Hvis sandheden skal frem (og det skal den!), har Søren Huss endnu til gode at lave et dårligt soloalbum. Han indledte karrieren som strålende sanger i det engelsksprogede band Saybia i nullerne, men sprang ud som solist i 2010 med det gribende Troen og ingen, skrevet i kølvandet på tabet af hans elskede i en meningsløs trafikulykke. Siden er der kommet to mindst lige så gode lp’er fra hans hånd, og træls nok holder han standarden på det fjerde og foreløbigt sidste i rækken, Sort & hvid til evig tid.

Spøg til side og hofter fat, Huss har åbenlyst flair for den gode melodi, han kan sætte toner labert, levende og indbydende sammen, hvad han så benytter til at skrive alvorlige sange om den kamp, der kaldes livet. En munter fætter er han ikke, men hvem er også det i disse tider?