For godt 350 år siden gik den engelske filosof Thomas Hobbes på rov i Det Gamle Testamente. Han brugte historien fra Jobs Bog om Leviathanen – et frygteligt søuhyre – til at indfange den omnipotente øvrighedsmagt, der i hans øjne var nødvendig for at forhindre det klassiske problem, som romerne indfangede i mundheldet homo homini lupus (»mod mennesket er mennesket en ulv«). Kun en stærk stat kunne ifølge Hobbes forhindre alles krig imod alle. Men hvordan sikrer man, at denne frygtindgydende statsmagt ikke viser sin egen ulveside?

Det klassiske spørgsmål kaster de to samfundsforskere Daron Acemoglu og James Robinson sig over i deres nye bog The Narrow Corridor: States, Societies, and the Fate of Liberty, der netop er blevet udgivet af Penguin. Acemoglu og Robinsons simple svar lyder, at der er brug for en lænket Leviathan, det vil sige en stærk stat, der bliver holdt ansvarlig af borgerne. Det lyder, som noget vi kender, og det moderne repræsentative demokrati er da også det bedste eksempel på en sådan lænket Leviathan. Men i historisk perspektiv er den lænkede stat den helt store undtagelse.