Det stormomsuste blikkrucifiks

László Krasznahorkai: Satantango. Oversat fra ungarsk efter »Sátantángó« af Peter Eszterhás. 304 sider. 299 kr. Forlaget Sisyfos.

Er enhver vigtig fortælling et ekko af en anden vigtig fortælling? Og går visse litterære skikkelser igen fra værk til værk? Det har jeg en mistanke om. For eksempel forekommer den i dag 65-årige ungarer László Krasznahorkais absurdistiske debutroman, Satantango, fra 1985 mig at være et ekko af Samuel Becketts legendariske og lige så absurdistiske teaterstykke Mens vi venter på Godot fra 1953. Ligner de to tvetydige gavtyve Irimiás og Petrina i Satantango måske ikke til forveksling klovnene Vladimir og Estragon i Godot? Og er ungarerens roman måske ikke ligesom irerens stykke fuld af religiøse referencer, som vi, læserne og tilskuerne, aldrig rigtig ved, hvad vi skal stille op med: Er de blasfemiske eller alvorligt ment?