KRONIK. De sidste års reformer af blandt andet førtidspension, kontanthjælp og sygedagpenge ydmyger udsatte borgere og nedbryder den uarbejdsdygtige del af befolkningen.

Stop den strukturelle vold over for syge

Stop den strukturelle vold over for syge

​​

Lisbeth Riisager Henriksen, cand.mag. og forfatter.

Dagligt bliver jeg bekendtgjort med eksempler på den nedværdigende social- og beskæftigelsespolitik, som er blevet ført her til lands, siden Mette Frederiksen (S) var beskæftigelsesminister og Karen Hækkerup (S) social- og integrationsminister i Helle Thorning-Schmidts (S) første regering i 2011-2014. Denne politik indebar reformer af førtidspension og fleksjob samt kontanthjælp, sygedagpenge og klagesystem og blev under efterfølgende regeringer udvidet med reformen af refusionssystemet og en ny reform af kontanthjælpen.

I løbet af disse mange år har vi set titusindvis af eksempler på uværdig og umenneskelig behandling af mennesker, alene af den grund at de er blevet syge eller på anden vis har fået funktionsnedsættelser, der nedsætter deres arbejdsevne.

Vi har set eksempler på, at kroniske patienter med mange alvorlige diagnoser trods uarbejdsdygtighed og lægeattester på alle deres sygdomme er blevet holdt hen i ressourceforløb i årevis, selvom alt allerede er forsøgt i forhold til at udvikle deres arbejdsevne. Nogle er så syge, at de er nødt til at have en seng med i ressourceforløbet eller kun kan arbejdsprøves fem minutter ad gangen. Nogle har nået at dø, mens de har været parkeret i ressourceforløb (tallet var i 2016 mindst 65 døde ifølge Nordjyske).

Ny forskning fra Københavns Universitet fra juli 2019 ved adjunkt Natasja Koitzsch Jensen bekræfter den tendens, at reformen af førtidspensionssystemet har resulteret i færre bevillinger af førtidspension, men ikke fastholdt flere på arbejdsmarkedet. Tværtimod er et større antal personer med helbredsproblemer endt på enten midlertidig understøttelse eller slet ingenting. Hvorfor har de ikke fået førtidspension allerede i første omgang?

Vi har set eksempler på alvorligt syge og uarbejdsdygtige, der er blevet visiteret til teoretiske minifleksjob på en-to timer, men som aldrig finder et job i virkelighedens verden, og som derfor overgår til kontanthjælp. Vi har set eksempler på fleksjobbere, der af arbejdsgiver og kommune er blevet vurderet til at have en langt mindre arbejdseffektivitet end den, de reelt leverer i deres fleksjob. Disse fleksjobbere snydes for løn, de burde have haft. Vi har set, hvordan fleksjobbere under ny ordning i sammenligning med den tidligere ordning mister op til 10.000 kr. om måneden i løn og tilskud som følge af reformen, selvom de udfører den samme type job som tidligere. Det er uretfærdigt og ulige behandling.

Vi har set, hvordan kontanthjælpsmodtagere efter Mette Frederiksens kontanthjælpsreform fra 2014 mistede kontanthjælp, hvis de havde en samlevende. »Samlevende« var ikke defineret præcist, så ingen kunne forsvare sig over for kommuner, der mente, at de var inkluderet i betegnelsen. Og vi har set, hvordan kontanthjælpsmodtagere efter Mette Frederiksens reform kom i nyttejob – en nedværdigende form for aktivering med det ene formål at ydmyge de pågældende.

Vi har set, hvordan sygedagpengemodtagere efter Mette Frederiksens sygedagpengereform fra 2014 har været presset hårdt efter de første 22 uger og bragt på anden og lavere ydelse herefter, selvom de slet ikke var færdigbehandlede og stadig uarbejdsdygtige, og selvom loven indeholder en række forlængelsesmuligheder.

Vi har endvidere set, at Jørn Neergaard Larsens (V) reform af kontanthjælpen fra 2016 (kontanthjælpsloft, 225 timers-regel), i samspil med ovennævnte reformer, har resulteret i langvarig parkering af mange varigt syge eller handicappede på kontanthjælp, selvom lovgiverne dengang pointerede, at de ikke skal være på kontanthjælp. Disse syge har ikke mulighed for at honorere beskæftigelseskravet og at flytte sig ud af den fattigdom, som følger af ydelsesloftet for boligsikring med videre. Omtrent 64.500 børn er som følge heraf ramt af relativ fattigdom, der betyder, at der ikke er råd til basal kost, medicin, tøj, betaling af boligudgifter og sociale aktiviteter. Jævnfør velkendt socialforskning er disse børn i risiko for at klare sig dårligere i livet end deres kammerater fra almindelige forhold.

Vi har herudover også set, hvordan Karen Hækkerups reform af det sociale klagesystem i 2013 med nedlæggelse af de sociale ankenævn betød, at Ankestyrelsen nu er den eneste klageinstans, og at den langt hen ad vejen er mere lovgivernes end borgernes tjener. Retssikkerhed på social- og beskæftigelsesområdet er en saga blot. Og vi har set, at Jørn Neergaard Larsens reform fra 2015 (med påvirkning af refusionerne helt tilbage til 2014) af den ordning, der regulerer statens refusioner til kommunerne af deres udgifter til offentlig forsørgelse, sammen med budgetloven og finanspagten, har presset kommunerne så meget økonomisk, at de tager mere hensyn til økonomi og måltal end til en saglig vurdering af borgerens individuelle situation.

Ud over de sygdomsramte selv er ovenstående igennem de seneste år bevidnet af en lang række læger, jurister, socialrådgivere, sociologer, fagforeningsfolk, patient- og handicapforeningsrepræsentanter, bisiddere og partsrepræsentanter. Eksempelvis har praktiserende læge og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin Anders Beich skrevet, at det er »... som om de mest syge blev idømt den strengest mulige straf – tidsubestemt sagsbehandling, invasion af privatheden af skiftende sagsbehandlere, mistænkeliggørelse og ingen kontinuitet eller fremdrift i deres sager. At blive bragt i en sådan situation af total uvished og udmattelse kan sammenlignes med elementer i avanceret psykisk tortur og vil kunne bringe enhver i tvivl om retten til at være til« (Politiken, oktober 2017).

Professor i socialret Kirsten Ketscher har påpeget, at retten til at være syg nærmest er afskaffet med sygedagpengereformens indførelse af ressourceforløbsydelse efter de første 22 ugers sygemelding, og at denne behandling af syge »... er på kollisionskurs med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod nedværdigende og ydmygende behandling« (Altinget, januar 2016).

Psykiatrifonden dokumenterer i en undersøgelse fra maj 2019 af sociolog Anne Marie Kaae, at sygemeldte bliver endnu mere syge og stressede af beskæftigelsessystemets behandling af dem, og at nogle endda får PTSD eller bliver selvmordstruede (se udførlig fremstilling i mit debatindlæg i Avisen Danmark, juni 2019).

Igennem denne lange tid har ministre, kommunalpolitikere og forvaltningschefer hele tiden påstået, at hensigten med lovgivningen og forvaltningen var god, og at de offentligt kendte tilfælde af umenneskelig behandling var rene undtagelser. Men hvor mange undtagelser skal der være, før man ikke længere kan betragte dem som undtagelser, men må konkludere, at selve systemet er råddent, og at der er tale om en strukturel forråelse, som gennemsyrer hele systemet? Hvordan kan man blive ved med at ignorere så alvorlig kritik?

Er sandheden ikke i virkeligheden den, at man udmærket fra øverste politiske side er klar over, at lovgivningen virker på den måde, og at økonomien langt hen ad vejen har forrang frem for hensynet til borgerne og deres retssikkerhed?

Er sandheden ikke, at de egentlige intentioner med lovgivningen netop var og er at ydmyge og nedbryde den uarbejdsdygtige del af befolkningen, samtidig med at man fra politisk hold ville og stadig vil signalere det synspunkt, at her til lands fortjener uarbejdsdygtige sygemeldte ikke værdsættelse som borgere på lige fod med de raske arbejdende og derfor heller ingen værdig hjælp fra systemet?

Mange bærer et stort ansvar for den uværdige behandling, som titusindvis af landets syge og mennesker med handicap har været udsat for. Det gælder ministre, beskæftigelsesordførere og partier i Folketinget, som var involveret i lovgivningen af de nævnte reformer, eller som har ignoreret reform- og forvaltningskritik eller forværret lovgivningen.

Det gælder kommunalpolitikere, som har besluttet bestemte måltal for de enkelte ydelsestyper, og det gælder kommunalchefer, sagsbehandlere, lægekonsulenter, andre aktører og virksomheder, der har medvirket til kommunal mishandling af sygdomsramte eller udnyttelse.

Det er på høje tid at få ryddet godt og grundigt op i lovgivning og forvaltningspraksis og stoppe den strukturelle forråelse og vold. Der står titusindvis af menneskeliv på spil.

 

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.

Side 15