YOLO. Svend Brinkmanns tanker om døden er sympatiske, men i sidste ende meningsløse. Der er intet godt ved at skulle dø.

I dødens skygge

I dødens skygge

Dronningen og Svend Brinkmann er gode til at minde danskerne om, at det at være et godt menneske er en forudsætning for at leve et godt – og måske lykkeligt – liv. Det skal de have tak for. Og især selvfølgelig Brinkmann, fordi han har mulighed for at sætte flere ord på, end dronningen har mulighed for. Og han gør det godt med sine selvhjælpsbøger, der skal hjælpe os ud af kløerne på selvhjælpsindustrien, der har budskaber, som måske slet ikke hjælper mennesker i eksistentiel krise, men snarere skævvrider et i forvejen skævvredet liv.

Brinkmann har i bogen Ståsteder (2016) udpeget ti kernepunkter for et meningsfuldt liv, blandt andet det gode, sandheden, kærligheden. Det tiende og sidste ståsted er døden. Han påpeger, at døden ikke i egentlig forstand er et ståsted, men at døden er en forudsætning for, at livet kan leves meningsfuldt, det vil sige i virkeligheden langt væsentligere end de andre ståsteder, der i øvrigt kun er et udpluk af en langt større liste. Døden har således en særstatus, uden hvilken et godt liv ikke kan leves. En sådan opfattelse vil uden tvivl komme bag på de fleste, men Brinkmann har sine grunde; han siger således dette:

»Hvis ikke vi var dødelige – eller hvis vi ikke vidste, at vi var det – ville alt bare ske, uden at vi kunne erkende, at ikke alt nås i livet. Og når alt ikke kan nås, bliver det væsentlig at overveje, hvad der er værd at bruge sin tid på. Så uden døden, ingen eksistentiel meningsfuldhed.«

»Du lever kun én gang, så derfor handler det om at få mest ud af livet,« kunne man tænke, eller som man siger på engelsk »you only live once« (ofte forkortet YOLO). Selv om det er en ofte brugt frase, og vel en naturlig konsekvens af den erkendte dødelighed, så er det ikke den konsekvens, Brinkmann drager. Dette er hedonisme og nihilisme, og det er ikke varer, der hører hjemme i Brinkmanns butik. Hedonisme vil sige at leve efter sin lyst, og for så vidt uden værdimæssige ståsteder, for der er ingen, hvilket er det nihilisme betyder (nihil er latin og betyder intet, her i betydningen, at intet betyder noget – alt er tilladt). Men det går ikke, det er for subjektivistisk (vel i betydningen vilkårligt, derfor nihilisme), i stedet den instrumentelle og instrumentalistiske indstilling bør man gå efter noget, som har værdi i sig selv. Og her peger Brinkmann på Aristoteles og Kant, vi bør vælge den gode handling, fordi den er god, fordi mennesket har »en iboende værdighed«.

Jeg kan ikke lade være med at konstatere, at disse formuleringer af det gode ikke er formuleret i konteksten af vores dødelighed. En god handling er vel god, uanset om vi er dødelige eller ikke? At hjælpe en anden med at fange en hat, som er revet af i blæsten, er lige god, om det menneske, som har mistet hatten, er dødelig eller ikke.

Det var heller ikke tilfældigt, at jeg uddrog en anden og sikkert mindre eksistentiel meningsfuld konsekvens af vores dødelighed, nemlig at vi skal leve livet fuldt og helt, eventuelt helt dekadent som i J. P. Jakobsens novelle, »Pesten i Bergamo«.

Dødeligheden tilsiger med andre ord hverken, at vi skal leve meningsfuldt efter Brinkmanns opskrift eller som rene hedonister. Ståstederne svæver måske mere i den frie luft, end Brinkmann er opmærksom på eller vil være ved. Derfor er der et retorisk aspekt ved Brinkmanns projekt: at overtale folk til at indse, at hans ståsteder er bedre end alternativerne, især selvhjælpsindustriens »gå efter dine drømme«. Jeg er faktisk enig med Brinkmann. Det han tilbyder er bedre, hellere være god end lykkelig. Men jeg er helt uenig i den positive udlægning af døden.

For: Der er intet positivt ved døden. Der er intet opbyggeligt ved den: Døden er ren negativitet. Ifølge Sokrates var filosofien blot en forberedelse på døden. Ville filosoffer have brugt 2500 år på at lære at dø, hvis ikke døden var den ultimative tragedie? Det handler jo præcis om menneskers ultimative katastrofe, og derfor kæmper filosofferne for at finde en metode til at bekæmpe den panikangst, vi alle har og føler med tanke på vores endelige udslettelse.

Sangerinden Lise Westzynthius bliver i et interview citeret for disse linjer i en sang: »Nu er jeg spændt på døden/ hvad den vil bringe mig«. Hun har indtaget det hallucinerende stof ayahuasca (kendt fra en episode i Klovn), der har ommøbleret hendes hjerne, så hun nu er ganske sikker på at blive reinkarneret, og så giver forventningen selvfølgelig mening. Jeg er selv mere på linje den radikale franske filosof Georges Bataille (1897-1962), der i bogen Den indre erfaring fra 1952 skriver: »Døden lærer os intet, for ved at dø går vi glip af ethvert udbytte af dens belæring.«

Jeg er skeptisk over for den tanke, at filosofiens ultimative opgave er at lære os at dø, så vi kan lære at leve livet. Det er en tanke, der bærer den engelske filosof Simon Critchleys bog De døde filosoffers bog (2008, da. 2018), som Brinkmann i øvrigt har skrevet efterord til. Pointen er, at vi forsoner os med døden, så vi møder den uden frygt. Men om den metode er bedre end at fortrænge, at vi skal dø, kan jeg ikke se. Resultatet er det samme: fortrængningen giver ro, fordi vi glemmer i det daglige, at vi skal dø, og derfor lever vi livet med de udfordringer, det giver. Hvis vi lever filosofisk, så skal vi lære, at døden ikke tager noget fra os, fordi livet har den naturlige længde, det har, så vi skal indrette os efter vores skæbne – det er stoikernes position. Seneca (4 f.Kr. – 65 e.Kr.) siger, at livet er langt nok til, at vi kan nå det, vi skal, hvis vi lader være med at lade os distrahere – ellers spilder vi livet, fordi vi tror, det varer evigt. Epikur (341 f.Kr. – 270 f.Kr.) siger, at vi ikke behøver at frygte døden, for når vi er i livet, er døden ikke, og når vi er døde, er livet ikke. Men begge filosofiske skoler overser helt og aldeles, at problemet ikke er, om vi kan nå at udrette noget, »dø mæt af dage«, eller døden ikke har realitet i livet. Problemet er det banale, at døden stopper det at være i live, at det stopper livets strøm og tager alt fra mig og gør mig til intet, og som også har frataget mig mine forældre og venner og andre vigtige personer i mit liv. Den realitet kan filosofien ikke tænke væk.

Jeg har – som ateist eller agnostiker – sympati for kristendommens tanker om det evige liv, af de ovennævnte grunde. Jeg tror bare ikke på muligheden. Jeg har i bogen Tro og tvivl – Selv ateister kan trænge til lidt gud (2017) udfoldet hele denne problemstilling, som her må koges ned til følgende. Kristendommen (og vel de fleste store religioner) tilbyder en løsning på vores ultimative tragedie, at vi skal dø. Men det implicerer også, at kristendommen og de kristne sætter pris på livet – i udgangspunktet i det mindste. Jesus bad som bekendt sin fader om ikke at lade ham dø. Og i Matthæus-evangeliet er hans sidste korsord »Min fader, hvorfor har du forladt mig«. Jesus’ menneskelige side peger således i retning af dødsangst og fortvivlelse, der står i modsætning til hans tro på, at gudsriget er nær, og at alle troende vil få evigt liv. Jeg nærer ikke håbet, men ville ønske, at jeg gjorde.

Men ønsker jeg evigt liv? Nej, jeg ønsker bare ikke at dø. Jeg ved udmærket, at logisk set kommer det ud på det samme, men for mig er der en betoningsforskel. Jeg ønsker ikke at komme i himlen og have en evig krop, jeg ønsker blot at fortsætte med at leve den ene dag efter den anden. Vil denne form for evighed fratage livet dets mening? Det ser jeg ikke. Alle de daglige gøremål, jeg foretager mig, står op, spiser morgenmad, læser nyheder, er på Facebook og så videre hen over dagen og hen over årene har ikke en her-og-nu-mening, fordi jeg hele tiden tænker livets endelighed ind. Jeg skænker ikke døden en tanke, når jeg børster tænder, eller når jeg glæder mine børn med et restaurantbesøg. Livet skal stadig leves og leves fuldt, selv hvis jeg og alle omkring mig får mulighed for at leve den ene dag efter den anden i al evighed.

Side 15