Da Ulf Kristersson i oktober 2017 blev valgt som ny partiformand for det liberalkonservative Moderaterna, fik den borgerlige opposition i Sverige dermed ny leder. Sverige fik også et nyt slagord. For i sin tiltrædelsestale understregede Kristersson: »Det behövs vuxna i rummet.« Der er brug for, at der er voksne til stede.

Nu skulle den behjertede, men naive løsagtighed i svensk politik – i flygtningepolitikken, integrationen, retspolitikken, den økonomiske politik – afløses af voksen moderation, understregede den nyslåede partileder.