Hvis man vil se noget velkendt med friske øjne, skal man kigge på det fra et nyt perspektiv. Set fra for eksempel jødisk kultur viser mange helt indlysende sider af vestlig kultur sig at være bare én mulig måde at arrangere sig på. Dén øvelse har Daniel Boyarin foretaget i praktisk taget alle sine bøger. Han er professor i Talmud og talmudisk kultur ved University of California, Berkeley, og umiddelbart kunne det lyde som et lille og støvet forskningsfelt. Talmud er den jødiske kulturs absolutte hovedværk efter Bibelen, et gigantisk og altomfattende værk, som tog form for mere end 1500 år siden blandt jøderne i datidens Persien, og som siden har været det vigtigste pensum for jødiske intellektuelle frem til moderne tid. Igennem sin lange karriere har Daniel Boyarin elegant og ofte provokerende udnyttet sit felt til at kaste nyt lys over blafrende store begreber som køn, seksualitet, religion, nationalstat og diaspora, med udgangspunkt i netop outsiderens blik på den dominerende kultur.

Sommeren har han tilbragt i Hamborg, nu er han på et kort besøg i Aarhus for ved et seminar at diskutere begrebet »jødedom«, som han i sin seneste bog påviser er en meget ny opfindelse. Det var først med den moderne nationalstats tilbud til jøder om at blive fuldgyldige borgere, at de fik brug for at definere sig selv som en religiøs minoritet; indtil da var de, demonstrerer Boyarin indgående i Judaism: The Genealogy of Modern Notion, noget ganske andet. En altomfattende kultur, en civilisation, måske en slags verdensomspændende nation? Han kæmper stadig med at finde det rette udtryk, som kan indfange det. Han er overbevist om, at jødisk kultur er i sit rette element, når den befinder sig i diaspora, udspredt mellem de andre folk, og at det ikke er en fordel at have en jødisk nationalstat som Israel. Og han skriver på en bog om, hvordan vores nationalstater burde genopstå som en ny type samfund og fællesskaber, løsnet fra kravene om fælles etnicitet som det bærende; igen stærkt inspireret af netop den jødiske erfaring med diaspora. Får han negative reaktioner på det? spørger jeg. Han trækker på skulderen. »Jeg er hverken på Twitter eller Facebook, og som fastansat professor ved Berkeley er jeg i en meget privilegeret situation. Så hvad kan de gøre mig?«