Vi nærmer os atter en gang »Armistice day« og det endda i 100-året for fredsslutningen på Første Verdenskrig. Her vil man som sædvanligt kunne iagttage, hvordan briterne køber små papirvalmuer til at sætte i reversen på overtøjet for at mindes de utallige faldne på Europas sønderbombede slagmarker. Men der er ikke meget, der er, som det plejer for tiden. Det Europæiske Unionsprojekt er svært udfordret, mens briterne er ved at rive hovedet af hinanden over brexit. Mange ser det som et udslag af ren og skær populisme, folkets utilfredshed med globaliseringen. Det kan dog ikke være den fulde forklaring. Ministerholdet i den nuværende regering er spækket med dimittender fra Eton, den tudsegamle skole, der har uddannet den absolutte top af den engelske overklasse i århundreder. Der er ikke meget folkeligt over disse folk og deres nedarvede privilegier, men også de vil ud af unionen. De fortæller en historie om Britannien, der forstår øen i modsætning til Frankrig og Tyskland på kontinentet: Romerrigets fald, reformationen mod den romerske pavekirke, Napoleonskrigene, det 19. århundredes store britiske imperium og de to verdenskrige er spundet sammen i en fortælling om øfolkets frihed over for kontinentets undertrykkelse. Briterne kræver nu friheden tilbage og vil ud af det europæiske morads.

Efterhånden er vi blevet så vant til fortællingen om et Storbritannien, der har holdt sig på afstand af det europæiske, at vi er begyndt at tro på den. Men her, 100 år efter Første Verdenskrig, er det værd at sætte spørgsmålstegn ved den fortælling.