Den i dag lidt mere end 76-årige Peter Handke har fået Nobel-prisen i litteratur 2019. En god nyhed for alle os, der elsker musikalsk skrevet, frit improviserende, årvågent iagttagende prosa. Og en særligt bevægende nyhed, tænker jeg, for den del af min egen omtrent 20 år yngre generation, der som unge i 1980erne lod sig overvælde af poesien i den tyske instruktør Wim Wenders filmmesterværk Himlen over Berlin, som Peter Handke jo havde skrevet teksterne til. Den film så jeg seks-syv gange i forskellige biografer i Aarhus og Berlin. Og blandt andet for den films skyld lærte jeg mig bedre tysk, så jeg kunne læse alt, hvad jeg kunne få fat på af Handke.

Ulykkelig og uden ønsker fra 1972 er og bliver nok hans allerbedste bog. En lille, formentlig ganske hurtigt skrevet og på sin vis ganske undseelig portrætroman af Handkes mor, Maria, en slovensk-østrigsk servitrice fra den sydøstrigske provins Kärnten, der i foråret 1942 blev gjort gravid af en udstationeret tysk værnemagtsoldat, som hun ikke siden så meget til. Nobelpristagerens navn stammer fra stedfaderen, som den stakkels Maria siden levede et par ulykkelige årtier med, inden hun til sidst begik det selvmord, der er romanens omdrejningspunkt.