Dæmonisering. Hvaler jagter mennesker i en ny, omvendt udgave af historien om Moby Dick.
Hjemmelavede djævle
Den, der kæmper mod uhyrer, skal passe på, han ikke selv bliver et uhyre,« skrev filosoffen Nietzsche engang. Hvalen Batseba er enig.
»De værste djævle er dem, vi selv skaber,« fortæller hun i Og havet var vores himmel, der vender forholdet mellem mennesker og hvaler på hovedet. Helt bogstaveligt: I Batsebas verden er havets bund op, og vandoverfladen er ned. Her er det ikke kun menneskene, der jagter hvaler, men også omvendt. Sammen med kaptajn Alexandra og to andre lærlinge patruljerer Batseba havet og angriber menneskeskibe overalt, hvor de finder dem. De mennesker, de dræber, parteres og genanvendes. Det er et grusomt blodbad. Men menneskene er endnu værre, mener jægerhvalerne. Krigen om verdenshavene er endeløs og kræver daglige ofre på begge sider.