Ecce Homo. Joker er en tegneseriefilm uden helte. En fabel om psykisk sygdom, social ulighed og politisk populisme. Med andre ord et billede på verden af i dag.

Hadets Harlekin

Hadets Harlekin Af Bo Green Jensen

Joker. Instr.: Todd Phillips. Manus: Scott Silver, Todd Phillips. Foto: Lawrence Sher. 121 min. USA 2019. Censur: 15 år. 81 biografer.

Ingen har superkræfter i Joker. Det er i bund og grund en verden uden helte, som Todd Phillips og medforfatteren Scott Silver præsenterer i deres realistiske (sådan da) særudgave af byen fra Batman-universet.

Her er Arthur Fleck (Joaquin Phoenix) en professionel klovn, som ingen vil le ad. Han arbejder som levende plakat­søjle (og bliver overfaldet af drenge, der plukker vingerne af ham for sjov) og optræder på hospitalet, hvor han sætter børne­afdelingen på den anden ende ved at tabe en revolver, som en »venlig« kollega har givet ham med.

Arthur er mentalt ustabil og svært medicineret. Han lider af en form for Tourettes, som får ham til at le på de mest upassende steder: irriterende og ustandselig som en billig latter­maskine. Denne Joker har ingen fysisk skamfering, men er et omvandrende nødstilfælde.

Han er i øvrigt et godt og ærligt menneske, der drømmer om at blive standup­komiker. Arthur skriver ideer ned i en dagbog, der giver psykologen kulde­gysninger. Han passer sin syge mor, Penny (Frances Conroy), der har ladet ham forstå, at han er frugten af hendes forhold til Thomas Wayne (Brett Cullen) – byens førende finans­mand og far til en søn med fornavnet Bruce (som altså må være den kommende Batman).

Hver aften sidder mor og søn sammen og ser Murray Franklin Live, et talk­show med en alfaderlig vært, som har været der i hele Arthurs liv. Den joviale Murray Franklin spilles af Robert De Niro. Arthur drømmer om selv at sidde i stolen hos Murray, som engang inviterede ham på scenen, da Penny og Arthur var blandt publikum i studiet.

Hos psykologen får Arthur at vide, at programmet for sinds­lidende er sparet væk. Han bliver fyret fra sit klovne­job, men i elevatoren kommer han tæt på Sophie (Zazie Beetz), den spændende mor fra lidt henne ad gangen. Hendes søn beklager sig, det er i ulve­timen. Hun gør en indforstået gestus, sætter fingrene til tindingen og trykker af.

Er det dét, der tipper Arthur over? Og gør hun det virkelig, eller hvordan?

DET er ikke til at vide. Vi er i en smeltende bevidsthed, hvor grebet om virkeligheden bliver stadig mere usikkert. Joker er åbenlyst inspireret af to film af Martin Scorsese. Arthur Fleck ligner både kælder­mennesket Travis Bickle i Taxi Driver (1976) og fantasten Rupert Pupkin i King of Comedy (1982) – men holdet bag Joker har nok også set Ron Howards Et smukt sind (2001), Brad Andersons The Machinist (2004) og et par andre film med indbildte venner.

'Joker' demonstrerer, hvad superhelte­genren kan bruges til, hvis man eksperimenterer med stoffet og lader det ånde, i stedet for at hælde flere digitale effekter og mere CGI-mainstream på.

Tid og sted må være Gotham City i 1981, for biograferne spiller Brian De Palmas Døden sletter alle spor (bedre kendt som Blow Out) og Peter Medaks campede komedie om Zorro, The Gay Blade. I toget bliver Arthur overfaldet af tre berusede børsmæglertyper, som kunne være fætre til Patrick Bateman fra American Psycho. Denne gang har Arthur et våben, og salen er på hans side. Der bliver jublet, da han bruger det.

Nu begynder en god tid for Arthur. Han skynder sig hjem til den kønne nabo, som lukker ham ind. Næste dag er hans værk i nyhederne. Byens fattige hader de rige, og drabene bliver set som en heltegerning. Arthur opsøger Thomas Wayne og bliver afvist. Egentlig er han lettet, da han og Sophie sidder på hospitalet og venter på, at Penny skal dø.

Arthurs scenedebut er en katastrofe. Hver enkelt vittighed dør på stedet, men han gennemfører til ære for Sophie. Nogen filmer den pinlige optræden. Han har næsten lukket af, da der bliver ringet fra Murray Franklin Live, som gerne vil have ham som gæst. Arthur øver sig på sin entré. Han lægger Joker-sminken udførligt. Så går han på.

Det bliver en mindeværdig aften (og et film­øjeblik, som De glemmer sent, kan jeg love). Bagefter er verden ikke den samme. For hvad får man, hvis man sætter en utilregnelig taber på gaden i et samfund, som træder ham ned? Joker giver selv svaret: præcis, hvad man fortjener.

JOKER var der fra begyndelsen. Han mangler i nummer 27 af Detective Comics (maj 1939), hvor Batman-skikkelsen bliver præsenteret, men han er allerede ærkefjenden i det første nummer af Batman (april 1940).

Bob Kane og Bill Finger baserede Joker på Gwynplaine, den tragiske prins fra Victor Hugos Manden der ler (1869). I bogen er mundvigene skåret op, det kroniske smil er et ar. Det var Conrad Veidts makeup i filmudgaven af The Man Who Laughs (1928), som inspirerede tegneren Jerry Robinson, der først lagde pen til figuren. 80 år senere er der stadig en skræmmende lighed.

Der findes et utal af Joker-historier med mange forskellige takes på figuren. I dem alle defineres han af sit forhold til Batman. Det bliver tidligt et tema, at helten og skurken behøver hinanden. De er hinandens forudsætninger. De er også jævnbyrdige fjender. Hverken Joker eller Batman har særlige kræfter. De er bare besatte mænd, som har trænet.

En toneangivende Joker så dagens lys i 1988, da Alan Moore (den legendariske forfatter bag Watchmen, V for Vendetta, From Hell og Det Hemmelighedsfulde Selskab) fik frie hænder til at bearbejde figuren. Sammen med tegneren Brian Bolland skabte Moore albummet The Killing Joke, som på dansk hedder Den, der ler sidst... Her er en skarp, brutal, sadistisk inkarnation af figuren, der er ond af princip.

For Moore var det vigtigt at understrege den gensidige afhængighed. Til slut fortæller Joker en vittighed, som også Batman ler af. Moore brugte en gammel Bill Finger-historie (»The Man Behind the Red Hood!« fra 1951) til at give Joker en tilblivelseshistorie. Før forvandlingen er han en arbejdsløs komiker med en højgravid hustru og pengeproblemer. Han lokkes til at medvirke ved et røveri, bliver svigtet og falder i et kar med kemikalier, som vansirer ham. Han er offeret, der går til modangreb, ganske som Arthur Fleck gør i filmen, hvor invalideringen er psykologisk.

Phillips og Silver bruger ikke Moores historie, men Joker er skabt i den samme filosofiske ånd og ser verden ligesådan. Filmen krediterer også Brian Bolland for måden, som Joker klæder sig på.

Læs også Bo Green Jensens reportage fra Filmbiennalen i Venedig: »Det politiske år«

SÆTSTYKKET er den forbløffende scene, hvor Joker omsider er klar. Der er meget i filmen, som ikke skal røbes, men denne sekvens står alene som et dansenummer i en musical – Gene Kelly, der synger i regnen, måske.

Arthur Fleck er på vej til studiet, hvor Murray Franklin Live bliver optaget. Han er nu iført Jokers røde jakkesæt med gul vest og har lagt klovnesminken på. Han er tynd som en ragekniv, stolt som en pave og gal som en gøg. Han står ved en stejl trappe, som fører ned til toget, og han begynder at danse med syg elegance til tonerne af Gary Glitter, der stønner og stamper sig gennem glamrockhittet »Rock and Roll Part 2«, som var stort i 1972. Siden sangeren i 1999 blev idømt 16 års fængsel for pædofile aktiviteter, har der ikke været rift om at bruge hans sange på soundtracks. Men i denne films bizarre kontekst giver det mening.

Mange har spillet figuren på film. Cesar Romero var nærmest en operaklovn i biografudgaven af tv-serien fra 1966. Jack Nicholson gav Joker en mere myndig aura og var for Tim Burtons Batman (1989), hvad Marlon Brando havde været for Richard Donners Superman (1978): en kritisk forsikring. Her var Joker identisk med gangsteren Jack Napier.

Heath Ledger viskede tavlen ren med den forpinte kaosmester i Christopher Nolans The Dark Knight (2008), som han posthumt modtog en Oscar for. Jared Leto er et lapset slangemenneske i David Ayers Suicide Squad (2016), hvor også kæresten Harley Quinn (Margot Robbie), der er lige så ødelagt og debil som sin mand, bliver vist frem.

Joaquin Phoenix spiller rollen i stilen fra Ledger og Leto, men er egentlig allerbedst, når han ikke skjuler sit ansigt bag sminke. Phoenix gør Arthur Fleck til et tragisk og troværdigt menneske. Der er en hjerteskærende scene, hvor han ler sin Tourette-latter i bussen og bliver nidstirret af fordømmende mødre. Her er en mand uden håb eller venner. Joker var altid en nødstedt djævel. Her bliver han en perfekt paria.

JOKER demonstrerer, hvad superheltegenren kan bruges til, hvis man eksperimenterer med stoffet og lader det ånde, i stedet for at hælde flere digitale effekter og mere CGI-mainstream på. Præmissen er unik. Filmen fravælger mytologien. Omvendt var der ingen film uden mytologien. Joker må lande et sted, hvor historien knytter an til den officielle version.

Efter Arthurs chokerende optræden i den definitivt sidste udgave af Murray Franklin Live, begynder filmen at tale direkte til tiden. Selv Joker er ikke forberedt på den sociale omvæltning, han sætter i gang. Han bliver en folkehelt i Gotham City, hvor gadens bærme begynder at hærge. Han er manden, som myrdede tre af de rige. Den rasende masse fejrer sin konge.

Det er ikke Joker selv, som skyder den Donald Trump-agtige Thomas Wayne og hans hustru, der kommer ud fra biografen med deres søn. Men han ser det ske, og han ser drengen, som senere bliver til Batman. Det er ikke en lykkelig slutning, hverken for Bruce eller hævneren Arthur, som her tager afsked med resterne af sin menneskelighed.

Joker vandt førsteprisen på filmfestivalen i Venedig, og Joaquin Phoenix bliver uden tvivl Oscar-nomineret for rollen. Det vigtigste er dog, at filmen siger: Ecce homo – Se, hvilket menneske! Man er dybt inde i en psykotisk bevidsthed, der bliver skildret med empati og tolerance. At manden siden bliver Batmans ærkefjende, er af mindre betydning.

Portrættet af byen, hvor rige og fattige hader hinanden og mobiliserer, er spot on. I Joker bliver genrefilmen et spejlbillede af sin samtid. Joker går til modangreb på vegne af alle, som ingenting har. Den dræbende vittighed får en pointe. Herfra er der ingen vej tilbage.

 

Læs også Bo Green Jensens anmeldelse af Quentin Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood: »Alle de levende og døde« 

Side 22