Lige over nytår 1977 slog jeg op med min kæreste. Ikke fordi jeg var holdt op med at elske hende – hvis det var det, jeg gjorde, i den alder er alting så sært amorft – men fordi jeg under ingen omstændigheder ville samme vej som hende. Den slagne vej. Hun ville have en uddannelse, hun ville have børn, hun ville have hus, hun ville have bil, hun ville have hund, hun ville have pensionsopsparing, hun troede på Gud og brød sig ikke synderligt om David Bowie. Hun insisterede på tæt tosomhed, på bekostning af næsten alt andet. Hende og mig – mig og hende – mod rosset – mod verden.

Jeg vidste ikke, hvad jeg ville. Kun at hendes mål og ønsker ikke var mine. Jeg læste Baudelaire og Rimbaud, poètes maudits, så upassende opførsel, storslået poesi og intens forstyrrelse af alle sanser var på tapetet. Jeg ville være digter!!! Jeg læste Jack Kerouac og Allen Ginsberg, så tætte venskaber, endeløse samtaler, overdreven begejstring, metervis af skrift og spontane rejser lå i kortene. Jeg ville være beat! Jeg lyttede til Nico, John Cale, Lou Reed og David Bowie, så røg, druk, klubber, høj musik, sene nætter, promiskuitet og dårlig opførsel, ja tak. Jeg ville være rockstjerne! Narkovrag! Horebuk! Nå ja, og skuespiller, hvis svinene tilbød mig en ordentlig rolle.