Interview. To romantikere mødtes, og en ny genre opstod i sidste øjeblik. Efter 26 år har Halfdan E færdiggjort sin Turèll-trilogi.

Når de døde ringer, må man svare

Når de døde ringer, må man svare Af David Jacobsen Turner

For ti år siden fik Halfdan E et natligt besøg.

Gæsten var minimum to meter høj, påfaldende veltrænet og lignede på alle måder en mand i topform.

»Halfdan, vi skal lave noget mere,« sagde han.

Efter en lille tænkepause kom det stilfærdige svar:

»Det lyder fedt. Men jeg synes, det er et problem, at du er død.«

Gæsten var Dan Turèll, og hvis der var nogen, den savnede poet skulle besøge, var det velsagtens komponisten, der løftede hans tekster fra kategorien poesi og ind i kategorien hits. På pladen Pas på pengene (1993) var det »Hyldest til hverdagen«, der blev udødeliggjort og stadig er obligatorisk citatmateriale til bryllupper landet over, og på den posthume Glad i åbningstiden (1996) var det »Jeg skulle have været taxachauffør«, der blev et bonmot og fik mange af os til at se på hyrevogne med helt nye øjne. Og nu, efter 23 års pause, fuldendes Halfdan E og Dan Turèlls trilogi med det uventede album Telefon fra afdøde.

»Det er vel dybest set en trang til at få ham igen,« siger Halfdan E. »Jeg har hele tiden små brudstykker fra ham, der dukker op i baghovedet. Små talemåder, ting han har sagt. Sådan er der mange, der har det. Han er nærmest bare blevet større siden sin død.«

Vi mødes i hans studie, hvor en fladskærm fastholder en skæbnestund i Ragnarok, den kommende Netflix-serie, han er ved at komponere musikken til på en større rack af computere og klaviaturer.

Der er sket et og andet med teknologien, siden dengang han i start-90erne leasede sin første sampler for en formue og møjsommeligt klippeklistrede det første Dan Turèll-album i sin lejlighed på Vester Fælledvej, mens Carlsberg-lastbilerne skramlede forbi nedenfor. Obskure cha-cha-cha-plader, baslinjer fra Lill Lindfors, Hollywood-strygere og dansable beats blev svejset med den vel nok mest ikoniske stemme i dansk litteratur, og noget helt nyt opstod.

Læs også Lars Bukdahls kommentar, da Dan Turèll ville være fyldt 70 år: »Dan er DNA!«

Halfdan E var vokset op med jazz n’ poetry – Charles Mingus, Allen Ginsberg, Lawrence Ferlinghetti – og nu skulle han skabe en dansk pendant til en ny tid. Turèll havde før udgivet en plade med Sølvstjernerne, men det her var noget andet.

»Dan så pladen som begyndelsen på et nyt kapitel i sit forfatterskab, for vi havde opfundet en ny stil, som talte bredere end til et publikum af intellektuelle, jazzlyttende, poetisk interesserede mennesker,« siger Halfdan E.

For ham selv blev Pas på pengene et vendepunkt, der gjorde ham til en efterspurgt producer og filmkomponist. For Dan Turèll kom vendepunktet for sent. Kort før udgivelsen blev han diagnosticeret med kræft i spiserøret.

»Vi havde ellers talt om, hvor fedt det ville være at komme ud og spille materialet live. Det var svært at acceptere, at det ikke kom til at ske,« siger Halfdan E og smiler vemodigt.

Få måneder senere var digteren død, og Halfdan E stod tilbage med sit savn og en række skitser og halve numre. Han brugte et par år på at overveje, om man kunne udgive en plade med en død mand. Men med Turèlls efterladtes velsignelse udkom Glad i åbningstiden i 1996, og publikum kvitterede med begejstring.

»I dag er jeg enormt lykkelig for, at jeg ikke lagde mig op ad en tidstypisk lyd på de to plader,« siger Halfdan E. »Når de bliver ved at være sjove, er det netop, fordi de fisker i fortiden. Der er en enorm romantik, både i Dans forfatterskab og i min musik. Vi har begge let til tårer. Tag en tekst som ’Sidste tur gennem byen’. Folk tror, den er skrevet på hans dødsleje, men det er en tekst fra 70erne.«

Netop den tekst, hvor digteren ledsages af sine døde kammerater på en gåtur gennem byens mørke gader, indtil de fader ud omkring Nytorv, får stadig krammet på Halfdan E.

»Hvis man læser teksten isoleret, er den stærk, men musikken tager lige fat i et ekstra lag, der hiver tårerne frem. Det er det, musik kan, og det er også derfor, musik er så stor en del af filmbranchen,« siger Halfdan E og nikker op mod de stivnede teenagere på skærmen. »Det er et virkelig tungt redskab!«

Måske er det derfor, digter/musiker-samarbejder er så udbredte i 2019, hvor forfattere som Henrik Nordbrandt, Naja Marie Aidt og Bjørn Rasmussen er aktuelle med musiske projekter. Og hvor Halfdan E har imødekommet sin natlige gæsts ønske og fundet de gamle bånd frem igen.

»Missionen var at bringe ham til live igen, og jeg synes, det er lykkedes flere steder på pladen,« siger Halfdan E. »En tekst som ’Testamente’ er en fantastisk dundertale til os i dag, og uddraget fra Vangede Billeder beskriver stadig en hvilken som helst dansk provinsby i 2019. Så det er ikke en tilbageskuende plade, selvom verden ser anderledes ud i dag, end da Dan døde.«

Telefon til afdøde hedder pladen, med et nik til Raymond Chandler, og sådan har det føltes at arbejde med de efterladte oplæsninger, fortæller Halfdan E. Dels var der vemodet over, at de ikke kunne eksperimentere sammen i stedet. Dels var der glæden ved at vende tilbage til ungdommen og tiden i lydhimlen, da et tungt apparat åbnede en ny musikverden for ham.

Nu er der sat punktum for trilogien, men ét billede bliver ved at rumstere i hans hoved. Et billede fra hovedbanegården.

»Der står vi alle sammen og kigger ned i vores smartphones. Og der står Dan, og han er den eneste, der kigger på os. Hans menneskelighed og hans blik for dem, vi deler tilværelsen med, er stedsegrønt i hans forfatterskab, og det savner jeg hos forfattere i dag. Så jeg håber, nogen overtager stafetten, så jeg ikke behøver grave ham op engang hvert 23. år.«

Telefon til afdøde er udkommet på Crunchy Frog.

 

Læs også om Dan Turèlls formidable rim & remse-raptus i en solid, samlet udgave: »Dresserede lopper der virkelig topper«

Side 19