ARIVACA, ARIZONA – Sortmalede vanddunke, simkort og hjemmelavede camouflagefarvede stofsko med tæppesåler. Det er effekter, man ofte støder på i ørkenlandskabet omkring byen Arivaca i delstaten Arizona, tæt på USAs grænse til Mexico.
Alt sammen spor efter mexicanske kartelsmuglere på deres vej gennem grænselandet. Den sorte maling på plasticdunkene blokerer for solens refleksioner, mens tæppeskoene er lavet til at sløre fodsporene i ørkensandet.
Vi er med Arizona Border Recon (AZBR), et frivilligt, bevæbnet grænsekorps, på deres månedlige patrulje i grænselandet. Med ansigtsmaling, camouflagedragter og rifler over skulderen sniger mændene sig gennem det høje, tørre græs, forbi kaktusser og tjørnebuske og op ad de stejle bjergskråninger få hundrede meter fra grænsen til Mexico.
Klare aftryk efter tæppesko, bløde cigaretskodder og madrester, der endnu ikke er bagt tørre af den skarpe januarsol, fortæller dem, at sporene er friske.
Alle observationer bliver løbende registreret i korpsets GPS-system, og efter ni års tilstedeværelse i området kan der tegnes et detaljeret billede af den omfangsrige illegale trafik over grænsen.
Arivaca-området og det omkringliggende Tucson county er ifølge de amerikanske told- og grænsekontrolmyndigheder et af de travleste steder i grænselandet, hvad angår indsmugling af narkotika og illegale immigranter.
Alligevel ligger landegrænsen tavs og åben hen, kun markeret af en tynd stribe ståltråd og uden en grænsepost eller en grænsepatrulje i sigte i det enorme bjerglandskab.
Stifteren og lederen af Arizona Border Recon, Tim Foley, er dybt frustreret. »Hvor vi befinder os lige nu kaldes ’nåleøjet’. Her er så øde og isoleret, at grænsepatruljerne ikke kommer herned. Men vi gør. Politikere kommer og siger til mig, at det er utroligt, hvad jeg kan udrette på tre dage med et dusin mænd, som de ikke kan med fucking 300 grænsekontrolagenter på en måned.«
Foley hører igen og igen politikere tale om krisen ved grænsen og folk brokke sig over, at der ikke bliver gjort noget ved problemerne. Men han har mistet tålmodigheden og har nu taget sagen i egen hånd.
AZBR er en gruppe frivillige, civile amerikanere, der patruljerer grænsen for at hindre illegal trafik ind i landet. Reglerne for medlemskab er strikte, og alle mænd screenes nøje, inden de accepteres, fortæller Foley. Alkohol er strengt forbudt på patruljerne, og at pege våben mod ubevæbnede personer af nogen art medfører øjeblikkelig bortvisning.
»Den blåøjede djævel fra bjergene« kalder kartelsmuglerne Foley over deres radioforbindelse, og den tatoverede krigsveteran har modtaget adskillige dødstrusler fra den berygtede mexicanske bande. Men det eneste, der kan få Foley til at opgive projektet, er en sikring af grænsen eller hans egen død, forsikrer han.
Et racespørgsmål
700 kilometer østpå, i den lille grænseby Van Horn i det vestlige Texas, ligger den internationale grænse ligeledes åben hen, men her kan indbyggerne ikke genkende det drama, højrefløjen siger udspiller sig ved landets sydlige grænse.
»Der er ikke nogen krise. Den eksisterer ikke. Hvis du lytter til vores røvhul af en præsident, vil du tro, der er én, men den er opdigtet,« lyder det fra byrådssekretær Fran Malafronte.
Hun har boet i Van Horn i 12 år, arbejdet på byens rådhus lige så længe og har aldrig følt sig usikker eller truet af hverken narkosmuglere eller illegale indvandrere, fortæller hun og henviser til statistikkerne, der siger, at langt størstedelen af de ulovlige stoffer, der kommer ind i landet fra Mexico, smugles gennem de officielle grænseovergange.
»Det her er et racespørgsmål,« siger hun. »Problemet er, at folk, der kommer ind fra Mexico, ikke er hvide. Det hvide flertal i USA er faldende, og derfor forsøger de at stoppe ikke-hvide i at komme ind. End of story.«
Foley og Malafronte er et af mange eksempler på den uenighed om situationen ved den sydlige grænse, som har splittet den allerede polariserede amerikanske nation yderligere.
Taler vi om en humanitær krise med titusindvis af centralamerikanske migranter ophobet ved den mexicansk-amerikanske grænse? Eller udgør migranterne en fare for nationens sikkerhed? som præsident Trump fremfører i sin argumentation for at få opført en fysisk barriere ved grænsen, enten i form af en mur eller et hegn.
Trumps krav om en bevilling på 5,7 milliarder dollar til en skærpet grænsekontrol, blandt andet til opførelse af muren, afvises af Demokraternes flertal i Repræsentanternes Hus. Præsidenten vil omvendt ikke godkende et nyt statsbudget, hvis det ikke indeholder penge til muren.
Striden har ført til den længstvarende lukning nogensinde af dele af den amerikanske administration. Trump lufter fortsat muligheden for at erklære landet i undtagelsestilstand, mens Demokraterne, med Husets formand, Nancy Pelosi, i spidsen, truer med sagsanlæg, hvis han gør alvor af truslen.
Frisk vand og bønner
Også internt blandt folk i Arivaca er der uenighed om situationen ved grænsen. En lokal gruppe ved navn No More Deaths har lagt dunke med frisk vand og dåser med bønner ud i en lysning dybt inde i bjerglandskabet. »Til de stærke mennesker, der vandrer til et nyt hjem. Vi elsker jer, føler med jer og ønsker jer frihed,« står der skrevet på spansk på vanddunkene.
Gruppens mission er at støtte immigranterne på deres færd til Amerika, men her i området er al illegal færden over grænsen styret af de mexicanske karteller, og grænseoverløberne har først og fremmest narkotika og ikke asylansøgninger med i bagagen, forklarer Foley.
Han og hans mænd har adskillige gange fundet bønnerester og vanddunke på den nærmeste bjergtop, hvor kartellernes spejdere har en af deres faste udkigsposter, og der er stort set aldrig hverken kvinder eller børn blandt den enorme illegale trafik, de observerer, uddyber han.
No More Deaths-gruppen er blinde over for, hvad der virkelig foregår i denne del af grænseområdet, mener Foley, mens den humanitære gruppe mener, AZBR overdriver problemets omfang og er drevet af racisme.
Foley og hans mænd har base på Arizona-rancheren Jim Chiltons land. »Tak for det, I gør!« råber han, mens han vinker ud ad vinduet og letter på sin cowboyhat, da han passerer gruppen i sin store hvide pickuptruck på vej ned for at tjekke sin vandforsyning. Området, AZBR patruljerer, har Chilton lejet af myndighederne til at lade sit kvæg græsse på. 20.000 hektar i alt, omgivet af mere bjergland, lejet af andre ranchere, klos op ad den internationale grænse.
»Selv en 80-årig kan komme igennem her,« siger den hvidhårede rancher og demonstrerer sin påstand ved at svinge ben og cowboystøvler over det en meter høje pigtrådshegn for bagefter at klatre ubesværet under de to tynde tråde. »Hvad vi har brug for, er en mur og en grænsepatrulje til stede ved grænsen døgnet rundt.«
Den nærmeste grænsepatruljebase er placeret i byen Tucson over 100 kilometer fra grænsen. Grænsepatruljen har otte timers-vagter og kan stort set kun nå at køre ned til grænsen, før de skal tilbage igen, forklarer rancheren. De kommer sjældent længere end til enden af grusvejene, hvorfra de sidste kilometers vej ned til grænsen løber gennem svært stenet og bakket terræn. Det er her, AZBR patruljerer.
Ved indgangen til Chiltons hus ti kilometer længere oppe i landet ligger rækker af tæppesko, som rancheren har fundet i løbet af årene. Indenfor på spisebordet står en computerskærm og afspiller hans og Foleys overvågningsvideoer fra området.
Narkosmuglere
Timer efter timer med rækker af primært yngre mænd i camouflagetøj, tæppesko og med sorte vanddunke, krydsende gennem landet i dagslys såvel som måneskin. Der er typisk 10 til 20 mænd i hver gruppe, forreste mand er ofte bevæbnet, og alle er udstyret med store rygsække, der hver – ifølge hvad Chilton og Foley siger – indeholder mellem 20 og 30 kilo narkotika og læsses af på nøje aftalte lokationer op til to gange dagligt.
Størstedelen af smuglergodset er marihuana, men i takt med at flere og flere amerikanske stater legaliserer salg af marihuana, stiger mængden af indsmuglet metamfetamin, heroin og fentanyl, et stof, som er 50 gange mere potent end heroin.
Ifølge USAs Nationale Center for Stofmisbrug døde 72.000 amerikanere af en overdosis i 2017, svarende til 200 personer om dagen, og landets stofmisbrugsproblem kaldes officielt en epidemi.
»Vi har en humanitær krise og et nationalt sikkerhedsproblem. Vores børn dør hver dag landet over af overdoser forårsaget af de stoffer, der smugles over grænsen. Det er umoralsk ikke at gøre noget ved problemet,« mener Chilton.
Ligesom Fran Malafronte tror han gerne på, at størstedelen af de illegale stoffer smugles gennem de officielle grænseovergange, men han mener ikke, at det kan bruges som argument til at ignorere den travle trafik hen over grænsen i Arivaca.
Beskyldningerne for racisme er spild af tid overhovedet at diskutere, siger han. Hans kone gennem 55 år, Sue, har undervist latinamerikanske immigranter i engelsk i årtier, hans søn er gift med en asiat, og på hans ranch har han ansat flere cowboys med mexicansk baggrund.
Brutale karteller
Chilton har gennem årene oplevet kartellernes brutalitet på nært hold. Da han for et par år siden fandt fire rygsække fyldt med narkotika efterladt på sin jord, var han i syv sind. Hans første instinkt var at ringe og melde det til grænsepatruljen, men da en rancher-kollega reagerede på samme måde fem år forinden, blev han fundet død dagen efter. Det samme gentog sig kort efter for en anden rancher på egnen.
Chilton tog i stedet sin bil og kørte rundt for at finde en grænsepatrulje, han kunne viderebringe oplysningerne til ansigt til ansigt for dermed at undgå at lægge digitale spor. Men efter timers kørsel i grænselandet var han stadig ikke stødt på en eneste patruljebil. Til sidst kørte han hjem og ringede til en grænsepatrulje to sektorer væk og bad dem viderebringe informationerne til det rette kontor. I flere måneder derefter var Chilton opmærksom på kun at opholde sig på steder i sit hus, hvor han ikke kunne ses fra vinduet, af frygt for kartellernes hævn.
I sommer blev en grænsekontrol-agent skudt, da han forsøgte at stoppe en gruppe smuglere på vej nordpå gennem bjergene, og historierne om henrettelser på åben gade, der kan relateres til kartellernes smugleraktivitet, er mange i området.
Chilton har i mere end et årti talt for en mur ved landets sydlige grænse og var derfor begejstret, da Trump gjorde opførelsen af muren til en essentiel del af sin valgkamp. Præsidenten handler helt rigtigt, når han holder fast i sit krav om muren – også selv om det så koster en delvis nedlukning af administrationen, mener Chilton.
I sidste uge blev han landskendt, da Trump inviterede ham op på scenen foran verdenspressens rullende kameraer til landmændenes årlige nationale konference i New Orleans. »Mr. President, we need a wall!« lød Chiltons åbningsreplik, efterfulgt af en langvarig, stående applaus fra salens 7.000 tilskuere.
Men en mur er ikke nok, understreger Chilton. Med til en sikring af grænsen hører også tilstedeværelse af en grænsepatrulje døgnet rundt.
I løbet af de seneste uger er syv underjordiske tunneller blevet fundet i Arizona, gravet under grænsen fra Mexico til den vestlige sydstat i områder med langt mere omfangsrig grænseafspærring end pigtråden i Arivaca og brugt til smugling af både narkotika og personer. I sidste uge meldte 376 illegale immigranter sig selv til grænsepatruljen i byen Yuma i det vestlige Arizona efter at have krydset grænsen under jorden.
Tager migranterne jobs?
Tilbage i Van Horn minder Malafronte om, at langt de fleste immigranter er på flugt fra krige og konflikter i deres hjemland og oftest tager de jobs, som amerikanerne alligevel ikke selv gider have.
»Kvinder og børn flygter fra forfærdelige forhold. Skal vi bare lukke af for dem?« spørger hun retorisk. »Folkene på Mayflower (skib, der i 1620 transporterede de første engelske migranter til Amerika, red.) havde heller ikke noget visum. Vores land er bygget på immigration.«
På en restaurant lidt nede ad vejen fra rådhuset giver ejeren, Jose Chuy, byrådssekretæren ret. Han er født og opvokset i Van Horn og har altid kunnet gå ubesværet frem og tilbage hen over grænsen for at besøge sin familie på den mexicanske side. Den anden vej er der, så længe tilbage han kan huske, kommet mexicanere, som fredeligt har søgt arbejde i Van Horn og omegn, altid uden problemer. Der har været plads til alle, fortæller restauratøren.
Foley er af en anden opfattelse. Efter en kortere karriere i det amerikanske militær arbejdede han i Californiens byggebranche, fortæller han en aften ved basens bålplads, hvor mændene samles efter dagens patrulje. Her oplevede han, hvordan illegale immigranter undergravede arbejdsmarkedet ved at arbejde til underbetaling og uden problemer kunne vende tilbage til arbejdspladsen med nyt navn og ID efter at være blevet taget af myndighederne for at have falsk arbejdstilladelse.
»Problemet er, at lønningerne går ned, og huslejen går op i en grad, så du ikke længere har råd til at bo her. Illegale immigranter kommer til landet og søger om asyl og får med det samme sygesikring, boligstøtte og hjælp til uddannelse betalt af vores skattepenge, mens jeg arbejder røven ud af bukserne og skal betale alting selv.«
De andre mænd i gruppen nikker genkendende til hans historier og ved, at der er masser af amerikanere derude, der deler deres holdninger.
Lorenzo Mirello blev del af AZBR for tre år siden. »Her var endelig nogen, der ikke bare sad og brokkede sig, men faktisk kom op af sofaen og gjorde noget ved problemerne,« siger han om sit indtryk efter det første møde med gruppen.
Han er siden flyttet fra sit hjem i Californien til Arivaca og tager ubetalt orlov fra sit arbejde på Tucsons sygehus for at være med på AZBRs månedlige patruljer.
På sygehuset bliver han hver dag mindet om den enorme splittelse i befolkningen. »Det er en mærkelig situation, vi står i lige nu. Folk tror på, hvad end deres politiske parti siger. Mine patienter beder mig tit tænde fjernsynet for dem, og jeg ved præcis, hvilken side de er på, ud fra hvilken kanal de beder mig slå over på. CNN på den ene fløj, FOX News på den anden og så videre.«
»Det er ikke bare noget, venstrefløjen siger, når de taler om, at der ikke er nogen krise ved grænsen. De tror virkelig på det. Og det samme gælder os. Om landet er i en undtagelsestilstand, kommer an på, hvem du spørger. Det er ikke en akut krise som under en naturkatastrofe. Men det er en krise, der med tiden vil gå ud af proportioner, hvis vi ikke gør noget.«
Undtagelsestilstand?
Men lige netop diskussionen om, hvorvidt landet befinder sig i en undtagelsestilstand eller ej, mener byrådssekretær Malafronte fra Van Horn er bevis på, at Trump bluffer.
»Du kender en nødsituation, når du ser den. Så kan du ikke sidde og diskutere, om du skal erklære undtagelsestilstand eller ej. Hvis der virkelig var en krise, ville El Paso være den farligste by i landet,« fortsætter hun med henvisning til grænsebyen i Texas, nabo til Ciudad Juarez, en af Mexicos mest berygtede og voldelige byer. Til trods for sin vilde nabo blev El Paso forrige år kåret som den næstsikreste by i Amerika.
»Hvilke byer er de farligste? Detroit! Chicago! Hvilke lande grænser de op til?« spørger Malafronte retorisk.
I modsætning til Arivaca er grænsen til Mexico i El Paso delt af et højt stålhegn, bygget under præsident George W. Bush og videreudviklet af præsident Obama. Dét er årsagen til, at El Paso er så sikker, argumenterer Jim og Sue Chilton og tilføjer, at grunden til, at El Paso har en mur, og Arivaca ligger åben, er antallet af stemmer. »Der er over en million vælgere i El Paso. Herude er vi kun et par hundrede. Hvem ville du som politiker helst bruge penge på at please?« spørger Sue.
Malafronte holder fast ved, at muren er overflødig: »Efterspørgslen på stoffer i USA er enorm. Det er derfor, der er et marked. Brug pengene på at løse Amerikas misbrugsproblem i stedet for. Det her land er ikke så great, at der ikke er noget bedre end en mur, vi kan bruge penge på. Skoler og sygehuse, for eksempel.«
Foley tror ikke på, at der nogensinde bliver bygget en mur på Chiltons jord. Ikke fordi det er umuligt, men fordi det svære terræn vil gøre det for dyrt og besværligt.
Han har i stedet foreslået Tucsons told- og grænsekontrol at oprette en permanent station på Chiltons jord og at hyre ham og hans mænd som private grænse-entreprenører, i samme stil som militæret benytter såkaldte contractors. Men hverken grænsemyndighederne eller grænseagenternes fagforening synes at være vilde med ideen.
I Van Horn råder Malafronte Chilton til at bygge sin egen mur, hvis problemet virkelig er så alvorligt. Men fordi Chilton har lejet sin jord af det offentlige, er det ikke en mulighed, men vil få ham anholdt ved første spadestik, forklarer rancheren.
Efter hans overbevisning afhænger spørgsmålet om grænsemuren helt af, om Trump bliver genvalgt i 2020. Selv hvis Trump får sin plan om en grænsemur igennem, vil den blive annulleret, hvis en ny demokratisk præsident bliver valgt, forudser han.
