I 2010 var flere hundrede tusinde mennesker taget til den tyske by Duisburg for at deltage i den årlige musikfestival Love Parade. Festivalen blev for første gang afholdt i et aflukket område, hvor et dansende menneskehav bevægede sig rundt mellem musikscener og dj-vogne til lyden af høj elektronisk musik.

Men noget gik galt. På kort tid var 21 mennesker døde, kvalt i menneskemængden, og 500 kommet til skade. Katastrofen skyldtes ikke massepanik, men det, man kalder »crowd turbulence«: Når folk står så tæt, at de rører hinanden, kan det udløse en dominoeffekt, hvis nogen falder, og det kan føre til en katastrofe – selv om der ikke opstår panik.