Hjem indeholder på fascinerende vis både offentlige, private og endda hemmelige zoner. Som gæst må man godt sætte sig på en stol, men at åbne andres skabe er grænseoverskridende og kræver tilladelse. Der er ting, som er sat frem i hjemmet, og ting, som er gemt væk. Når de gemte ting tages frem, bliver de iscenesat af hjemmets beboere: Vi dækker bord med servicet, og vi tager tøjet på. Når tingene og tøjet ikke er i brug, lever de bortgemt.
Noget spændende er på spil i de skjulte rum, og særligt i garderoben. Idet man tager tøj på, transformerer man sig selv fra nøgen krop til offentlig person. Det er så dagligdags, at vi glemmer, hvor rasende interessant tøjet er. Og hvor utroligt mange forskellige løsninger menneskeheden gennem tiden har fundet på sit helt basale behov for noget, som varmer, tildækker og angiver ens status.
Garderoben har ikke altid været så privat en zone. I fortidens bedre hjem havde man kammerpiger og påklædere, som sørgede for at få én godt i tøjet. Ens tøj blev plejet, vedligeholdt og repareret, man fik begavede forslag til den rette påklædning til diverse lejligheder og endda hjælp til at sætte håret.
Også i de mindre formuende hjem var garderober langt mere kollektive: Man arvede, syede om, fik syet af andre i familien og fik tilrettet tøj til netop ens egen krop. At anskaffe nyt var et helt projekt, en virkelig investering. Man vidste noget om materialer, og hvordan de holdt sig, og traf sine beslutninger ud fra det. Man var konversant om sit tøj og kunne beskrive det i detaljer: den blå bomuldskjole med perlemorsknapperne, den grønne i taft med det slåede bælte, jakkesættet i nålestribet uld med paspolerede lommer. Indtil vores bedsteforældres tid var tøj nemlig frygtelig dyrt i forhold til tidens lønninger, og der blev hæget des mere om det. Det skulle holde længe, måske til flere kroppe.
I takt med at tøjmarkedet lagde om til at producere en endeløs strøm af billigt tøj, er det paradoksalt nok blevet langt mere ensomt at være et påklædt menneske. Vi skal selv finde ud af det hele. På egen hånd konfronteres vi med det enorme udbud og skal prøve at få alle beklædningens mange elementer til at spille sammen, stort set kun vejledt af modeblades glade vanvid af ideer om, hvad der er in og out.
Når der overhovedet tales om tøj i dag, er det netop om tøj som mode: et temmelig elitært system af intrikate koder og referencer, som i praksis kun er interesant for et mindre udsnit af menneskeheden, selvom vi alle går med tøj. Medierne dækker designere og deres nye kollektioner og det tøj, som vi skal begære og ønske at anskaffe os. Alt handler om at få nyt, og intet handler om selve livet med tøjet: Hvordan vi rent faktisk bruger det, altså selve tøjets forhåbentlig lange levetid. Fra det øjeblik tøjet er anskaffet, er det i modens optik allerede uinteressant – og det er jo ellers netop da, hele eventyret skulle begynde.
Vi har også mistet sproget for det dagligdags tøj med alle dets detaljer og den kollektive viden om, hvordan man får sig et lykkeligt fast forhold til sit tøj. Vi taler sjældent med hinanden om tøj i detaljer, vi får næppe et tip om en god skrædder eller bliver taget med i venindens foretrukne kjolesalon, hvor kyndige professionelle tager hånd om kunderne.
Der er blevet meget længere mellem de butikker, hvor man stadig betjener kunderne opmærksomt og rent faktisk råder dem. Måske endda kender dem og deres behov godt. Som regel driver man alene omkring i butikkerne mellem enorme mængder af tøj, som alt sammen er så tilpas generisk og ufarligt, at det hele ligner hinanden.
Ikke overraskende går mange derfor på ren adfærdsdefault, når de skal finde noget tøj; de gør som alle andre og ender i det globale standardtøj: T-shirt, jeans, anonym sweater, dynefrakke. Hvis man undrer sig over paraden af stort set identisk påklædte mennesker i nedtonede og »sikre« farver og mønstre i alle Vestens storbyer, findes en hel del af svaret her. Det er den grågrumsede konformitets totale dominans.
Vi oplæres heller ikke af vores forældre til at kunne vurdere tøjs kvalitet, reparere det og passe på det. For mange er det uoverstigeligt besværligt bare at skulle stryge en skjorte, og det er ikke længere en kendt sag, at man lige skal sprætte læg og lommer op i en ny uldfrakke. Jeg bemærker ofte folk, som frejdigt vandrer omkring med tilsyede læg i frakken. Meget af det tøj, jeg gennem tiden har købt brugt, var tydeligvis kasseret, fordi det manglede en knap eller på anden måde behøvede en minimal reparation. Ejerne giver simpelthen op og kasserer det, ligesom de kasserer tøj, som kræver strygning eller dampning.
Der er blevet tyst og temmelig forsømt i garderoberne. Nutidens bortgemte tøjbeholdninger synes også at afdunste en sær skam over, at livet er fuldt af tøjkriser, og at så meget af tøjet i virkeligheden slet ikke fungerer for os. Med det ubegrænsede udvalg af tøj fulgte nemlig også store miserer: Det meste er syet efter standardstørrelser, som stort set ikke passer nogen kroppe rigtig godt. Og tekstilerne er blevet tarvelige og skrøbelige for at kunne give os mængder og atter mængder af billigt tøj at vælge imellem.
Garderoben er for mange det sted, hvor man igen og igen konfronteres med sin egen uformåenhed, stedet, hvor man aldrig har noget at tage på, selvom det vælter med tøj derinde. Intet under, at vi så sjældent slår dørene til garderoben op for andres nysgerrige blikke.
Min egen garderobe er knap så privat: Mit tøj er alt sammen sat til skue i et lille forværelse til mit kontor, hængende på bøjler på to store metalstativer og nydeligt foldet på hylder langs den ene væg. De fleste af mine gæster tøver lige et øjeblik med at træde forbi garderoben og ind i mit kontor, så stor og tvingende er graden af privathed, der hviler over vores tøj i dag.
Men ligesom jeg er voldsomt betaget af andres garderober – der er tale om en middelsvær grad af garderobevoyeurisme – lader jeg også gerne andre kigge med i min. Kald mig bare en tøjte; i flere hundrede år er der blevet set ned på tøj som et nedrigt og pjanket hjørne af den kreative sfære. Men vi trænger til igen at blive kompetente udi påklædningens mange kunster og at have det bedre og sjovere med vores tøj. En bæredygtig fremtid i klædeskabet kræver, at vi ejer tøj, som er så flatterende og behageligt, at vi ikke vil af med det igen. Et af de letteste midler til at fremme tøjglæden er at gøre netop det, som vi ellers er holdt op med: at tale med hinanden om vores tøj og at lære af hinandens erfaringer.
Heldigvis er tøj også fantastisk og værd at tale om. Det har jeg ikke mindst lært af Else Skjold, som er lektor i design og bæredygtighed ved Kunstakademiets designskole i København. Hun studerer garderober, altså levende menneskers helt almindelige garderober, og de behov, de skal dække, og måske alligevel slet ikke dækker. Der er så meget personlig historie i en garderobe. Historier om vores tidligere selv, som vi stadig holder lidt fast i; måske et par punkede sorte jeans fra en vildere ungdom eller festtøjet fra ens oprindelige hjemland. Og der er følelser, minder og drømme, tøj til et selv, som endnu ikke findes, men som man håber snart vil bryde igennem; et selv, som måske klæder sig mere farverigt, måske mere tjekket, eller måske bare igen kan klemme sig ned i den yndige, lillebitte sag fra dengang.
I den gennemsnitlige moderne garderobe er kun omkring en tredjedel af tøjet i fast brug. Noget af det øvrige er minde- eller drømmetøj, men det meste ubrugte tøj er fuldt af historier om mislykkedede matches. Tøj, som alligevel ikke var os, og som vi ikke føler os godt tilpas i. Else Skjold studerer det hele, for hvis industrien skal blive klogere i fremtiden og lave bedre tøj til os alle sammen, som vi rent faktisk har lyst til at bruge, skal industrien lære af det, som faktisk er i garderoberne. Hvornår det virker, og hvornår det ikke virker. Sammen drog Else Skjold og jeg ud på ekspedition til en række interessante menneskers garderober for at rapportere direkte fra klædeskabene.
Man kan blive helt høj af at få lov til at komme indenfor i en garderobe, som tjener sit formål og gør sin ejer veltilpas, tryg og evigt præsentabel. Min personlige statistik siger, at indehavere af velfungerende garderober også altid er helt bevidste om, at tøj er selviscenesættelse. Livet er fuldt af opgaver og situationer, som netop kræver klog iscenesættelse.
Inden digteren Søren Ulrik Thomsen tager ud for at læse op af sine digte, holde foredrag eller på anden måde optræde, trækker han i sin digteruniform: jakke og skjorte syet på mål, seler og velvalgt slips, ofte suppleret med klassiske jeans med opslag som en hilsen til 1950ernes beatpoeter. At have en offentlig, selvvalgt uniform hjælper også én med at transformere sig til sit bedste jeg på dage, hvor man egentlig ikke har særlig lyst til at skulle ud og være på, eller måske har lidt hovedpine. Det gode tøj forpligter og løfter én.
Søren Ulrik Thomsens inspiration kommer ikke mindst fra 1900-tallets vilde, unge avantgarde af digtere – som alle gik i nydelige jakkesæt. Går man dybere i tøjets historie, viser vores garderobe sig altid at rumme store, fælles historier om de idealer, som gennem tiden har formet os alle sammen. Jakkesættet er født af revolutionstiden omkring år 1800 som borgerskabets nye fornuftige, nedtonede uniform. Mænd holdt op med at gå i farver og mønstre, og kvinder fik eneret på hele den pyntelige del af garderoben. Moderne herretøj udtrykker alvor.
Så hvordan kan man som kvinde blive taget alvorligt og samtidig få lov at være feminin? Det har Elisabeth Møller Jensen, tidligere direktør for Kvinfo, og debattøren Khaterah Parwani fundet deres egne recepter for. De har begge uforfærdet farverige og feminine garderober med en tydeligt professionel kerne af tøj, som er tilpas tætskåret og roligt i udtrykket til at signalere myndighed uden at være bureaukratisk kedeligt.
Den myndige vestlige krop er altid klædt i noget tætsiddende. Det er i det hele taget et udpræget vestligt påfund at lave tøj, hvis silhuet følger kroppen tæt, næsten som om man giver den en rustning på af tekstil. Det tætsiddende herretøj opstod i 1400-tallet og er tydeligt modelleret over datidens ridderrustninger. Tilskåret herretøj med bukser signalerer aktiv krop, målrettethed, ekspansion, dominans, maskulinitet.
Alle andre kulturer i verden før og siden har dyrket det draperede, bløde look, også til mænd: kjortler og kaftaner, saronger og løse bukser, helt uden at nogen mand fik den idé, at han nu ikke længere så maskulin ud. Siden har Vesten så spredt sine kropsidealer til andre kulturer, og i dag er det tilskårne jakkesæt eller en dragt med stram nederdel det obligatoriske power suit, som bæres af de allermest indflydelsesrige grå eminencer. Fordi det udstråler magt.
Musikeren Jonas Petersen, manden bag bandet Hymns from Nineveh, klæder sig meget mere som de øvrige af verdens mænd: smukke mønstrede skjorter, dinglende halssmykker, måske fordi han er vokset op i Botswana. At have et blødere, mere draperet og farverigt udtryk som vestlig mand signalerer næsten altid, at man er kunstner. Sådan har det været, siden de britiske prærafaelitter opfandt det kunstneriske bløde look med masser af inspiration fra Orienten.
Man bliver omgående mere synlig i den grå menneskemasse, og netop det udnytter også fotografen Kajsa Gullberg, der som feminist decideret går efter at fylde mere som kvinde. Hun klæder sig i tøj, som er det modsatte af diskret for netop ikke at formindske sig selv.
Tidens kvindeideal er ellers i høj grad det diminutive: petite kvinder, som ikke fylder for meget i landskabet. Paradoksalt nok har kvinders voksende anerkendelse og indflydelse i samfundene betydet, at den ideelle kvinde i dag er lillebitte og tynd, hvor 1800-tallets kvindeideal og sågar 1950ernes var kurvet og blødt, fordi denne behageligt fyldige kvinde underforstået ikke var en trussel, men holdt sig hjemme.
At turde tage plads op og være spektakulær er derfor i dag en feministisk handling, ligesom det kan være en minoritetspolitisk handling at insistere på ikke at gemme hele sin medbragte kultur væk som immigrant, eller som homoseksuel mand at klæde sig så femme, som man vil.
Men vores klædeskabe skal ikke være kampzoner, tværtimod. De burde være magiske steder, hvor tøjet får lov at forvandle og ruste os til at møde verden. Vores bedsteforældre og oldeforældre beherskede langt oftere den kunst, selv med meget mindre garderober og meget højere tøjpriser.
Som tøjte og garderobevoyeur har det været en gave at rapportere direkte fra klædeskabenes ellers lukkede zoner. Men en podcast-serie, alligevel? Hvor er billederne, spørger De skuffet. Ja, netop podcasts, fordi det at tale om tøjet i stedet for at lave film eller en illustreret artikel giver det rette sansemæssige benspænd. Det er garderobevoyeurisme med bind for øjnene.
Når man lytter sig ind på andres tøj og påklædningsstrategier, begynder man uundgåeligt at forestille sig tøjets sanselige og taktile kvaliteter og ikke kun de visuelle. Vi er alt for vant til, at tøj præsenteres visuelt, og at vi selv skuffes, når vi prøver at overføre billedet til egne kroppe. Vi har brug for at tale alle tøjets dimensioner frem: følelsen af at bære det, dets historier, dets signaler, hvordan det kan udradere os som anonyme, give os status eller fremhæve vores bedste sider. Man kan aldrig blive for velklædt eller for dannet, sagde Oscar Wilde, og ligefrem at være tøjdannet kunne blive den næste store ting.
Tøjterne
Tøjterne er en podcast om det gode liv med tøj. Ikke om mode, men om hvordan tøj i praksis former os og ruster os til at møde verden. Heidi Laura og designforskeren Else Skjold tager på ekspeditioner til interessante menneskers garderober og trævler de dybere historier bag tøjet op.
Hør Tøjterne her på weekendavisen.dk/podcast – eller hvor De ellers hører podcast.