Se lige på de haser,« siger dronning Elizabeth i den eneste scene, hvor hun virker begejstret i den uhyggeligt suveræne tredje sæson af The Crown. »Velproportioneret. Og en smuk linje til ryggen.« Hun har vitterlig aldrig set noget lignende. Men imens hun er i Amerika i 1968 for at se på væddeløbsheste med sin hesteven Porchey; en aktivitet, der synes at slå en gnist i hendes øjne, man ellers ikke ser, er hendes onkel Lord Mountbatten og The Bank of England i gang med et statskup imod den siddende Labour-regering hjemme i England. Og så er det med at komme hjem. Pligten kalder uafladeligt i The Crown, eller, formuleret mere i seriens ånd: Pligten kommer uafladeligt med passivt-aggressive bemærkninger i et på én gang høfligt og bidsk toneleje.

I tredje sæson er vores hovedkarakterer blevet ældre, de vildt gode skuespillere fra de to første sæsoner er blevet skiftet ud med et nyt hold om muligt endnu bedre skuespillere, og stemningen er blevet høfligere og bidskere. Væk er de store følelser, som prægede første sæsons vej til tronen for Elizabeth, og Philips maskulinitetsbøvl med at affinde sig med at være nummer to i anden sæson.