Reportage. På Rosenfelder Strand ved Østersøen praktiserer campister den traditionsrige nudisme, der i Tyskland kendes som Freie Körper Kultur. En aktivitet, som både det nazistiske og kommunistiske diktatur forsøgte at stoppe. Men ingen regimer har kunnet tøjle tyskeres lyst til at være nøgne sammen i naturen. Weekendavisens udsendte har undersøgt fænomenet.

Den nøgne frihed

HOLSTEN – »Kropsnær og ren!« står der på skiltet ved indgangen til FKK Camping Ostsee. Den ligger idyllisk ude ved klitterne, 40 kilometer efter færgehavnen i Puttgarden, og her parkerer jeg min Skoda med mit armygrønne kuppeltelt i bagagerummet. Vi er ved Rosenfelder Strand, ud til det lyseblå Østersøen, hvor de andre campinggæster, jeg møder i sommervarmen, alle hilser venligt med et nordtysk »mojn!«. Det er en stor og velorganiseret campingplads med velplejede græsarealer, små hytter, telte, campingvogne, købmand, restaurant. Mere end 1000 campister er her i begyndelsen af juli.

Men én ting adskiller campingpladsen fra de andre ved Rosenfelder Strand: Næsten alle campister er nøgne fra top til tå. Det kropsnære skal forstås bogstaveligt på FKK Camping Ostsee.

FKK udtales »Ef-kah-kah« på tysk og står for »Freie Körper Kultur« – fri kropskultur – som er tyskernes udtryk for nudisme og naturisme. Det er en fritidsaktivitet, man kan møde over hele verden, men som tyskerne har været særligt vilde med at praktisere gennem historien. En yngre tysk nudist har begejstret fortalt mig før mit besøg, at »Tyskland er verdensmester i FKK«, så det er et fænomen, der er god grund til at studere ved selvsyn.

Kulturen udfoldes i Tyskland på udvalgte strande, naturområder, svømmehaller og campingpladser, hvor myndighederne har givet særlig tilladelse. Hvis man smider tøjet andre steder, risikerer man bøder. For nylig stoppede politiet i Brandenburg en mand, der i hedebølgen drønede nøgen rundt på sin motorcykel. Han forklarede politiet, at det var for varmt til at have tøj på, men fik først lov til at køre videre, da han havde iført sig et par bukser. Han er blevet en helt i FKK-miljøet.

Freie Körper Kultur blev en folkesport og massebevægelse i DDR, »et stykke frihed midt i diktaturet«, som sociologer har beskrevet det. Illustration: Gitte Skov

Ingen tekstiltvang

På FKK Camping Ostsee finder jeg en plæne med mindre telte, hvor jeg slår mit kuppeltelt op. Det har jeg ikke stor erfaring med, og tre midaldrende naboer iler over til mig og tilbyder generøst deres hjælp. Mens jeg endnu er iført shorts og sommerskjorte, er de splitternøgne.

Det er Rolf fra Bielefeld og ægteparret Christine og Andreas fra Hamborg. De begynder energisk at lægge teltdugen ud og samle stænger. Selv står jeg og fumler med udsigt til deres solbrændte balder, deller, bryster og kønsdele. Jeg rækker befippet barduner og pløkker til de hjælpsomme campingnaboer, som griner ad, at mine stænger er meget skæve.

Mens teltrejsningen er i gang, spadserer andre nudister nysgerrigt forbi og siger »mojn!«. Til sidst kan mit skrøbelige telt beboes, og Rolf, Christine og Andreas giver mig nogle praktiske tips om stedet: »Der er mange misforståelser. Der er ikke tekstil-tvang, og der bliver ikke set skævt til påklædte.« »Man stirrer ikke på hinandens kroppe, det bryder folk sig ikke om, så kig folk i øjnene i stedet.« »Du skal være påklædt, når du handler hos købmanden. Det skyldes hygiejniske regler.«

 

Jeg takker for informationerne og starter med at gå til købmanden. På vej derhen ser jeg en ældre herre cykle rundt med sin manddom svingende fra side til side. Jeg passerer en campingvogn, hvor en ældre grillmester kun er iført en grillhandske, mens han vender pølser og koteletter.

Der er også gang i FKK-foreningslivet: Inde i en bjælkehytte, der rummer biblioteket »Bogormen«, kan man sidde og nøgenlæse eller låne en bog med hjem til teltet. Der er sportspladser, hvor der spilles petanque og volleyball. Og på en opslagstavle informeres der om et kommende nøgenløb og en nøgenvandretur med en nøje planlagt rute i lokalområdet, som myndighederne har godkendt.

Livsfilosofi og vitalisme

Nudismen går langt tilbage i Europas historie. Den forbindes navnlig med de gamle grækeres frigjorte livsform, og i Middelalderen var det stadig almindeligt at bade nøgen i floder, søer eller byernes badehuse. Fra 1500-tallet begyndte den protestantiske og katolske kirke at se nøgenhed som anstødeligt. Nu skulle man bade fuldt påklædt.

Det blev der gjort oprør mod i 1800-tallet, navnlig i Tyskland, som var præget af Romantikkens tanker om at leve i pagt med naturen. Den trang voksede i takt med industrialismens forvandling af storbyerne til en »asfaltjungle«, som romantikerne kaldte den, og som angiveligt medførte en »knægtelse af kroppen« og dens udfoldelsesmuligheder.

Den ny kropsbevidsthed beredte i Europa vejen for livsfilosofi og vitalisme i kulturen og kunsten, og i slutningen af 1800-tallet blev de moderne Olympiske Lege grundlagt af franskmanden Pierre de Coubertin, mens man i Tyskland så starten på den moderne nøgenbader-kultur.

Ingen gemmer sig bag deres beklædning. Man præsenterer sig ikke med noget, man har købt. Alle er på sin vis lige.

I Essen, i Ruhrdistriktet ved Rhinen, blev den første FKK-forening grundlagt i 1898. Det handlede ikke kun om at søge tilbage til naturen, men også om at vende ryggen til de sociale forskelle, som beklædning signalerer. Der var også en længsel mod noget urgermansk. Mottoet »nøgen og tysk« bredte sig, og antisemitismen fulgte i slipstrømmen.

FKK-filosoffen Richard Ungewitter udbasunerede racismen og socialdarwinismen i Nøgenhed og kultur fra 1910: »Hvis hver tysk kvinde oftere så en nøgen germansk mand, ville så mange ikke løbe efter fremmede, eksotiske racer. Af hensyn til den sunde reproduktion kræver jeg derfor en nøgenkultur, så stærke og sunde kan parre sig, mens svæklinge ikke formerer sig.«

Ungewitters bekendelse til racehygiejne blev mødt af kritik fra de mange FKKere, der var politisk progressive, og dem blev der flere af. Især venstreorienterede intellektuelle og socialistiske arbejdere praktiserede FKK som et antihierarkisk frigørelsesprojekt. Under Weimarrepublikken i 1920rne var der over 100.000 medlemmer i bevægelsen, der fik åbnet de første store FKK-strande ved Nordsøen og Østersøen.

Det klasseløse samfund

På Rosenfelder Strand føles det mere og mere flovt at være iklædt shorts blandt nudisterne, og da jeg går ned på stranden, springer jeg i bølgerne som nøgenbader. Under resten af opholdet lader jeg tekstilerne blive i rejsetasken, men har dog et stort badehåndklæde hængende over skulderen, som også dækker lidt af forplantningsorganet.

På den tætpakkede strand er jeg dog ved at komme galt af sted, mens jeg optager en video. Det får et ægtepar til at løbe efter mig og protestere i højlydte vendinger over, at jeg bryder fotograferingsforbuddet. Det går bagefter op for mig, at forbuddet tages meget alvorligt. Således blev en 38-årig mand her i juli anholdt af politiet i Bayern, fordi han havde fotograferet med skjult kamera på en FKK-strand.

På pladsens område for faste gæster står der campingvogne, der nærmest er groet fast, omgivet af terrasse, bænke, vindfang og blomsterkasser. Jeg møder en af de ældste beboere i nudistlejren, Ingeborg, som har været med siden grundlæggelsen i 1970erne. Hun forklarer mig, at »det var meget strengere dengang« og hentyder til, at man nemt risikerede at blive forvist fra stedet, hvis man gik med tekstiler.

Ved en stor campingvogn med et piratflag møder jeg Jens, Manuela, Julia og André, der kommer fra Hamborg. De er aktive i FKK-foreningen Ostseefreunde, der har 400 medlemmer og organiserer fritidsaktiviteter på pladsen. Jeg bliver inviteret ind på terrassen under en parasol, der skærmer for den brændende sol. De fire fortæller, hvad der har gjort dem til FKKere, mens jeg fokuserer på kun at kigge dem i øjnene.

Jens, der er 45 år, understreger, at hverdagen her handler om at være fri for nogle af samfundets materialistiske konventioner. »Ingen gemmer sig bag deres beklædning. Man præsenterer sig ikke med noget, man har købt. Alle er på sin vis lige.«

– Er det en slags klasseløst samfund, I har her?

»Ja, det kan man godt sige. De småborgerlige normer er væk. Alder betyder heller ikke noget, eller om man er tyk eller tynd. Faktisk aner man som regel ikke, hvilket arbejde folk har. Selvfølgelig har vi også regler her, det er ikke antiautoritært. Men man er meget lige. Det er klasseløst,« siger Jens.

»Det handler om frihed på mange måder,« tilføjer Manuela på 47 år, der er formand for Ostseefreunde. »Jeg føler frihed, når jeg har badet og ikke har en snærende bikini på. Det kan godt føles klamt med sandet, der klæber sig til stoffet. Når man er nøgen, mærker man bare vinden og solen, der tørrer kroppen hurtigt. Men man føler også en frihed ved, at man ikke behøver at tænke på, om man nu har noget smart badetøj at tage på.«

Forestillinger om sexorgier

Manuela arrangerer nøgenløb langs kysten og beachvolley og ringtennis på stranden. Hun kommer her næsten hver weekend i sommerhalvåret, men lever kun nøgen, når vejret er til det. Hun har to børn og har forståelse for, at hendes nu 14-årige datter ikke vil være med mere.

»Når man er i puberteten og begynder at få former, kan det være grænseoverskridende. Det kan jeg sagtens forstå, så hun er lige på ferie med nogle venner i Sverige.«

Men FKK har intet med sex at gøre, siger de alle samstemmende.

»Det er jo fordommen. Vi bliver tit spurgt derhjemme i Hamborg, hvad der egentlig foregår deroppe ved Østersøen. Har I sexorgier? Men der er ikke flere seksuelle undertoner mellem mennesker end andre steder. Det, som foregår her, er ganske almindelige familieferier, ligesom dem man kan opleve henne på tekstil-campingpladserne længere henne ad stranden,« siger Julia, der er 34 år. »Men selvfølgelig, når det er rigtig varmt, og der er mange på stranden, kan man da godt se, at der også kommer nogle, der godt kan lide at føre sig frem med, hvad de har. Deres tatoveringer, deres muskler, deres krop.«

André på 52 tilføjer: »Når vi har diskoteker på campingpladsen, kommer folk og danser nøgne, og selvfølgelig bliver det lidt komisk, hvis der er nogen, der får rejsning. Men langt de fleste mennesker her er bare tiltrukket af fællesskabet, friheden og følelsen af at være naturlig ude i naturen. Det giver et særligt sammenhold, alle hilser, man er usnobbede. I går aftes var der nogle, der begyndte at grille, og pludselig var vi 15 omkring bordet.«

André er den, der længst har været FKKer. Han er opvokset i DDR, hvor nøgenkulturen var meget populær. »Jeg har dyrket det, siden jeg var barn, hvor vi om sommeren altid tog fra Østberlin op til Østersøen. Der var måske en større frihedstrang til FKK, da det politiske system var diktatorisk,« siger han.

Magtesløse diktaturer

Gennem det 20. århundrede var tysk nøgenkultur udsat for politisk undertrykkelse, især fra Nazi- og DDR-regimerne, men ingen af dem fik bugt med FKK. De nazistiske politikere, der i 1933 havde overtaget magten i Tyskland, så nudistkulturen som en forlængelse af Weimarrepublikkens frigjorte kulturliv. Noget, som havde et åndeligt slægtskab med den provokerende nøgenkunst og seksuelt frigjorte kabareter. FKK-bevægelsen blev anklaget for at stå i ledtog med venstreliberale og kommunister, der undergravede samfundsmoralen, og der blev foretaget razziaer ved dens arrangementer. Badeshorts til mænd og badedragter til kvinder blev i 1930rne påbudt på strandene og i storbyernes friluftsbade.

Forbuddet mod nudisme vakte dog højlydte protester fra nazistiske nudister, der byggede på FKK-filosoffen Richard Ungewitters socialdarwinisme og hyldede vitalistisk-heroiske skønhedsidealer. De nazistiske FKKere mente, at nudismen kunne bruges til at øge sexlysten mellem germanske mænd og kvinder og dermed føre til flere »ariske« børn. Konflikten endte med, at de nazistiske magthavere i 1935 gav efter for protesterne og tillod nøgenbadning på udvalgte strande.

Efter krigen udviklede nudismen sig meget forskelligt i det delte Tyskland. I det kirkeligt prægede vest var FKK fortsat tilladt på få, meget afgrænsede steder. Men fænomenet blev stadig mere populært, og for ’68-bevægelsen blev nøgenhed et symbol på befrielse fra småborgerlighedens lænker. De antiautoritære forældre lod deres børn lege nøgne, og på stadig flere kyster oplevede nudismen et sandt boom. Især vadehavsøen Sild blev et FKK-mekka, og under et besøg i 1968 klagede Tysklands store skuespillerinde Romy Schneider over, at »der hænger en røv i hver en bølge«.

Udviklingen i DDR var anderledes. Her indførte de snerpede kommunistiske magthavere i 1954 et decideret forbud mod nudisme, fordi man så det som et udtryk for vestlig dekadence og arvegods fra den nazistiske FKK-bevægelse. Desuden var den løsslupne ånd i nudistlejrene i strid med DDR-bureaukraternes drømme om total social kontrol.

Det passede ikke de østtyske FKKere, og især mange intellektuelle og studerende trodsede forbuddet. Det førte til tumult og konfrontationer på de østtyske strande, både mellem Stasi og nudisterne og badegæsterne imellem. Der var episoder i 1950erne, hvor påklædte badegæster blev omringet af FKKere og tvunget til at smide kludene.

I 1956 ombestemte myndighederne sig og tillod nøgenbadning på dertil indrettede steder. Og så gik det stærkt: FKK blev en folkesport og massebevægelse i DDR, »et stykke frihed midt i diktaturet«, som sociologer har beskrevet det.

Typisk tysk?

Tilbage på teltpladsen har jeg stort set glemt, at jeg er nøgen. Jeg spankulerer rundt med rank ryg og synes, det er dejligt, som alle smiler og siger »mojn!«. Jeg møder igen ægteparret Andreas og Christine Kawen, der hjalp mig med at rejse mit telt. 50-årige Andreas, der er vokset op med nudismen fra barnsben, forklarer, at FKK-dyrkerne er blevet sat i forbindelse med mange forskellige ideologier og strømninger. »Men det er bare en praktisk ting,« understreger han. »Det handler om frihed for beklædningstvang. Punktum. Det forstår folk ikke, heller ikke vores venner i Hamborg. De kan føle sig pinligt berørte over os, men de forstår ikke, at nøgenhed er lige så naturligt for os som at børste tænder.«

66-årige Christine tilføjer: »For de fleste er det at klæde sig af foran en anden optakten til sex. Derfor forstår de ikke, at FKK ikke handler om det. Men faktisk finder vi det mere sexet, hvis man i stedet for en nøgen krop ser den anden med trusser eller en lille bh på.«

På FKK Camping Ostsee er de yngre generationer svagt repræsenterede; de fleste er over 50. Christine, der har dyrket FKK i mere end 40 år, er ærgerlig over, at yngre tyskere svigter nudistlejren. »Det er meget trist, at ungdommen ikke rigtig kommer her i stort tal mere. Der er nok en del unge, der ikke vil have de dårlige oplevelser, man også kan få her, når der ligger en mand og stirrer, eller når unge mænd kun er kommet til stranden for at glo. Så har jeg det heller ikke så godt og finder et andet sted at være.«

Ifølge det tyske landsforbund for FKK oplever man dog en stigende interesse blandt unge, der deltager i nøgenvandring og nøgencykling. Det er også blevet in blandt unge at rejse til mere luksusprægede feriecentre ved den franske atlanterhavskyst, hvor der er landsbyer kun for nudister og naturister, og hvor tyskerne strømmer til.

– Der er nogen, der kalder tyskerne verdensmestre i nøgenkultur. Ser I sådan på det?

»Jeg opfatter ikke FKK som typisk tysk,« siger Andreas. »Det bliver jo i høj grad også dyrket i en række andre lande. Men det typisk tyske er måske, at denne nøgenkultur er så gennem- organiseret – med lokalforeninger, landsforbund, sportsklubber, regler og faste traditioner.«

jevi
(f. 1965) er cand.mag. i historie og tysk (København og Freiburg) og uddannet i journalistik (Aarhus). Korrespondent i Tyskland, men skriver også om Europa og historieforskning. Har bidraget til 'Berlin' (Aarhus Universitetsforlag, 2012), forfattet 'Det nye tyske højre – politik, rødder, idéer' (Gyldendal, 2017) og skrevet om tysk erindringskultur i 'Geopolitical Amnesia' (McGill-Queen's University Press, 2020).