Kommentar. Var de 13 partilederes »playliste« virkelig det eneste, en kulturinteresseret vælger fik at forholde sig til forud for sidste folketingsvalg. Det så sådan ud.
I en sporvogn i Wien
Pernille Skipper fra Enhedslisten er en poptøs. Hvilken slags popmusik hun hører, er ikke så vigtigt for hende. Det vigtige er, at hun har det sjovt med sine venner. Pernille Vermund fra Nye Borgerlige er derimod til hård rock og til den slags musik hendes delesøn kan lide. Den hører hun i de uger, hvor sønnen er hos sin far, og hun savner ham. Hvad angår Isabella Arendt fra Kristendemokraterne, er hun overraskende nok ikke til gospel. Det skulle man da ellers tro. Hvis nogen burde kunne lide halleluja-kor, burde det da være de erklæret kristne, ikke sandt? Men nej, den unge politiker foretrækker faktisk en musikstil, hun kalder girlpower i stiletter.
Alt dette læste jeg på min iPhone i en sporvogn i Wien en sen eftermiddag i foråret i år, mens jeg selv var på vej ind til en smuk gammel koncertsal i den indre by, hvor et berømt ensemble samme aften skulle spille to af Ludwig van Beethovens sene strygekvartetter. En uges tid senere skulle der være folketingsvalg i Danmark, og jeg, den kulturinteresserede udlandsdansker, ville naturligvis gerne vide lidt om de opstillingsberettigede partiers kulturpolitik. Hvad mente partierne om de kommunale biblioteker, musikskolerne og egnsteatrene i mit elskede fædreland? Hvad mente de om Den kongelige opera og den ditto ballet? Og var der visse former for litteratur og kunst, de foretrak, og andre, de helst ville være foruden? Det ville jeg gerne vide lidt om, inden jeg om en uges tid skulle gøre min borgerpligt og sætte mit kryds.
Del: