Kommentar. WADAs symbolske udelukkelse af Rusland demonstrerer dopingbekæmpelsens hykleri.

Pseudodom

I denne uge meddelte Det Internationale Antidopingagentur, WADA, at Rusland udelukkes fra at medvirke i og arrangere internationale sportsbegivenheder de kommende fire år.

Den gode grund er den statsdoping, der beviseligt har fundet sted på russiske laboratorier i årevis. Det ved vi fra den tyske tv-station ARDs afsløringer i 2014 og modige whistleblowere som mellemdistanceløberen Julija Stepanova og den afhoppede antidopingchef Grigorij Rodtsjenkov, hvis vidnesbyrd findes i den Oscar-vindende Netflix-dokumentar Icarus (2017).

Den systematiske svindel er ekstraordinær. Det russiske antidopingagentur har ombyttet prøveresultater og indsendt manipulerede data til de internationale myndigheder. Imens har man fyldt flere end tusind elitesportsfolk fra 30 idrætsgrene med ulovlige, præstationsfremmende midler.

Både præsident Vladimir Putin og premierminister Dmitrij Medvedev har kritiseret afgørelsen, der ifølge førstnævnte er »politisk motiveret« og ifølge sidstnævnte et udtryk for tidens »anti-russiske hysteri«.

Mere overraskende er det måske, at kritikken også har været lydelig i WADAs egne rækker. »Jeg er ikke tilfreds med den afgørelse, vi har truffet. Den vil betyde, at vi stadig kan opleve flere hundrede russiske udøvere i Tokyo (sommer-OL i 2020, red.) og Beijing (vinter-OL i 2022, red.),« sagde Linda Hofstad Helleland, WADAs afgående vicepræsident.

Læs også om, at Norge havde suverænt flest idrætslæger med til vinter-OL 2018: »Verdens bedste og sygeste nation«

MEN hør, hvordan det? Fordi dommen først og sidst er en pseudodom. Rusland som symbol er udelukket. Det russiske flag må ikke vaje, og den russiske nationalsang må ikke lyde. Men – og det er nok her, man skal være sportskommissær for at kunne følge abstraktionsniveauet – russerne er ikke udelukket. I hvert fald ikke per definition.

I afgørelsen lyder det, at de sportsudøvere, der kan bevise, at de ikke har været en del af det statskontrollerede dopingprogram, gerne må deltage under neutralt flag. Og hvor beviser man sin uskyld? Det gør man hos Den Internationale Sportsdomstol, CAS, og nu bliver det speget:

CAS er nemlig grundlagt og formet af Den Internationale Olympiske Komité, der trods påstande om det modsatte stadig er tæt knyttet til den i gåseøjne uafhængige domstol. Den er selvsamme olympiske komité, der arrangerer De Olympiske Lege, og som forresten finansierer halvdelen af WADA – den anden halvdel kommer fra regeringer verden over.

Vi behøver ikke gå længere tilbage end til vinter-OL i Pyeongchang sidste år for at se virkningen, eller manglen på samme, af en russisk udelukkelse. Her deltog 168 mænd og kvinder under neutralt flag som følge af WADAs igangværende undersøgelse. Russerne, der lod, som om de ikke var russere, snuppede 17 medaljer.

Læs også om, at dopingbrug i danske fitnesscentre er langt mere udbredt end brug af doping i eliteidræt: »Krudt i kroppen«

DEN Internationale Olympiske Komité har en klar interesse i med den ene hånd at signalere myndighed og med den anden at holde en kattelem åben for Rusland, der siden Sovjetunionens opløsning har vundet 546 OL-medaljer, kun overgået af USA.

Det Rusland, der har klodens niendestørste befolkning (som på IOC-sprog er det samme som »kommercielle marked«), og som fik lov at afholde vinter-OL i 2014 trods massiv mistanke om statsdoping allerede dengang.

Men hvad så med næste sommers fodbold-EM, hvor Danmark jo er i pulje med Rusland, der efter planen skal lægge græs til to gruppekampe og en kvartfinale? Her må russerne gerne være med, endda med eget flag og hymne. Og det må de, fordi et europamesterskab ifølge WADA ikke er en »international«, men en »regional« turnering.

Således bøjes ordene, så virkeligheden passer til idealerne.

VM i hurtig- og lynskak mellem jul og nytår vil også fortsat blive afholdt i Moskva. Det var umuligt at nå at flytte turneringen, indrømmede David Llada, kommunikationschef i Det Internationale Skakforbund, i norske Aftenposten tirsdag.

WADAs afgørelse er perforeret af smuthuller, og det er helt bevidst. For eksempel vil det fortsat være op til de enkelte sportsforbund at følge antidopingagenturets anbefaling om at udelukke Rusland (ikke russerne) fra kommende verdensmesterskaber.

Fodboldens verdensforbund FIFA må følgelig selv vurdere, om Rusland bør deltage i kvalifikationen til VM i Qatar 2022. FIFA, der som bekendt lod russerne afholde VM sidste år. FIFA, i hvis eksekutivkomité Rusland har sæde.

 

Læs også om kvindernes vej til OL: »En god holdning og en pæn figur«