Af Anne Louise Pedersen, dramaturg og manuskriptforfatter:
8. december 2019 skrev digter Søren Ulrik Thomsen en artikel i Weekendavisen med begyndelsen:
»Nutiden bliver ikke bedre af, at vi forsøger at ændre og belyve fortiden, men vi bliver dummere, hvis vi ikke vil kende den.« Det var en kommentar til teaterdirektør Jon Stephensens udtalelser om redigering af klassiske forestillinger. Thomsen bruger her to referencer, som skal hjælpe til at belyse hans pointe, at man ikke bør redigere i gamle klassiske teaterforestillinger, men i stedet lade dem være – så vi kan tage ved lære af de forhold, som herskede i datiden. Mellem mennesker. Mellem mand og kvinde. Den ene reference henter han i litteraturen, den anden er en oplevelse, han selv har haft.
Den ene reference handler om to drenge, som leger krig i Thomsens baggård. Den ene dreng slår sig i legens tumult, og Thomsen bemærker, hvordan den anden dreng stopper op og trøster sin ven. Den anden reference er til Joseph Conrads Mørkets hjerte, hvor Thomsen sarkastisk bemærker, at denne klassiker så også burde redigeres, så ingen mennesker skulle få den idé at hugge deres medmenneskers hoveder af og anbringe dem på pæle rundtom deres bolig.
Det forbandede her er, at der er en kæmpe forskel på forholdet mellem kvindenedgørelse og den vold, som Søren Ulrik Thomsen sammenligner den med. Vold har vi altid vidst var problematisk. Alle kan mærke og se, at vold gør tydelig og varig skade. Kvindenedgørelse derimod er ikke så åbenlyst for alle, selvom effekten kan være den samme.
Da jeg læste Mørkets hjerte, var jeg ikke på noget tidspunkt i tvivl om det menneskelige aspekt i Marlow og det vanvittige i imperialisten Kurtz – og omvendt. Der er masser af kompleksitet at hente i klassikeren, men vi forstår godt, hvad der er rigtigt og forkert, hvad de to hovedkarakterer kæmper med. Som læser lader jeg mig opsluge af menneskets forfald, men jeg er aldrig i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert. Det er egentlig heller ikke det, som er interessant: Det er derimod menneskets forhold til magt, og hvordan magt kan overtage og korrumpere menneskets sind.
Det samme gælder de to drenges leg: Krig er ikke en konstant, men noget, som opstår og varer i en periode. Man går i krig for at vinde noget tilbage eller beskytte noget, man har kært. Det kan der spores masser af kompleksitet i, hvis vi kigger rundtom i verden, men når vi hører om krig, er langt de fleste mennesker ikke i tvivl om, at krig betyder sorg, død, utilstrækkelighed, kaos.
Man ved godt, at det er et kæmpe no go at sætte hoveder på pæle omkring sit hus og at skyde sine venner med rigtige maskingeværer, som Thomsen beskriver i drengens leg. Det er old news.
Derimod er den grænseoverskridende adfærd – som vi igen og igen og igen har set eksempler på i #Metoo – åbenbart anderledes svær at gennemskue for nogle mennesker.
Det bemærkelsesværdige er nemlig, at de, der gør sig skyldige i kvindenedgørelse, oprigtigt talt er overraskede over, at de har gjort noget forkert. Hvorfor? Fordi det aldrig før har været et problem på arbejdspladsen, i byen, i hjemmet. Eller aldrig før har været repræsenteret bredt i litteraturen, på film, i teatret.
Dette forhold til kvinden er så inkarneret en del af vores samfund, at det kan blive svært for nogen at se, hvor problemet egentlig ligger.
Det, der sker, når vi på teatret opsætter en forestilling, som nuancerer eller redigerer – i mine øjne – forældede og problematiske samfundsstrukturer, som netop findes i mange af de gamle klassikere, er ikke, at vi negligerer historien og bliver dumme. I stedet tager vi livtag med et problem, som er meget komplekst at navigere i – også i dag. Jeg mener, at det er problematisk, hvis man som Thomsen sammenligner teater med litteratur. For teater lever og ånder på scenerne hvert år, hver sæson, puster spillerne ud efter tæppefald, efter at have givet liv og legeme til en karakter. Ved at opsætte gamle klassikere genopliver vi ord, som blev skrevet for mange, mange år siden. Det er i min optik teatrets vigtigste rolle at aktualisere de her fortællinger og fortolke dem på måder, som medvirker til, at vi gør op med fortiden i stedet for at adlyde den. For hvis vi ikke gør det, hvori består kunsten så?
Vold, krig og kaos har altid og vil altid være et onde. Netop derfor fungerer det stadig som et universelt tema, en drivkraft eller grundlag for en historie.
Forholdet mellem kvinden og manden er komplekst på en helt anden måde. Det er for ganske nylig blevet anskuet anderledes, end det er blevet gjort i 1000+ år. Men ligevægt mellem kønnene eksisterer ikke endnu.
Derfor er det vigtigt at skelne mellem menneskets ubøjelige forhold til had, vold og krig og det stadig, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kalde det: nuancerede, svære, stadig meget komplekse, skrøbelige forhold mellem kønnene. Mellem mennesker.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk
Læs også Søren Ulrik Thomsens artikel »Respektløs hensynsfuldhed«
