Hvis jeg skal svare helt kort, så handler den her film om ondskab og racerelationer,« siger Mads Brügger på en skrattende telefonforbindelse fra New York. Det er onsdag eftermiddag i USA, og i morgen sidder han på et rutefly til Utah og Sundance Film Festival, hvor verdenspremieren på dokumentarfilmen Cold Case Hammarskjöld venter.

Men lige nu vandrer han ned ad 2nd Avenue, forbi den armenske katedral, med en anselig portion jetlag og nervøsitet i kroppen. I hånden har han en papirlap med adressen på en læge, der kan give ham en recept på sovepiller. Dem fra apoteket rundt om hjørnet fra hotellet har ikke virket.

»Jeg skal have noget med krudt og bang i, så jeg er helt klar i hovedet, når jeg ankommer til festivalen.«

Det får han brug for. Cold Case Hammarskjöld vil trække overskrifter og sikkert også dele vandene. Filmen genåbner ikke blot spekulationerne om, hvorvidt den svenske generalsekretær for FN, Dag Hammarskjöld, i 1961 blev udsat for en international sammensværgelse, der førte til hans død. Den er også en frygtindgydende rejse til Sydafrika i apartheidtidens sidste år, måneder og dage.

I slutningen af Cold Case Hammarskjöld bliver der sat ansigt og lyd på den sydafrikanske whistleblower Alexander Jones. Han har sagt ja til at fortælle om en gedulgt organisation, South African Institute for Maritime Research (SAIMR), som han var medlem af i 1990erne.

»Hvad er SAIMR?« spørger Mads Brügger, da han sammen med sin svenske samarbejdspartner, amatørefterforsker og ngo’er Göran Björkdahl i filmens slutning mødes med Jones på et brunt hotelværelse i Sydafrika.

»En organisation af hvide lejemordere finansieret af udenlandske regeringer,« lyder svaret. »SAIMRs hovedsigte var at destabilisere afrikanske lande. Vi var soldater.« I samtalen hævder Alexander Jones, at organisationen ikke blot spillede en rolle i drabet på Dag Hammarskjöld, men at de paramilitære lejesoldater også forsøgte at sprede aids gennem falske vaccinationsprogrammer blandt den sorte befolkning i det sydlige Afrika. En celleorganisation ledet af en mand ved navn Keith Maxwell.

Men for at forstå en sådan ondskab må vi tilbage til dokumentarfilmens første gerningssted og offer.

Den 18. september 1961 styrtede et fly ned i junglen nær den lille mineby Ndola tæt på grænsen til Congo og den britiske koloni Rhodesia, der i dag hedder Zambia.

Ingen i flyet overlevede. Heller ikke Dag Hammarskjöld, der var på vej til fredsforhandlinger med lederen Moïse Tshombe fra regionen Katanga, der i 1960 erklærede deres uafhængighed af Congo, hvorefter en blodig borgerkrig brød ud.

FN havde sat styrker ind mod Tshombe, der var støttet af den belgiske minevirksomhed Union Minière i Katanga. Med Tshombe kunne de bevare kontrollen over det økonomisk indbringende område, og en talstærk gruppe belgiske lejesoldater blev hyret til oprørslederens hær.

Civile døde. FN-soldater døde. Hammarskjöld befandt sig i politisk modvind. Verdensorganisationens tidligere kolonimagter såvel som Rusland støttede ikke generalsekretærens vision om at beskytte de afrikanske staters nyslåede uafhængighed.

ALLEREDE i 1961 opstod der spekulationer om generalsekretærens død. Var der tale om en international sammensværgelse mod Hammarskjöld, eller var det – som den første officielle udlægning lød – pilotens fejllæsning af flyets højdemåler, der var skyld i styrtet i den afrikanske jungle? Da FN efterfølgende lavede deres egen undersøgelse, var konklusionen tostrenget. Det kunne være en pilotfejl. Det kunne også være et attentat. Det var tiden før sorte bokse i fly. Årtier før internettet og breaking news i pang-gule bjælker. Det var i 1960erne på et ustabilt og konfliktramt afrikansk kontinent.

»Et koldkrigs- og afkoloniserings-Afrika. En tid, som mange har glemt i dag. Der var en helt enorm angst blandt de hvide i Afrika. Hvad ville der ske, når millioner af sorte fik deres frihed og uafhængighed,« siger Mads Brügger.

I sensommeren 2011 læste Mads Brügger en artikel i The Guardian. Den var skrevet af Göran Björkdahl, der havde talt med en række afrikanske vidner i Ndola og gennemlæst bunker af gamle dokumenter om flystyrtet i 1961. Björkdahl var ikke i tvivl.

Det var ikke en pilotfejl, der lå bag styrtet. Og der havde været et andet fly i luften. Men hvem der stod bag mordet, havde han ikke noget enkelt bud på.

Brügger kontaktede Björkdahl, og det blev starten på det samarbejde, som nu kan opleves i Cold Case Hammarskjöld, der har dansk premiere den 8. februar. En dokumentarfilm, der overgår selv krimimesteren Graham Greene i grusomhed.

DET er ikke første gang, Mads Brügger og jeg taler om filmen. Gennem årene har han fortalt om researcharbejdet, både når der var skibbrud og fangst i makkerparrets efterforskning.

»Det er som at arbejde på en rebus, der vokser mellem hænderne på én. Hver gang vi får løst et led i ligningen, kaster den ti nye ubekendte af sig,« sagde han efter en rejse til Congo.

På det tidspunkt var Alexander Jones’ navn endnu ikke dukket op blandt de mange dokumenter, som Brügger, Björkdahl og filmens co-producer, undersøgende journalist Andreas Rocksén, i fællesskab havde gravet frem.

Men de første filmoptagelser til en kompleks fabel om »kolonimagt, leverplettede, magtfulde onde mænd i røgfyldte baglokaler og dødspatruljer i hvide maritime uniformer« var i kassen.

I dokumenter fra SAIMR-organisationen var der nævnt en række navne. Tienie Groenewald var ét af dem. Han havde ledet den militære efterretningstjeneste i Sydafrika under apartheidstyret og havde også en fortid på den sydafrikanske ambassade i London.

»Groenewald havde stået i spidsen for et hav af operationer overalt i Afrika og kendte til apartheidregimets mørkeste hemmeligheder,« siger Mads Brügger.

{embedded type="node/node_image" id="20247" width="screen_width"}

I filmen bekræfter Groenewald, at han havde en samtale med Maxwell tilbage i 1992: »Maxwell fortæller, at han har våben og soldater, der kan hjælpe i en civilkrig mod de sorte. Vi havde ikke brug for ham og erfarede også, at han repræsenterede en udenlandsk efterretningstjeneste. Jeg kunne ikke bevise det, men jeg var sikker på, at han var finansieret og styret af den britiske efterretningstjeneste MI6.«

Men samtidig afviser Groenewald at have kendskab til organisationen SAIMR og fastslår, at han takkede nej til tilbuddet. Han afviser også alle forelagte dokumenter fra SAIMR som pap og papir.

»Mit eget møde med Groenewald tilbage i 2014 forvirrede mig. Jeg var i den grad i tvivl om, hvorvidt han forsøgte at sende os på et vildspor. Arbejdede Maxwell i virkeligheden for Groenewald? Det var som at træde ind i hjertet af en subtil spionroman. I Sydafrika var der folk, der mente, at Tienie Groenewald var dobbeltagent for den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Men det er rygter og påstande, der overhovedet ikke kan bevises,« siger Mads Brügger om Groenewald, der døde i 2015.

Mads Brügger møder i sin research også en tidligere faldskærmssoldat, belgiske Pierre Coppens, der fortæller, at hans landsmand, piloten Van Risseghem, i 1960erne modtog en ordre om at skyde et fly ned. Men han anede ikke, hvem passagererne var, eller hvor ordren kom fra.

HVORDAN vil du undgå, at vi andre farer vild i navne, konspirationer og usandsynlige sammentræf, spurgte flere af os Mads Brügger, når han løbende gav os tilstandsrapporter for arbejdet med filmen.

»Jeg ved det ikke,« lød svaret. Igen og igen. Og så lod vi Dag Hammarskjöld og de andre mysterier passe sig selv med måneders mellemrum. For var det i virkeligheden et nyt og bizart Tintin-projekt med tropehjelm og andre tosserier? Ville Brügger endnu en gang træde ind på rollelisten som agent provocateur, som han har gjort det i dokumentarfilm som Det Røde Kapel og Ambassadøren.

Umiddelbart kan det se sådan ud i de første scener af Cold Case Hammarskjöld.

Mads Brügger har indlogeret sig på hotelværelser i Cape Town, Sydafrika og Kinshasa, DR Congo. Sammen med to kvindelige afrikanske stenografer, Clarinah og Saphir, og et par gammeldags skrivemaskiner bliver historien kapitel for kapitel tastet ind og foldet ud.

»Det er jo en ekstremt kompliceret sag, så der var brug for et greb til at formidle den. Tanken var, at de to sekretærer skulle fungere som en slags avatarer for publikum. Og det synes jeg er lykkedes. De stiller filmen igennem nogle enormt gode spørgsmål, som publikum nok ellers var brændt inde med.«

DETTE kan enten være verdens største mordmysterium eller verdens mest idiotiske konspirationsteori. Hvis sidstnævnte er tilfældet, beklager jeg dybt,« siger Mads Brügger i begyndelsen af filmen.

Han er klædt i hvidt tøj ligesom manden, han viser frem på et fotografi. Det er Keith Maxwell. Lederen bag det sydafrikanske maritime researchinstitut SAIMR.

Hans navn var også oppe at vende, da Sandheds- og Forsoningskommissionens formand, biskop Desmond Tutu, i 1998 offentliggjorde sin rapport om de ugerninger, apartheid-regimet i særdeleshed og ANC havde begået. Her udleverede Tutu på pressemødet ni hemmeligtstemplede fotokopier fra den sydafrikanske efterretningstjeneste.

Det var SAIMR-dokumenter, der fortalte, at organisationen havde planer om at slå Dag Hammarskjöld ihjel. Hvorfor? Fordi FN modarbejdede de hvides interesser i det sydlige Afrika. I papirerne var CIA såvel som MI5 nævnt som medsammensvorne.

{embedded type="node/node_image" id="20263" width="screen_width"}

Lederen af kommissionens undersøgelseshold slog på pressemødet fast, at SAIMR eksisterede.

De amerikanske og britiske efterretningstjenester afviste anklagen som absurd misinformation plantet af russerne.

»I lange perioder var jeg oprigtigt bekymret for, at det ville vise sig, at Keith Maxwell bare var en højtbegavet sølvpapirhat, der sad nede i en kælder og lavede falske dokumenter,« siger Mads Brügger.

»Hvis jeg blot var et offer for Maxwells fantasterier, så kunne jeg godt forsvare at klæde mig ud og tage tropehjelm på.«

Der blev sat en stopper for Mads Brüggers udklædningsleg, da han fik kontakt til den sydafrikanske journalist De Wet Potgieter, der havde interviewet Keith Maxwell i begyndelsen af 1990erne. Maxwell fortæller om SAIMR, og den flamboyante mand klædt i hvidt oplyser også, at han driver en række lægeklinikker, hvor fattige sorte kan få billig behandling. I artiklen fortæller Maxwell tillige, at han er optaget af aids-forskning.

En mærkværdig artikel fra Johannesburg Sunday Times i 1989 omtaler Debbie Campbell, der, klædt i maritimt tøj, udtaler sig om organisationens arbejde for en kur mod hiv og aids. Som 17-årig blev hun rekrutteret til organisationen, fortæller hun stolt i artiklen. Det har ikke været muligt for holdet bag Cold Case Hammarskjöld at opspore Debbie Campbell.

De årelange og mange spor begynder langsomt at gå fra løst krudt til skarpe patroner.

»SAIMR var en hardcore lejemorder-organisation, der havde eksisteret som et datidens Blackwater. Muligvis havde den også stået for et uhyggeligt hiv-program. Nu måtte jeg erkende, at det var en historie, der skulle fortælles med stor alvor. Jeg måtte gøre op med mine sædvanlige klovnegreb og træde i en mere klassisk, journalistisk karakter.«

»Det har været en vigtig mission at lave en film, som også har en klangbund, der matcher de syv år, jeg har brugt på at lave den.«

Maxwell er ikke længere i live, men både hans enke og tidligere medlemmer af SAIMR kommer i filmen med deres skudsmål om den sydafrikanske ekstremist, det ene mere foruroligende end det andet.

Hvis Alexander Jones’ beskyldninger står til troende, er det som sagt ikke blot statskup og lejemord, SAIMR med Maxwell i spidsen har på samvittigheden.

PÅ et kontor i Putfontein i Sydafrika hænger der i dag stadig et hvidt skilt med signaturen Dokotela – Dr. Maxwell, som et bevis på, at han drev lægeklinikker i det sydlige Afrika.

I filmen fortæller lokale kilder, at Maxwell behandlede den sorte befolkning med injektioner. Og det bekræfter Alexander Jones i filmen.

»Han er kilden, vi havde ventet på i årevis. Jones bekræfter, at Maxwell drev de her klinikker i fattige sorte områder i Johannesburg og foretog skumle eksperimenter,« fortæller Mads Brügger.

I filmen siger Alexander Jones desuden: »På klinikker i Mozambique var vi også med til at sprede aids-virus.«

Han hævder, at SAIMR samarbejdede med den sydafrikanske efterretningstjeneste og politistyrke under apartheid.

»Vi var i krig, og de sorte i Sydafrika var vores fjender,« siger han.

Alexander Jones beskriver lederen bag celleorganisationen, Keith Maxwell, som en demagog, der klædte sig i 1800-tallets britiske marineuniformer, Lord Nelson-hat og sværd. Han udtaler, at SAIMR har haft omkring 5.000 medlemmer i 1990erne.

»Keith Maxwell var en manipulerende og intelligent mand. En farlig mand, der ikke var bleg for at slå sine modstandere ihjel,« siger Jones, der i filmen erkender, at han selv har myrdet folk i SAIMRs tjeneste.

Alexander Jones er efter sin medvirken i filmen flyttet til en hemmelig adresse uden for Sydafrika og har ifølge Mads Brügger været i kontakt med FN.

FILMEN opruller også sagen om SAIMR-medlemmet og marinbiologen Dagmar Feil, der blev myrdet uden for sit hjem i Johannesburg i 1990. Til sin bror, Karl Feil, der medvirker i filmen, fortalte hun om et aids-forskningsprogram i Mozambique, hun var involveret i, og udtrykte bekymring for sin egen sikkerhed.

»Min søster ville betro mig noget. Hun frygtede, at organisationen ville slå hende ihjel, fordi hun havde udtrykt tvivl om projektet,« siger Karl Feil. Mordet blev aldrig opklaret.

I filmen fortæller han, at deres mor forsøgte at få Sydafrikas Sandheds- og Forsoningskommission til at efterforske SAIMRs rolle i drabet. Det lykkedes ikke.

Et af de spørgsmål, der i dag står ubesvaret tilbage, er, hvorvidt Keith Maxwell har haft ekspertisen og de økonomiske midler til at gennemføre sin uhyggelige vision om at sprede hiv-virusset blandt den sorte befolkning i de tidlige 1990ere.

Det afviser kilder i New York Times den 27. januar.

»Sandsynligheden for det er tæt på nul,« siger Salim S. Abdool Karim, der er leder af Caprisa, et aids-forskningscenter i Sydafrika. Karim, der har forsket i aids siden 1990erne, siger til avisen, at et forskningslaboratorium af den art ville have krævet millioner af dollars og en infrastruktur på niveau med, hvad Center for Disease Control i Atlanta havde på det tidspunkt.

»Det er farligt at komme frem med den type anklage i Sydafrika, der har en af verdens højeste rater af hiv-smittede mennesker,« siger Rebecca Hodes, leder af AIDS and Society Research Unit på Cape Towns universitet.

New York Times oplyser desuden, at de inden filmens premiere fik forelagt filmholdets research, men valgte ikke at indgå et samarbejde med Mads Brügger og holdet bag dokumentarfilmen.

Det gjorde til gengæld The Observer og The Guardian, der i en række artikler har beskrevet filmens afsløringer.

Det er tirsdag eftermiddag i et sneklædt Utah. Mads Brügger har netop vist sin film for anden gang på Sundance Film Festival.

Han sidder på hotellet på Park Avenue og er tilfreds med modtagelsen af Cold Case Hammarskjöld.

»Mine sovepiller virker, men de bider ikke helt igennem. Når jeg endelig sover, vågner jeg hver tredje time.«

Om kritikken i New York Times siger han: »Jeg synes, det er godt, at de er skeptiske. Det skal de være. I forhold til vidt udbredte myter om aids og vacciner skal disse uhyggelige påstande håndteres enormt varsomt. Men jeg ved bare, at Karl Feils søster, som var uddannet marinbiolog, fortalte sin bror, at hun forskede i aids på et laboratorium, hun aldrig afslørede, hvor var. Men hun fortalte, at hun rejste til Mozambique, som ifølge Alexander Jones var udgangspunktet for SAIMRs vaccinationsprogram. Jones fortæller også, at den løn han fik i SAIMR, var skyhøj, så organisationen må have haft en solid økonomi.«

Opdateret søndag 3. februar 2019: Mads Brügger vandt på Sundance Film Festival prisen for bedste instruktion i kategorien World Cinema Documentary for »Cold Case Hammarskjöld«.

Tab bare ansigt, mand