Dario Fo: Dronning Kristina af Sverige. Tilfældigvis en kvinde. Oversat fra italiensk efter »Quasi per caso una donna. Cristina di Svezia« af Bent Holm, som også har skrevet efterord. 184 sider, ill. af forfatteren. 249 kr. Multivers.

Historien om den svenske dronning Kristina (1626-1689) har en stærk fascinationskraft, der har inspireret til utallige bøger, skuespil og film. Da hun i 1644 formelt tiltrådte som regent efter at have været under et formynderstyre siden faderens død i 1632, trådte hun for alvor i karakter og indrettede sit hof som et nordisk centrum for videnskab og forlystelser. Hun var stærkt optaget af humanistisk lærdom og inviterede blandt andre René Descartes til Stockholm.