Litteraturvidenskab på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet er et ganske særligt, vindblæst og besynderligt sted.

Det er et sted for de hornbebrillede og fodformede typer, for antikapitalisterne med skarpe pandehårsfrisurer, for Testrup Højskole-dimittenderne, der endnu ikke er kommet ind på Forfatterskolen, og for stræberne, der gerne vil bruge deres høje gymnasiesnit til noget. Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Amager er et sted for dem, der opfatter sig selv som en slags Dylan McKay – Beverly Hills 90210s martrede surferdude, der nonchalant parafraserer Rimbaud – men mest af alt minder om Hermione Granger, Harry Potters stræberiske makker. Det er også stedet, der har dannet ramme for mine 20ere – og dermed også mine 2010ere.