Af Stefan Matias Skovgaard, cand.mag. i filosofi, og Thor Grünbaum, lektor, Sektion for Filosofi Københavns Universitet.
Psykiske lidelser er en prekær størrelse at have med at gøre, når man taler om ansvar, både moralsk og juridisk. Hvis en svært autistisk person begår kriminalitet, er de fleste nok tilbøjelige til at undskylde vedkommende på baggrund af dennes diagnose. Også retssystemet behandler som regel sådanne tilfælde anderledes, end hvis det var en »normal« person, der havde begået forbrydelsen.
Svære psykiske lidelser kan give straffrihed. Men hvis vi bevæger os over i den anden ende af autismespektret og forestiller os, at en person med Aspergers syndrom eller højt fungerende autisme begår en tilsvarende forbrydelse, er vi så ligeså villige til at undskylde vedkommende?
Mange vil måske stadig mene, at vi bør behandle en person med Aspergers anderledes end normalbefolkningen, men skal vi behandle vedkommende på samme måde som én med svær autisme? Hvis ikke, hvor på spektret går grænsen så for, hvornår man fortjener den ene form for behandling frem for den anden? Og hvis vi bevæger os ud over autismespektret og kigger på psykiske lidelser generelt – hvornår er man så tilstrækkeligt psykisk syg til at være straffri?
Inden for retsfilosofien findes der forskellige kriterier for, hvornår straffrihed kan appliceres. To, der ofte nævnes i faglitteraturen, er kontrol og forståelse. Tilsvarende, hvis en person ikke er i stand til at forstå, at vedkommende gør noget kriminelt, synes det omsonst at holde denne ansvarlig.
Forståelseskriteriet er umiddelbart det mest medgørlige. Hvis lovovertræderen er svært autistisk, har Downs syndrom eller på anden vis har særligt nedsatte kognitive funktioner eller særligt forstyrrede tanker, forventer vi ikke, at denne er i stand til at forstå det forkerte ved handlingen, og hvorfor skulle vi så give fængselsstraf? Det kan derimod være vanskeligt at afgøre, hvorvidt en person havde kontrol over sine handlinger i gerningsøjeblikket, når der ikke er tale om åbenlys tvang, hvorfor kontrolkriteriet sjældent er tilstrækkeligt til at give straffrihed. Men hvis vi generelt afskriver kontrolkriteriet alene på det grundlag, risikerer vi at straffe folk for deres psykiske lidelser.
Det er her, indsatte med ADHD kommer ind i billedet. Undersøgelser fra flere forskellige lande har vist, at ADHD er langt mere udbredt i fængslerne, hvor op mod 40 procent har lidelsen, end i normalbefolkningen, hvor det kun gælder en-tre procent. Der findes ikke meget dansk forskning på området, og det er derfor svært at sige, om det samme gør sig gældende i danske fængsler. Men da tallene ser næsten ens ud på tværs af amerikanske, australske og svenske studier, er der ingen grund til at tro, det forholder sig anderledes herhjemme. Folk med ADHD ender altså oftere i kriminalitet end den øvrige befolkning.
Én mulig forklaring kunne være, at personer med ADHD mangler evnen til at udøve tilstrækkelig kontrol over deres handlinger til at kunne afstå fra kriminel adfærd i visse situationer, hvor »normale« mennesker godt kan. Kontrol i denne sammenhæng skal ikke forstås som motorisk kontrol: Der er ikke tale om det såkaldte »Dr. Strangelove-syndrom«, hvor dele af kroppen synes at have sin egen vilje og handler uafhængigt af personens »kropsbeslutninger«. Der er snarere tale om evnen til på pålidelig vis at handle, som man har besluttet sig for og har planlagt at handle.
Når »normale« mennesker danner sig en intention om at gøre eller ikke gøre noget, forventer vi, de er i stand til at handle i overensstemmelse hermed i langt de fleste tilfælde. Vi kan fremhæve to aspekter ved »normal« beslutningstagen, planlægning og handling. For det første: Personer beslutter sig efter overvejelse og kunne have valgt at handle anderledes. Så hvis en person uden nogen psykisk lidelse begår en kriminel handling, har vi en begrundet forventning om, at vedkommende kunne have handlet anderledes, såfremt denne havde intenderet det. For det andet: Personer udfører som regel de handlinger, de beslutter sig for at udføre. Det betyder, at man er i stand til at fastholde sin beslutning over tid, koordinere sine andre planer hermed og modstå fristelser. Så hvis en typisk person begår en kriminel handling, har vi en begrundet forventning om, at vedkommende har brugt mental energi på at fastholde sin plan over tid.
Men kan vi forvente det samme af en person med ADHD? For så vidt ADHD er karakteriseret ved manglende kontrol af opmærksomhed, forhøjet aktivitetsniveau og dårlig impulskontrol, giver det i hvert fald dårlige forudsætninger for at udøve kontrol i ovennævnte forstand. Hvis en person med ADHD ender i en situation, hvor de afgørende faktorer for, om man handler kriminelt eller ej, er evnen til på pålidelig vis at handle i overensstemmelse med lovlydige intentioner, være opmærksom på de potentielt negative konsekvenser af ens handlinger tilsammen med en vis grad af impulskontrol, kan vedkommendes psykiske forstyrrelse være udslagsgivende. Men da folk med ADHD som oftest ikke mangler en retrospektiv forståelse af, at de har handlet forkert, opfylder de kriteriet om at forstå, og de bliver derfor ikke fritaget for straf. Til gengæld ser der ud til at være god grund til at overveje, om kontrolkriteriet er tilstrækkeligt opfyldt i disse tilfælde.
Der opfordres dermed ikke til at lade personer med ADHD gå fri for deres forbrydelser. Men måske man med fordel kunne begynde at tænke i behandlingsdomme som alternativ til at sanktionere disse mennesker i henhold til den normale strafferamme. Hvis vi ikke er interesserede i at straffe folk for deres psykiske lidelser, bør vi i hvert fald tage vores retslige behandling af disse – og givetvis mange andre sager, der involverer lovovertrædere med psykiske lidelser – op til revision. I mange tilfælde vil det kræve, at vi har en bedre forståelse af, hvordan psykisk lidelse kan udfordre en persons evne til at kontrollere sine handlinger.
