Udogse. Gunver Lystbæk Vestergård opruller med indsigt og stor formidlingsevne den fængslende historie om den tiltagende klodejagt hinsides solsystemet. Fjerne kloder fortjener ...

Interplane­tarisk udbredelse

Interplane­tarisk udbredelse

Gunver Lystbæk Vestergård: Fjerne kloder – Historien om opdagelsen af exoplaneter og jagten på verdener som vores. 293 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

Det er et af de største – et af de mest eksistentielle – spørgsmål, der findes, og folk og forskere har stillet det i århundreder: Er der liv derude?

I de senere år er spørgsmålet ovenikøbet blevet væsentligt mere påtrængende, for ved hjælp af skarp­­sindige videnskabs­­folk og bane­brydende teknologi er det efterhånden lykkedes at identificere omkring 4.000 planeter uden for solsystemet – såkaldte exoplaneter. Og tallet er hastigt stigende. Der er med andre ord utallige kloder derude – efter alt at dømme endnu flere, end der er stjerner. Og en pæn klump af dem er »jordlignende«.

Læs også Gunver Lystbæks artikel om Fjerne Kloder: »Aldrig mere alene«

Tilmed er videnskaben begyndt at kunne zoome så meget ind på de forunderlige bolde billioner af kilometer ude i Mælkevejen, at man snart forventes at kunne måle, om der mon skulle være tegn på piblende og pruttende liv på enkelte af dem.

Hele denne svimlende historie – fra de første spæde teorier om exoplaneter til fremtidens forventede missioner med myriader af bitte­små mikrosatellitter mod klippeverdener lysår borte – bliver fornemt oprullet i en ny, populær­videnskabelig bog. Ja, man kan nærmest kalde den for en lys­stråle af en debut, og den er forfattet af videnskabs­journalist Gunver Lystbæk Vestergård, der er velkendt blandt Weekend­avisens læsere for sine indsigtsfulde artikler om især alt det over skyerne.

I Fjerne kloder folder hun imidlertid sin viden og astrobiologiske begejstring ud med et sådant schwung, at man som læser kun kan forbløffes over formidlingsevnen. Det har tæt på internationalt format – skrevet med overskud, humor og respektindgydende indsigt i et ungt, men eksplosivt voksende forskningsområde.

At så begejstringen til tider løber en smule af med forfatteren, er man næsten villig til at tilgive midt i fængslende skildringer, der tager læseren med fra Etiopien over Silicon Valley til kæmpeteleskoperne i Chiles Atacamaørken – og videre langt, langt hinsides Pluto.

En af bogens mange styrker er forfatterens stærke blik for videnskabshistorie og for de passionerede og ofte finurlige pionerer, der har bragt os stadigt nærmere exoplaneterne.

Den første, der for alvor drømte sig mod kloder om andre stjerner end Solen, var italieneren Giordano Bruno, som i år 1600 blev brændt af den katolske kirke for sin indædte tro på, at universet indeholder uendeligt mange stjerner med uendeligt mange beboede kloder. »Dermed blev han historiens første fortaler for exoplaneter,« fastslår Vestergård.

Mere end 300 år senere og dermed i en tids­alder, hvor mange forskere var begyndt at tro på, at man snart måtte kunne ane skyggen af de sagnomspundne exoplaneter, gik en næsten glemt dansk astronom på planetjagt fra et observatorium i USA.

Hans navn var Aage Strand, og i 1943 skrev han, at en observeret slingren i stjernen 61-Cygni næppe kunne forklares uden påvirkning fra en »mørk ledsager« – en stor planet. Hans opdagelse fik fyldig presseomtale, blandt andet i magasinet Time. Desværre har eftertidens langt mere præcise målinger ikke kunnet give ham ret. Der findes ingen »Strands Planet«. Ikke desto mindre kan man kalde ham for Danmarks første planetjæger.

I dag er »slingremetoden« et af de centrale midler, som astronomer anvender, når de søger at få stjerner til at sladre om deres omkring­farende planeter. For direkte observation af kloderne er fortsat praktisk taget umulig med nutidens teknologi.

Læs også Martin Krasniks interview med »Den sidste mand på Månen«

Alligevel har planetjægere med deres stadig mere sindrige målemetoder været i stand til at afsløre forbløffende mange detaljer om exo­planeter. I dag må vi erkende, at de eksisterer i en variation så ubegribelig, at de næsten får solsystemets kredsende verdener til at minde om strandsand i sammenligning. Der er kanonkugleplaneter, diamantplaneter, sneboldplaneter, vandplaneter, lavaplaneter – you name ’em.

Alt dette får Gunver Lystbæk Vestergård til – med tanke på exoplaneterne – at konkludere: »Vi kommer til at finde liv i rummet. Vi kommer til at finde det i lige så store mængder, som da amerikanske palæontologer i slutningen af 1800-tallet fyldte trækasse på trækasse med nye dinosaurarter.« Hun tilføjer endda, at intelligent liv formentlig har forsøgt at kontakte os, »men vi har ikke kunnet tyde deres signaler«.

Her synes begejstringen og spådommene (og den strenge videnskabelighed) at løbe en smule af med det i øvrigt tårnhøje talent i dansk videnskabs­formidling. Foreløbig ved vi kun, at vi er alene i universet – både som intelligensvæsner og som beboere på den eneste kendte klode med liv. Hvis vi skal gøre os håb om at finde liv på andre himmellegemer, kan man sagtens argumentere for, at chancen med vores nuværende formåen er størst ved at lede i de forbavsende voluminøse oceaner under Jupitermånen Europa og Saturnmånen Enceladus’ isdækkede overflader. Og dermed i vores eget planetariske nabolag.

Men som sagt: Det rokker ikke ved, at det er en stjernegod bog, Gunver Lystbæk Vestergård har bedrevet. Den fortjener interplanetarisk udbredelse.

Lars Henrik Aagaard er Berlingskes videnskabs­journalist og forfatter til flere fagbøger.

Læs også Gunver Lystbæks artikel om Fjerne Kloder: »Aldrig mere alene«

Side 42