I HBOs dramatisering af The Handmaid’s Tale, Margaret Atwoods dystopiske fremtidsroman om et fascistisk amerikansk postkrigssamfund, er der flashbacks til seriens fortid, sådan cirka vores nutid. Folk lever frit, som vi kender det i dag, men ganske langsomt sniger en politisk gift sig ind i deres liv. Pludselig hersker nye normer, nye værdier, nye regler. En ny tids fundamentalisme tager magten. Men hvordan skete det? Hvornår skete det? Ingen kender det definerende øjeblik, men på et tidspunkt var friheden afskaffet til fordel for religiøs formørkelse.

Som altid skal man se science fiction som et forvrænget nutidsbillede, ikke som en varsel om det, der kommer. Kvinder bliver nok ikke holdt som fødekvæg af overklassen efter næste krig. Det, der optager mig, er derfor seriens skildring af den relativt ubekymrede passivitet, menneskene bevidner ildevarslende forandringer med. Når der sker noget ekstremt, forsøger vi at banalisere det.