Nogle er fattige, andre er rige. Der bliver flere af den første slags, og for den mest privilegerede procent kender velstanden slet ingen grænser. Det er vel blot, som det er og bør være. Liberal realpolitik, ikke sandt?

Afstanden mellem hob og elite er vokset. Vi føler det selv i sarte demokratier. I uregulerede samfund er forskellen blevet en afgrund. Måske er kunsten til for at vise det, som alle ser, men ikke taler om. Det kunne være forklaringen på, at så mange stærke politiske fabler i tiden kommer fra asiatiske filmskabere.