Surrealisten Salvador Dalis yndlings­historie: »En ung englænder, tjenst­gørende i Indien, hørte en dag et dyr klage sig inde i junglen. Det var en elefant­unge, der havde fået sin snabel i klemme i et kløftet træ. Englænderen løftede forsigtigt den lille snabel fri. Et rødt, men ikke ulægeligt sår blottedes. Elefanten havde kræfter nok til at lægge sin læderede snabel kærtegnende om skuldrene på sin rednings­mand. Så forsvandt den glad trompeterende ind i junglen. Næsten en menneske­alder efter så englænderen, der nu nød sit otium i hjem­byen Birmingham, en plakat: Cirkus med indiske elefanter. Han sikrede sig billet lige ved manege­kanten. Ind kom en række udklædte elefanter. Forrest en meget gammel han. På dens snabel lyste et hvidt ar op. Ved synet af englænderen styrede den store elefant lige løs på den gamle mand, greb ham om skuldrene med snabelen og knuste englænderens hoved mod manege­kanten. Det var ikke den samme elefant.«

Manege­kanten har vi ellers opfattet som det rette skel mellem de nydende og de ydende. Det er der i inder­cirklen, at alt står på spil. Det er hos de perifere, at alt bare er tids­fordriv. Lad os lige dvæle ved elefantens rolle. Nu har lovgivningen forbudt cirkuselefanter, efter at decideret vilde dyr som tigre og løver for længst har måttet fortrække. Men De bevarer måske erindringen om en sindig elefant, der passerer Dem i et cirkus og sender Dem et svimlende afgrunds­dybt blik, som synes at rumme klog­skab, vemod og uerstattelig erindring. Det har ingen godt af at opleve.