Forårets valgkamp udviklede sig på en måde, så klimaet blev trumf. Alternativet spillede ud med et krav om 70 procent reduktion af udledningen af klimagasser i 2030, og i løbet af ingen tid sprang først det ene, så det andet parti til og tilsluttede sig målsætningen. Socialdemokratiet, som gik efter og løb med regeringsmagten, lod os alle vide, at midlet til målet var en ny klimalov.

Hvordan den lov kommer til at se ud, ved vi ikke. Måske er der ingen, der ved det. Sådan må man indtil nu også forstå klimaminister Dan Jørgensen. Efterårets melding var, at først skulle finansloven i hus, derpå startede arbejdet med den nye klimalov. Dan Jørgensen har således nogle måneder at løbe på, for i februar 2020 vil han ifølge regeringens lovprogram fremlægge sit forslag i Folketinget.