Nye bøger og spil. Twinfold. Krølle & Puha.
Pixi
Labyrint med hovedbrud
Verden er lille og klodset. Hele spilleområdet i Twinfold fylder fem gange fem felter. Her skal der være plads til dig selv, adskillige firkantede monstre og de små gyldne babyer, som du skal forsøge at indsamle uden selv at blive fanget. Når du bevæger din figur i Twinfold, flytter alle andre figurer en tak i samme retning. Hvis du kan få to gyldne babyer til at støde sammen, fordobles deres værdi. Det ligner det enkle talspil 2048, men Twinfold er betydeligt mere varieret. Det lille spilområde rummer vægge og afgrunde, som du skal undgå. Monstre bevæger sig også efter forskellige regler, så der er plads til masser af hovedbrud, når du skal lægge kursen gennem labyrinten. Når du scorer nok point, kan du få forskellige fordele. Du kan fjerne en mur eller åbne en afgrund foran en fjende. Det giver variation i spillet og føjer et ekstra lag til strategien. Twinfold er nemt at overskue og fungerer godt som mobilspil. Og så er det næsten uhyggeligt svært at lægge fra sig.
Thomas Linnemann
Del: