til de fossile og traditionelle brændstofkilder, som vi gør brug af i Danmark, er blevet luftet, bliver atomkraften ofte fremhævet som noget nyt, alternativt eller epokegørende; vi danskere har jo altid været imod atomkraft og vil ikke have atomkraftværker, ikke engang i nærheden af vore grænser, det så vi jo tydeligt med Barsebäckværket i 1990erne! Ser vi historisk på det, viser det sig dog ikke kun at være forkert, at danskerne altid har været imod atomkraft; det har faktisk på et tidspunkt været en helt almen og veletableret forestilling, at Danmark selvfølgelig skulle have atomenergi, og dette synspunkt blev i årevis fremført af store og vigtige grupper i Danmark.
I 1955 blev den danske Atomenergikommission nedsat under Finansministeriet med den verdensberømte Niels Bohr som formand. Forud for nedsættelsen havde der været et forløb med forskellige forløbere til Atomenergikommissionen og et større forsknings- og indsamlingsarbejde for at klargøre, hvor langt fremme atomforskningen var, og hvordan atomkraften bedst kunne implementeres i Danmark. I Atomenergikommissionens lovtekst paragraf 1 står der tydeligt, at formålet var: »Til fremme af atomenergiens fredelige udnyttelse til samfundets tarv nedsættes en atomenergikommission.« Af samme grund blev der ikke længe efter indkøbt et areal nord for Roskilde, Risø, som stadig fungerer som forskningscenter i dag.
At dette var et populært og for mange helt naturligt tiltag for at indføre atomenergi i Danmark, bevidnes af mange forskellige faktorer. For det første var det ikke et lille projekt, men formodentlig et af de største enkeltstående forskningsprojekter i danmarkshistorien. I 1963 havde Risø en årlig driftsudgift på 40 millioner kroner og udgjorde derfor cirka 15% af alle offentlige forskningsbevillinger i Danmark i hele det år, en stor satsning! Risø var samtidig også en stor arbejdsplads med omkring 725 ansatte i 1962 fordelt over flere forskellige afdelinger, der arbejdede ihærdigt for at indføre atomkraften i Danmark. Risø og Atomenergikommissionen var dog også populære i offentligheden. Politiken kunne den 30. juni 1955, i forbindelse med kommissionens nedsættelse, glædeligt meddele: »Atom-kraften et spring frem mod et rigere liv«, og at man kunne regne med åbningen af den første atomreaktor nær København inden for et år. Ligeledes kunne man den 11. juni 1955 i Berlingske Aftenavis læse, at »Danmark straks placeret som moderne Atomland«, og at den første danske atomreaktor ville springe over det »almindelige begynderstadium«. Alt dette skete i en tidsånd af stor entusiasme omkring den fredelige anvendelse af atomkraft, både internationalt og i høj grad også i Danmark.
Ved Atomenergikommissionen og Risø tog man i høj grad rollen som samfundsbidrager seriøst og påbegyndte derfor et projekt med henblik på at lave en ny type atomreaktor, som man bedømte ville passe godt ind i en dansk kontekst. Reaktoren, under kodenavnet DOR, skulle derfor både være let at konstruere for den danske industri, som man forventede ville anlægge de nye atomkraftværker i Danmark, og samtidig kunne drives af naturlig uran. Dermed kunne Danmark også være selvforsynende og ikke afhængig af at skulle importere brændstof fra udlandet – hvilket vi jo stadig i høj grad gør i dag – men bruge de uranforekomster, der fandtes på Grønland, til at drive atomværkerne.
Sideløbende med dette forløb var der dog også andre kræfter i Danmark, der så atomkraftens potentiale. I slutningen af 1956 under Akademiet for de Tekniske Videnskaber blev organisationen Danatom, som bestod af en række store danske erhvervsvirksomheder, stiftet. Medlemmerne talte både rederier, skibsværfter, elværker og industrivirksomheder m.fl., der samledes for at kunne drage nytte af den nye Atomenergikommissions arbejde, men også for at sikre, at det danske erhvervsliv kunne være med på atomkraftbølgen. Med næsten 40 medlemmer og et stadig stigende medlemstal var Danatom i stand til at bedrive en storstilet indsats for at gøre atomkraftværker i Danmark til en realitet. Kort tid efter stiftelsen blev de første forskningsgrupper nedsat, en til at udarbejde en rapport for at kunne konstruere et dansk atomdrevet skib, og to andre, der skulle granske mulighederne for danske atomkraftværker. Andre grupper under Danatom blev også dannet bl.a. med henblik på at støtte op om arbejdet med at kunne bygge og drive atomskibene og atomkraftværkerne.
Arbejdet i Danatoms arbejdsgrupper bar frugt i starten af 1960erne i form af tre meget detaljerede rapporter, ALPHA om atomskibet og BETA og GAMMA om atomkraftværkerne. Disse rapporter inkluderede selvfølgelig tekniske detaljer om, hvordan atomreaktorerne skulle bygges, men indeholdt også sammenligninger med traditionelle kraftværker og skibe i forhold til det nye atomskib og -kraftværker, samt overvejelser omkring sikkerhed, og hvor atomkraftværkerne skulle placeres geografisk i Danmark for at sikre civilbefolkningen mod evt. lækage eller nedsmeltning. Resultatet talte dog ikke nødvendigvis til atomenergiens fordel. Det atomdrevne skib og atomkraftværkerne var noget dyrere i forhold til anlæggelse og drift, og de var besværlige at indføre i en dansk kontekst. Risøs DOR-projekt havde også problemer, projektet nød mod midten af 1960’erne ikke længere den store opbakning, hverken i dansk industri eller internt i Risø, og blev helt skrinlagt i løbet af 1964.
Midten af 1960’erne var derfor en periode, hvor den store entusiasme omkring atomenergien og dens udbredelse i Danmark fortog sig betydeligt, men det er ikke ensbetydende med, at den forsvandt helt. Risø fortsatte atomforskningsarbejdet helt frem til midten af 1980erne, hvor dens rolle overgik til anden forskning primært pga. politiske tiltag. Danatom fortsatte også sit arbejde frem til 1986, hvor bestyrelsen besluttede at nedlægge organisationen efter Tjernobyl-ulykken i Ukraine.
De argumenter, der blev fremført i 1950’erne og 1960’erne, var på mange måder de samme som i dag. Frygten for, at de fossile brændstoffer skulle slippe op, var stor. Dengang som i dag er vi i høj grad afhængige af importeret kul og olie, som der hersker stor usikkerhed om, hvor store og tilgængelige depoter der er tilbage af. Dette hænger tæt sammen med et andet forhold, nemlig behovet for at opretholde den konstante, måske nærmest maniske vækst, vi mener er nødvendig, for at vores samfund kan fungere. Denne vækst kræver ressourcer og energi, og nye energikilder, der kan tage over eller understøtte vores eksisterende fossile brændstoffer, er nødvendige, hvis vi ikke skal sakke bagud og miste de goder, vi har i samfundet. Her tilbyder atomkraften et lokkende alternativ, en stor energiudvinding ud fra en relativt lille brændstofmængde, der samtidig er mere skånsom over for miljøet end vores nuværende fossile energikilder. Som et afrundende kuriosum kan jeg dog nævne, at denne sidste miljømæssige dimension stort set var ukendt, da atomkraften havde sin storhedstid i Danmark i 1950erne og 1960erne, og først indtrådte senere som et argument for atomkraft.
