TOKYO – Når sneen falder i de øde bjerge ved den japanske by Niino, samles folk omkring en lille shinto-helligdom for at deltage i en tredages »snefestival«. Her kan de frysende fremmødte, i røgen fra et konstant brændende bål af vådt træ, iagttage en gruppe mænd danse med helligdommens sjæle i håbet om at fremskynde foråret og få en god høst i den kommende sommer. Det fortsætter hele natten. På et tidspunkt i løbet af aftenen giver publikum op, men de dansende mænd holder humøret højt med konstant musik og dans. Det udmattende ritual udføres igen de følgende nætter, og hver danser har påtaget sig det ærefulde ansvar at gentage det udmattende ritual de kommende fire år. Et løfte, som der efter sigende ikke er en eneste, der i festivalens 750 års historie nogensinde har brudt.

Når man stiller op til den slags, må man være nærmest fanatisk religiøs, vil mange vesterlændinge tænke. Men nej, siger den danske religionshistoriker Esben Petersen, som i de sidste tre år har forsket i japaneres religiøsitet ved Nanzan-universitetet i storbyen Nagoya.