Frikvarter. Professor Johnny Kondrup lader den litteraturvidenskabelige metodik ligge til fordel for en begejstret beretning om 100 års skandinaviske forførelsesfortællinger.
Led os ind i fristelse
Johnny Kondrup: Bjergtaget. Illusion og forførelse fra Søren Kierkegaard til Karen Blixen. 304 sider. 300 kr. Forlaget Wunderbuch.
Havde Eva ikke i sin tid ladet sig forføre af slangen, så havde vi nok stadig befundet os i Paradis. Ja, havde slangens sleske hvisken ikke i sin tid vakt en uskyldig ung kvindes bevidsthed om egne handlemuligheder, så havde vi, hendes knap så uskyldige efterkommere, nok stadig befundet os i hin forunderlige have, hvor intet sker, og alt i al evighed er det samme. Så tak, Eva, for dit samtykke. Og tak, slange, for din sleskhed. Uden jer ville vi aldrig have fået set hverken Noas ark eller Babelstårnet. Og uden jer ville vi aldrig havde kunnet læse professor Johnny Kondrups netop udkomne og i sig selv ganske forførende essaysamling, Bjergtaget.