KRONIK. Det er en myte, at tykhed var smukt i gamle dage. I Vesten har man altid dyrket det tynde kropsideal.

Vestligt had til tykke

 

Dina Amlund, cand.mag. i moderne kulturhistorie, tykaktivist og koordinator i FedFront

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt, at tykhed var OK i »gamle dage«. I tider, hvor fødevarer var knappe, og de fleste arbejdede hårdt i markerne, var tyk den ideelle måde at have en krop. En lærer fik alle i min gymnasieklasse til at grine meget højt ved næsten at råbe, at i 1600-tallet var det ultimative skønhedsideal flommefede kvinder med røve så brede som ladeporte. Myten om, at det var acceptabelt, endog ideelt, at være tyk i gamle dage, er en meget sejlivet myte.

Tyndhed med lidt forskellig størrelsesvariation fra de allermest spinkle kroppe til minimal buttethed har været den rigtige krop med forskellige begrundelser som æstetik, sundhed, intelligens, moral og værdighed gennem hele den vestlige kulturs historie. Ingen tidsperioder undtaget.

I det 20., 19. og 18. århundrede var tyndhed idealet for både mænd og kvinder med den meget tynde talje i fokus. Der er i dag en idé om, at tykhed var tilladt og endda ideelt i den første halvdel af det 18., det 17. og 16. århundrede. Men det var det ikke. En anelse mindre forbudt, måske, men ikke tilladt. Længere tilbage, i Middelalderen, var fråseri og dovenskab – som jo altid er mærkater, man har sat på tykke mennesker – to af de syv dødssynder, og man syede lameller ind i tøjet for at stramme kroppen ind. I det antikke Grækenland såvel som i Renæssancen regerede kropsidealet med de meget slanke og muskuløse kroppe med funktion som velbyggede maskiner.

Den konstante gentagelse af »tyk i gamle dage« forstås af nogle mennesker som alle perioder forud for vores egen. Men for det meste er det forstået mere specifikt i barokperioden fra 1600 til 1750, og mange vil også mene tiden op til barokken. Hvis man går på Statens Museum for Kunst på udkig efter tykke mennesker i kunsten, vil man finde to barokmalerier med nøgne kvinder, et portræt fra 1700-tallet, en skulptur fra 1924 og et Kvium-maleri fra 1986. That’s all, folks!

Begrebet »Rubenesque« forvirrer. Det bruges i samtidens sprog om tykke kvinder. Peter Paul Rubens (1577-1640) malede kvinder, som ligner Kate Winslet og Drew Barrymore. De er ikke lige så spinkle som Keira Knightley, men de er heller ikke tykke.

The Judgement of Paris, malet af Rubens i 1638-39, er et meget vigtigt bevismateriale for, hvad der blev regnet for skønt. Det er den berømte fortælling om prins Paris, som skulle vælge, hvem af de tre smukke gudinder, Athene, Hera og Afrodite, som var den allersmukkeste, og give hende et æble.

Læs også om, at intuitiv spisning varsler et opgør med kalorieregnskaber og restriktioner på kosten som vejen til en slank krop: »Autentisk sult«

Når Rubens skal male de tre smukkeste gudinder, vælger han naturligvis de kroppe, som er dem, folk mener er de mest perfekte. Og det var altså tre slanke modeller, som ville kunne købe tøj i en hvilken som helst tøjbutik idag, som ikke sælger plussizetøj. De tre afklædte gudinder på det berømte maleri har absolut normative kroppe, slanke arme og ben, flade maver og faste bryster. Lidt blødere over hele kroppen end Twiggy var, men ikke mere. Det er et klassisk barokmaleri med et par småbørn med englevinger og basunkinder og et par muskuløse mænd, den ene af dem er prins Paris med sit æble. Rubens har malet dette motiv flere gange, og malerierne varierer ikke i forhold til modellernes størrelse.

Fordi vi har fået fortalt gang på gang, at kunsthistorien bugner af tykhed, kræver det lige et ekstra kig for at vænne øjnene og hjernen til at se, at det er slanke mennesker. Det er så svært at afkode den fortælling, at selv faglitteratur fra nutiden – som beskæftiger sig med at kortlægge de skadelige psykologiske indvirkninger på tykke mennesker, der udsættes for diskrimination og mobning – eller fysiologisk forskning – der beviser, at myterne omkring tykhed og usundhed er stærkt overdrevne og i stort omfang usande – vælger Rubens billeder som forsider på deres bøger om tykhed.

Der er masser af karikaturer i billedkunsten og litteraturen gennem hele Vestens historie – også i 1500-, 1600- og 1700-tallet, som er den periode, der forbindes med dyrkelsen af tykhed. I romanen Don Quixote, skrevet af Cervantes (første del udgivet i 1605), kan man se, at selve grundfortællingen er tykfobisk; Don Quixote er fra forstanden og slår følgeskab med Sancho Panza, en tyk og ildelugtende person, som er længe om at opdage, at noget ikke er helt, som det skal være. Denne komiske karakter skal naturligvis være en tyk mand, fordi det dengang, ligesom i dag, regnes for latterligt at være tyk. Og det kræver en person, som er fra forstanden, at ville rejse med en så abominabel tyksak. En fra forstanden og en tyk – det er det par, der kan komme ud på den absurde færd, de er på.

Shakespeare er også fuld af tykfobi: Tykhed bruges som comic relief i hans tragedier. Et eksempel på tykfobi, der anvendes som komik i en tragedie, er i King Henry IV fra 1597: Falstaff siger »There lives not three good men unhanged in England, and one of them is fat«. Så altså kun én god mand – da der er færre end tre, og den ene er tyk. Falstaff selv er tyk og kommer med en masse fatjokes. Han var en publikumsfavorit og dukkede op i tre tragedier og i komedien The Merry Wives of Windsor i 1602. Der er ikke fra dette til Hollywood-film i dag, som bruger de tykke karakterer til selv at levere de fleste fatjokes.

I den hollandske guldalder – hvor de yndige kvinder er en anelse mindre tynde end i senere og tidligere tider, men stadig tynde – kan man finde en del karikaturmalerier af tykke mennesker. Flere af dem er udstillet på museerne i Amsterdam, eksempelvis The Ugly Duchess, som også går under navnet A Grotesque Old Woman.

I 1863 beskrev doktor Banting, en britisk læge, hvordan tykke mennesker bliver latterliggjort til sociale sammenkomster, og hvor svært det er for dem at opnå højere status. Og han opfordrede derfor alle tykke mennesker til at tabe sig og dermed få mere social status – i stedet for at ville ændre på de forhold.

Det er ikke et nyt fænomen, at samfundet diskriminerer tykke mennesker af forskellige årsager, for eksempel Gud, æstetik, status eller – som vi ser i dag – med en normativ beskrivelse af sundhed.

Den tykfobiske gentagelse, at tykhed var tilladt og tilbedt i tidligere tider, gør tykke mennesker til et forældet fænomen, fra dengang sund fornuft ikke regerede, da folk troede på alle mulige mærkelige og ulogiske ting. I det lys ses vi som fortidens spøgelser sammen med andre kuriositeter og vederstyggeligheder, som folk er taknemmelige for at være foruden i disse moderne dage – eller rettere: som de burde være foruden i vore tider med oplysning, viden og sund fornuft.

De originale Rubens-modeller er ikke tykke, men det er Rubenesque-kvinder i vores samtids sprog. Det er rigtigt, at Rubens kvinder ser lidt blødere ud, end modellerne i modebladene. Jeg tror også, at det er denne lille mængde kropsfedt hos Rubens – og andre maleres modeller af denne tid – som kan have været en af de medvirkende faktorer til navnet på Barokken. Barok betyder mærkelig eller sær. Perioden er ikke navngivet af tidens egne filosofiske og kulturelle ledere, men givet som et nedladende navn i efterfølgende tider, som fandt barokperioden forkert og grim. Hvis det er tilfældet, vil der naturligvis være tale om en intensiveret frygt og væmmelse ved tykke kroppe i tiderne efter.

Der eksisterer malerier af mennesker, der er lidt større end kvinderne på dette maleri. Eksempelvis Rubens Bacchus, den romerske gud for vin og beruselse. Det er ikke nok, at der eksisterer malerier af tykke mennesker – det kan ikke regnes som bevismateriale for, at tykhed var ideelt. Der er også billeder af tykke mennesker i dag, og om 400 år kan de ikke bruges som bevis på, at det var acceptabelt eller endda ideelt at være tyk i 2019.

Hvis man følger diverse tykpositive profiler på sociale medier, vil man se, at de deler kunst med ikke-tynde modeller og gamle fotos af tykke personer fra menneskeudstillinger og freakshows som bevis på, at man godt kunne lide de tykke i gamle dage. Men at tykke indgik i menneskeudstillinger, er naturligvis et bevis på, at det ikke ansås som normalt at være tyk. De skulle udstilles og latterliggøres.

Da jeg for ti år siden gik på jagt efter alle disse tilbedte tykke i kunst- og kulturhistorien, stødte jeg i stedet på en masse tykfobi. Karikaturer, ældgamle slankekure, en vestlig modehistorie, som er fuld beklædningsstykker, som skal indsnøre og sammenklemme kroppen, så den ser mindre ud – f.eks. de skræmmende metalkorsætter lavet af jern eller stål.

Nu har en amerikansk historiker, Sabrina Strings, skrevet bogen Fearing the Black Body – The Racial Origins of Fatphobia. Hun har forsket i, hvordan væmmelsen og hadet til tykhed blev brugt i datidens racevidenskab, hvordan beskrivelsen af tykke kroppe, madglæde, primitivitet og race blev kædet sammen, ligesom det i stort omfang i protestantismen blev en måde at tjene Gud at være slank og mådeholdig.

Tykfobi, at væmmes ved og frygte tykhed, er en lige så integreret del af den vestlige kultur som racisme og andre opdelinger af mennesker i hierarkier. Derfor ligger det latent i alle at hade tykhed, og det er uendeligt svært at se tykheden i et nyt lys, hvor tykke mennesker ikke regnes som fejl, men som variationer af menneskeheden. Jeg glæder mig til, at Strings bog med nye argumenter indfinder sig i min postkasse – for som I alle kan se: Rubens kvinder var ikke Rubenesque.

 

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også om, at tvangsoverspisning er den mest udbredte spiseforstyrrelse, men fænomenet har længe været misforstået og overset: »Skyggespiserne«