Kære forælder i Gellerup
Jeg skriver til dig, selv om jeg ikke forventer at få et svar. Jeg har tænkt så meget på dig i nat, at jeg ikke har været i stand til at lukke et øje, hele natten har jeg ligget og vredet mig, som lå jeg på et lagen af brændenælder.
Nu er det morgen, og jeg tænker stadig på dig. Jeg kan simpelthen ikke slippe tanken om, at du måske er i gang med at forsømme dem, der har allermest brug for dig: dine børn. Jeg så nemlig i går aftes programmet 180 dage i ghettoen, hvor »Syv etniske danskere har sagt ja til et eksperiment: De skal i et halvt år bo i en af Danmarks hårde ghettoer. De bor gratis mod at levere 30 timers frivilligt arbejde om måneden – og så skal de kæmpe for at integrere sig«.
Denne såkaldt »hårde ghetto« er tilfældigvis dér du bor; dér du vågner om morgenen; dér du spiser om aftenen og dér du sover om natten, og altså andet og meget mere end bare en »ghetto« for dig.
Og det er her, illusionen for alvor brister for mig. For da jeg så programmet, opdagede jeg, at du – til trods for at det finder sted i din egen stue – er så godt som usynlig. Du er ikke til at få øje på nogen steder, hverken indenfor eller udenfor. Du stiller ikke op til interview. Du deltager ikke i aktiviteter.
Alt imens sætter dine børn ild til containere. De smadrer busstoppesteder. De suser ned ad Karen Blixens Boulevard, som var det ikke en snæver gågade midt inde i et tætbeboet boligområde, men en tresporet strækning på den tyske Autobahn. De råber sågar »fucking dansker« ad Johannes, som er ude at gå med barnevognen med sin nyfødte søn i.
Jeg spørger mig selv: Forælder i Gellerup, hvor bliver du af?
Jeg ved ikke, om du er klar over det, men der findes mere end halvtreds foreninger i Gellerup, som tilbyder aktiviteter, typisk gratis, eftersom området figurerer på den såkaldte »Ghettoliste,« endda blandt de femten hårdeste områder, hvilket automatisk udløser store summer penge til sociale formål. Du kan altså deltage i et hav af aktiviteter ganske omkostningsfrit.
Du kan svømme i svømmehallen. Du kan se en forestilling i teatret. Du kan spille fodbold. Du kan gå ned i Cirkus Tværs’ øvelokaler og lære at jonglere. Det gør René. Du kan hjælpe med at lave lektier på det lokale bibliotek. Det gør Esther. Du kan være med til at slå katten af tønden til fastelavn. Det gør Jørgen. Du kan også række en tiltrængt hånd ud, når Gellerrupparkens formand, Abdinasir, skal arrangere årets Vinterfest. Det gør deltagerne. Jørgen bygger en flødebollemaskine. Mine fylder spand på spand med sæbevand. Johannes propper en trailer med halmballer. Abdinasir vandrer alene rundt ude i vintermørket og hænger invitationer op. Der er ansigtsmaling og ballonhunde og buffet. Børnene strømmer jublende til; dine børn.
»De kan se, at der er mennesker, der gider være sammen med dem. Det er det, der er det vigtigste,« siger Abdinasir.
Jeg spørger mig selv: Forælder i Gellerup, hvor bliver du af?
Nu hvor jeg har haft blikket vendt udad, er det på tide, at jeg for en stund vender det indad. Måske tager jeg fejl. Måske er du faktisk deltagende; »i virkeligheden«, som det hedder, uden at jeg af den grund har kunnet få øje på dig. Hvordan det? Jo, måske fordi journalister på forhånd tilrettelægger deres optagelser bag kulissen, så den virkelighed, DR portrætterer, faktisk er iscenesat og altså slet ikke så virkelig, men derimod et forvrænget udsnit af virkeligheden. Et udsnit af et udsnit? I så fald ser jeg frem til at høre din side af sagen. I mellemtiden kan jeg fortsat ikke lade være med at undre mig og skamme mig over dit fravær, især ikke i lyset af den kendsgerning, at der bor mere end fem tusind beboere i Gellerup fordelt over firs nationaliteter, hvoraf firs procent har en ikke-vestlig baggrund. Først og fremmest libanesere og palæstinensere, så somaliere, så danskere og til sidst tyrkere.
Hvis jeg skal være ærlig, må jeg indrømme, at jeg er skuffet. Jeg er skuffet over at se, at du gang på gang bliver ved med at bekræfte de efterhånden oldgamle fordomme om, at vi – ja, vi, for i det store hele reflekterer dit liv mit i kraft af vores fælles fremmedartethed – som indvandrere ikke er i stand til at tage os selv alvorligt og altså fungere normalt. Som hedengangne P4L rappede: »Vi skal ikke være svage, fordi vi er indvandrere.« Så stop med at betragte dig selv som et offer. Du er ikke et offer. Det er ikke en straf, at du ikke stammer herfra. Det behøver det ikke at være. Det kan lige så vel være en gave; prøv at tænke: Du har muligheden for at forene det bedste fra mindst to verdener i én og samme bevidsthed; én og samme krop; ét og samme menneske – dig. Prøv bare at tænke.
I den anledning må jeg også tilføje, at jeg selv gennem en blokbarndom i Varbergparken i Haderslev og sidenhen Arendalsvej i Silkeborg med egne øjne har bevidnet samfund midt inde i samfundet og samtidig så langt uden for. Og i al den tid har jeg været hyppig gæst i Gellerup, i weekenderne når mor og far havde fri fra møbelfabrikken, og vi kørte til Bazar Vest efter bosnisk kyllingeleverpostej og Vegeta i Kilic Marked; eller trahana-korn og okra og slanke grønne bønner i basaren til eid; eller når vi, som prikken over i’et, afsluttede dagen med at sætte os ind på Bilals restaurant plastret til med hvide halvmåner på røde flag i forgrunden af en sepiafalmet tyrkisk riviera for at spise verdens bedste kebab.
Ja, det var med disse lykkelige minder i baghovedet, jeg i efteråret 2013 valgte at flytte ind i en af de nu nedrevne blokke, da det endnu ikke var lykkedes mig at finde tag over hovedet til studiestarten, og nogle venner altså tilbød mig en madras på stuegulvet. Planen var, at jeg skulle bo der i nogle måneder, indtil jeg fandt en mere permanent boligløsning, og jeg glædede mig til at genleve nogle af min barndoms bedste stunder.
I årene imellem havde jeg dog både læst, hørt og set lidt af hvert i medierne om Gellerup (typisk af negativ karakter), som faktisk virkede til at bestå af alt andet og meget mere end blot den familiære hygge, jeg kendte fra Bilals kebaboase. Stedet var en »ghetto,« et område, hvor man skulle passe på sig selv og ikke gå ud efter mørkets frembrud.
Mine venner rådede mig endda til altid at huske at få mine værdigenstande med mig, når jeg forlod lejligheden, ellers havde de også et hemmeligt sted, hvor jeg kunne gemme min computer ... Ja, ja, tænkte jeg, den er sgu god med jer, kartofler. Slap nu af, der sker ikke noget. Det er bare, fordi I ikke er vant til at komme hinanden ved på samme måde.
Og de første par dage forløb fint; jeg slentrede omkring i basaren med kæresten efter mandariner og stjernefrugter og granatæbler; jeg sad i fred og ro og forsøgte at finde hoved og hale i en akademisk artikel om litteraturhistoriografi; kort sagt nød jeg helt overordnet mit spæde liv som nyudklækket studerende.
Men en eftermiddag, ved højlys dag – jeg tror, det var dag fire eller fem – ringede det på døren. Jeg nåede ikke at åbne med det samme, og da jeg endelig gjorde, stod der ikke nogen i opgangen. Det var da mærkeligt, tænkte jeg og gik tilbage til stuen, hvor min kæreste sad og så en serie. Pludselig fór hun op og gjorde mig opmærksom på, at der var nogle skygger, der bevægede sig bag gardinet ud mod altanen (lejligheden lå i stueetagen). Jeg stivnede omgående, og fordi jeg ikke anede, hvad jeg ellers skulle gøre, listede jeg hen til altandøren og trak gardinet fra.
Det ville jeg ønske, jeg aldrig havde gjort. For det, jeg så, har for altid slået fortidens glansbillede i stykker. Jeg trak gardinet fra og så, at nogle af dine unge drenge var ved at brække altandøren op. Da de opdagede mig, kastede de sig over hegnet og flygtede væk uden at se sig tilbage.
Jeg spørger mig selv: Forælder i Gellerup, hvor blev du af?
Den dag mistede jeg troen på dig én gang for alle, og få dage efter flygtede jeg væk uden at se mig tilbage.
Det er i dag efterhånden mere end seks år siden, men først nu indser jeg alvoren af min handling, når jeg tænker på Abdinasir, der står alene i mørket i gang med at hænge invitationer op på bibliotekets rude, og han siger: »Socialt ansvar er ikke noget, som kun danskere skal udføre. Vi er jo fælles om det her.«
Jeg spørger mig selv: Hvorfor stak jeg af?
Jeg kan ikke komme på et andet svar end: Fordi jeg blev bange. Og skuffet. Og vred. Men det nytter ikke noget at flygte. Spejlet på væggen viser stadig det samme ansigt som altid, uanset hvordan jeg end vender og drejer mig.
Så kære forælder i Gellerup, uanset hvad dit svar er, skal du vide, at det på ingen måde er for sent at gøre en indsats – du skal bare vove at stoppe op og se dig omkring. Du vil se, at de stadig venter på dig. Dine børn. De tror på dig. Inderst inde tror de stadig på dig.
Jeg håber, du en dag vil komme til at gøre det samme.
Læs også: Ny bog konkluderer, at integrationen går bedre, end vi tror: »Taknemmelige tal«
