Margaret Atwood: The Testaments. 432 sider. 179,95 kr. på saxo.com. Vintage.

Dragterne er røde, de lampeskærmsbrede kyser er hvide og stemningen dyster. Kvinderne står tavse i snorlige rækker med sænket blik. Men disse kvinder er ikke tjenerinder i Gilead, rædselsteokratiet som Margaret Atwood første gang beskrev i romanen Tjenerindens fortælling fra 1985. Ej heller er de statister i filmatiseringen fra 1990, sangere i den danske operafortolkning fra 2000, dansere i den canadiske balletversion, som havde premiere i 2018, eller medvirkende i Hulus tv-serie over romanen, der har rullet over skærmen siden 2017, og hvorfra den nu ikoniske udgave af tjenerindedragten stammer. Stedet er Belfast, året 2018, og kvinderne demonstrerer for fri abort. I marts 2017 marcherede en gruppe rød- og hvidklædte kvinder første gang ind på protestscenen i Texas. Siden har feminister over hele verden taget den fiktive dragt til sig som et symbol på faktisk undertrykkelse.