Læserbreve. Monstermyte. Humanister. Foto. Henteægteskaber. Masseudryddelse. Nazist. Ensretning. Stuttgart.

Debat

Debat

Monstermyte

Stig Henneberg, tidligere afdelingschef i Finansministeriet

Under overskriften »Monsteret« bidrager Søren K. Villemoes til den for tiden udbredte dæmonisering af Finansministeriet og dets embedsmænd (WA #27). Ministeriet er angiveligt »det tætteste, vi i Danmark kommer på en ’deep state’ – den del af staten, der ikke lader sig kontrollere demokratisk, men i stedet styrer tingene i det skjulte af egen drift og med egen dagsorden«.

Hvis Villemoes’ karakteristik var korrekt, var det selvsagt dybt problematisk. Det er den heldigvis ikke.

Sandt er det, at Finansministeriet gennem flere årtier har varetaget en central, koordinerende rolle under skiftende regeringer – også i sager, som ligger uden for ministeriets eget økonomiske kerneressort. Der er heller ikke tvivl om, at tendensen i de senere år er gået i retning af, at der på Slotsholmen koordineres bredere og dybere. Stadig flere spørgsmål gøres til genstand for ikke bare faglig, men også politisk koordination – hvilket i praksis betyder, at linjeføringen i sager, som formelt hører under en ressortministers ansvar, reelt besluttes i regeringens to centrale udvalg (koordinations- og økonomiudvalget).

Hvis man vil forstå Finansministeriets rolle, er det afgørende at forstå, både hvorfor der koordineres så meget, og hvordan der koordineres. Grundlæggende er udviklingen politisk drevet. Regeringer – og særligt regeringers ledende ministre – efterspørger i dag en vidtgående koordination på tværs af ministerier. Man forventer, at når sager involverer flere ministeriers ansvarsområder (og det gør de ofte) eller indeholder væsentlige økonomiske eller principielle spørgsmål, så udarbejder embedsværket fagligt gennemarbejdede beslutningsgrundlag, på baggrund af hvilke regeringsudvalgene kan foretage en samlet politisk afvejning og prioritering af de forskellige hensyn.

Samtidig fornærmer man næppe nogen ved at konstatere, at beslutningskraften på tværs af skiftende regeringer er blevet stadig mere centraliseret. De ledende ministre (i praksis dem, som har fast sæde i koordinations- og økonomiudvalg) insisterer ganske enkelt på at lægge den politiske linje i stadig flere og stadig mindre sager. Dette kan de øvrige ministre nogle gange opleve som et tab af »selvbestemmelsesret« over eget ressortområde, hvilket det for så vidt også er. Men det, vi taler om her, er en forskydning af autoritet inden for regeringer – ikke fra ministre til (Finansministeriets) embedsmænd.

Endelig har der i de seneste fem-ti år været en klar tendens til, at politiske forhandlinger mellem regering og oppositionspartier gennemføres som »pakkeforløb«, hvor spørgsmål, der isoleret set ikke har meget med hinanden at gøre, af politiske grunde kobles sammen. Også denne logik driver på regeringens inderside stadig mere koordination og har som konsekvens, at flere og flere forhandlingsforløb centraliseres i Finansministeriet.

Al denne koordination lægger i dagens centraladministration beslag på enorme administrative ressourcer og fungerer kun i praksis, fordi der over tid er udviklet en kompleks institutionel infrastruktur, som understøtter den. Her varetager Finansministeriets embedsmænd den daglige koordination ud mod fagministerierne, men tæt afstemt med Statsministeriet, på hvis vegne man reelt ofte agerer.

Pointen er, at Finansministeriet udfylder en opgave, som skiftende regeringer – herunder skiftende finansministre og statsministre – har efterspurgt, at ministeriet skulle udfylde.

Det er imidlertid ikke nogen naturtilstand, at koordinationsopgaven nødvendigvis skal ligge i Finansministeriet. Statsministeriet kunne spille en mere aktiv rolle, således som det er tilfældet i en række andre lande, mens Finansministeriets fokus kunne begrænses klarere til sager med væsentlige finans- og udgiftspolitiske aspekter. Man kan bestemt også diskutere, om koordinationen i det hele taget er gået for vidt. Måske skulle man hæve tærsklen for, hvornår en sag er stor nok til at blive løftet fra ressortministerens bord og ind i regeringens udvalg? Begge dele er politiske spørgsmål, som den til enhver tid siddende regering må afklare.

For Finansministeriet som institution vil det imidlertid ikke nødvendigvis være en dårlig udvikling at blive aflastet for i hvert fald en del af den koordinationsopgave, som i de senere år har fyldt uforholdsmæssigt meget i den røde bygning. Det kunne potentielt efterlade mere tid til finans- og udgiftspolitiske analyser, herunder i form af de publikationer, som ministeriet tidligere udgav i langt større omfang end i dag.

Rollen som store koordinator har ikke kun slidt på Finansministeriets kapacitet, men også på dets legitimitet. På Slotsholmen er der i de fleste hjørner forståelse for og accept af den rolle, ministeriet spiller, men det er der ikke i den bredere offentlighed, hvor Finansministeriet rutinemæssigt gøres til bussemand for alverdens upopulære og problematiske beslutninger (præcis som Villemoes gør i sin kommentar). Ikke sjældent dækker kritikken af Finansministeriet over utilfredshed med politisk besluttede prioriteringer og besparelser, som embedsmænd hverken kan eller skal stå på mål for.

Intet af ovenstående ændrer ved, at Finansministeriets rolle og konkrete dispositioner skal gøres til genstand for løbende diskussion og kritik når berettiget. Men i en tid, hvor Finansministeriet (og centraladministrationen i det hele taget) ofte skammes ud, er det væsentligt at fastslå, at dets embedsmænd varetager en koordinationsopgave, som de er blevet pålagt fra politisk hold. Og det gør de generelt med kompetence, faglig integritet og loyalitet over for den til enhver tid siddende regering.

Humanister

Jørn Borup, lektor og afdelingsleder ved Institut for Kultur og Samfund, AU

Søren K. Villemoes’ leder i WA #28 sætter spot på humanioras faldende status. Han har fuldstændig ret i, at skiftende regeringers slankning og slagtning af humaniora samt deres usunde instrumentalistiske syn på videnskabens og universiteternes rolle bør ændres. Det er derimod mindre indlysende, at han langer ud efter forskerne selv.

Vi har angiveligt »en trist mangel på dygtige, inspirerende formidlere blandt de fastansatte humanistiske forskere, der grundet krav om udgivelser i peerreview-tidsskrifter er mere interesserede i deres lille frimærke af et forskningsfelt end i at formidle og skabe begejstring for humaniora i det øvrige samfund. Her kravler de ned i deres egne ormehuller« frem for at »formidle populær viden og store ideer til den bredere offentlighed«. Hvor har han sådan en forskruet forestilling fra?

Danske humanister er engagerede undervisere, der formidler viden på højt niveau til studerende, som ud over faglig viden også får tænkt samfundsmæssig relevans og karriereperspektiv med i uddannelsen. Forskerne underviser på Folkeuniversitetet i stor stil, holder foredrag for foreninger og forsamlinger. Humanister skriver populærvidenskabelige bøger til et bredt publikum, foruden artikler og kronikker til magasiner, aviser og universiteternes nyhedsbreve.

De stiller velvilligt op for journalister (og journaliststuderende) og bruger ofte ganske megen tid på at agere specialister med kort eller ingen varsel på tv, radio og i aviser. Det gør de naturligvis helt gratis, ofte uden for »arbejdstid« og helt uden at sætte spørgsmålstegn ved asymmetrien mellem forskere og journalister, sidstnævnte med retten til helt at definere spillereglerne.

At give merit for også formidling kunne sagtens opprioriteres i universiteterne. Men at portrættere forskere som isoleret i elfenbenstårne er i dag en ideologisk stråmand. Det er Villemoes velkommen til at undersøge nærmere. Medmindre hans leder mest skal ses som udtryk for sommerens agurketid med den rituelle humaniorabashing?

Foto

Susanne Krage, kunstmaler

Sikke et trist foto, Weekendavisen valgte til at ledsage det supergode og velskrevne interview i WA #28, som jeg er rigtig glad for. Men fotoet er slet ikke mig, der er en glad og optimistisk person. Her ligner jeg min mormor på en dårlig dag – øv.

Henteægteskaber

Knud Larsen, lic.agro., Hvidovre

Frede Vestergaard opridser i WA #28 statistikken for kædeindvandring fra Tyrkiet via »familiesammenføring« af kommende ægtefæller: 6173 tyrkere i Danmark voksede efter indvandringsstoppet i 1973 til 63.352 per 1/1 2018. Årsag: 92 procent af 10.150 dansk-tyrkiske ægteskaber mellem 1981 og 1999 blev indgået med en tyrker fra Tyrkiet.

I samme dags leder skriver Klaus Wivel om dommen 10/7 fra EU-domstolen, som påbyder Danmark at give opholdstilladelse til en tyrkisk kvinde. Tillad mig at uddybe, hvad dommen faktisk drejer sig om: To tyrkere giftede sig 1983 i Tyrkiet, fik sammen fire børn; blev skilt i 1998. Allerede i 1999 giftede manden sig igen, nu med en tyrkisk-tysk kvinde i Danmark, hvor han fik opholdstilladelse som ægtefælle, i 2006 permanent. De fire børn blev efterhånden »familiesammenført« til Danmark.

Da dette var gennemført, blev manden i 2009 skilt igen og giftede sig straks igen med sin første kone, som nu også søgte opholdstilladelse som ægtefælle. Udlændingestyrelsen afviste: De havde størst tilknytning til Tyrkiet. De klagede, og Østre Landsret bad EU-domstolen om en udtalelse.

Nu siger EU-domstolen, at Danmark ikke må stille tyrkere ringere, end hvad fremgår af en associeringsaftale fra 1963 mellem EU og Tyrkiet, med en klausul af 1980. Morlille kan ikke flyve, ergo er Morlille en Sten. Hokus pokus: Seks tyrkere, der intet havde med Danmark at gøre (plus et ukendt antal børnebørn), får permanent opholdstilladelse. Begrebet proformaægteskaber synes ikke at indgå i dommernes overvejelser.

Morlille har nu også krav på »familiesammenføring« (hvorfor ikke til Tyrkiet?). Hvis altså Danmark bøjer sig for den dynamiske EU-domstol, som helt alene, uden demokratisk kontrol, udvikler/fastlægger helt nye love, uden om EU-Rådet og EU-Parlamentet.

I Jyllands-Posten beskrives 15/7 en næsten 100 procent identisk sag, hvor også denne gengiftede ekshustru i ti år har opholdt sig her uden opholdstilladelse og ikke taler dansk. Mistanken om proformaægteskaber er vist ikke grebet ud af luften.

Også i WA #28 fornægter den tyrkiske ambassadør på det kraftigste folkemordet på kristne armeniere (samt assyrere og grækere under valgsproget »Tyrkiet for tyrkerne«, som Matthias Bjørnlund skriver i samme avis). Men præsident Erdogan går nu også ind for et Europa for tyrkerne. I 2017 sagde han til de tyrkiske indvandrere: »Få ikke tre, men fem børn. I er Europas fremtid!«

I folkeskolen havde jeg en lærer, som sagde »Danmark er et lille, dumt land«. Hvis Danmark bøjer sig for denne EU-dom, må jeg give ham ret.

Masseudryddelse

Asmund Havsteen-Mikkelsen
Cand.mag. og billedkunstner

En uddybende kommentar til Esben Bøggild angående den sjette masseudryddelse og dens mulige årsager (WA #28). Truslen om de mange dyrearters forsvinding skal ses i lyset af tre overordende faktorer: reduceringen i areal af deres naturlige habitater, den stigende gennemsnitstemperatur og krybskytteri.

Førstnævnte aspekt er den massive fortsatte omdannelse til plantager og landbrugsjord af de store regnskovsområder i Amazonas, der har stået på siden 1900-tallet – alt fra dyrkning af gummitræer til kaffebønner og nu også sojabønner har reduceret Jordens mest komplekse og biodiverse habitat betragteligt. Esben Bøggild kan tage på en hurtig rejse på Google Earth og ved selvsyn se, hvordan halvdelen af Brasilien nu er omdannet til landbrugsjord. Lige nu er det efterspørgslen på sojabønner til blandt andet kinesisk og amerikansk, men også dansk, svineproduktion, der er årsag til den fortsatte rydning af regnskov. En dansk rapport fra Verdens Skove dokumenterer dette og kan hentes på deres hjemmeside.

På den anden side af kloden i Indonesien ryddes der tropisk regnskov for at dyrke palmeolie, der både bruges som energiråstof og til fødevareproduktion. Når vesterlændinge nyder smagen af deres Marsbar, Oreo eller franske Bastogne-kiks, er det palmeolien, der giver den lækre flydende smag i munden. Også her kan Google Earth levere fotodokumentationen.

Én ting er reduceringen af de naturlige habitater, noget andet er de stigende temperaturer, der skaber vanskelige situationer for de vilde dyr, enten i form af længere tørkeperioder eller ekstreme vejrforhold. Her er manglen på vand og naturligt grønne områder problemet. De stigende temperaturer skyldes som bekendt menneskers udledning af CO₂ ved afbrænding af fossile brændstoffer.

For de store dyr, der er udstyret med (for mennesker) værdifulde stødtænder, er krybskytteri problemet – dog er det formodentlig ikke danskere, der driver dén efterspørgsel, men impotente asiatiske mænd.

Hvad angår Bøggilds tvivlen på FN og Extinction Rebellion i deres alarmistiske opråb om arternes masseuddøden, tror jeg desværre, de har ret. Men det er selvfølgelig vigtigt at handle på baggrund af en rigtig forståelse for årsagerne hertil. En forståelse, der er vanskelig, fordi den globale vareøkonomi, der leverer »indholdet« til vores livsstil, ikke selv gør opmærksom på de negative konsekvenser af landbrug og plantager for de vilde dyr i verdens tropiske områder.

Nazist

Hans Henrik Clemensen
Skuespiller, Virum

Er der ikke en fornuftig person på Weekendavisen, der kan give mig en forklaring på, hvorfor en hel bagside i WA #28 skal udfyldes af et interview med en så ligegyldig person som Povl H. Riis-Knudsen? For en, der som undertegnede har familie, der har siddet i koncentrationslejr under krigen, er det fuldkommen uforståeligt og et slag i ansigtet. Hvis så manden kunne udrede noget nyt om den yderste højrefløj, havde det eventuelt kunnet begrundes. Men historien består af nogle oplysninger om, at manden er blevet populær i Sverige, samt en hyldest til Brenton Tarrant. Det er rent idioti at beskæftige sig med det menneske.

Ensretning

Helen Dreijer, pensioneret bibliotekar

Jeg var til mindekoncert for Master Fatman i Kongens Have den 10. juli. Højt solskin og jazzede sambarytmer til glæde for maaange mennesker – børn, unge og gamle. En afskedskoncert, der i hovedpersonens ånd fik alle til at danse med til musikken. Det er sørgeligt, at Morten Lindberg er borte, og vi går koldere tider i møde. P8 Jazz er jo dødsdømt på grund af Dansk Folkeparti og tidligere kulturminister Mette Bocks gerninger. Det er sørgeligt at udslette en radiokanal, der blandt andet dækker Copenhagen Jazz Festival, der er en stor succes hvert år og tiltrækker både danske og udenlandske turister. Resten af året formidler P8 et inspirerende udvalg af ny og gammel musik, også dansk, inden for jazzen. Det vil være trist at miste den ekspertise. Den har jeg og mange andre glæde af hver dag. Kan det virkelig være rigtigt, at vi alle skal ensrettes og høre samme slags musik? Jeg opfordrer kulturminister Joy Mogensen til at omgøre det medieforlig, som har gjort skade på DR – hvor P6 og P8 skal nedlægges – og hvor vi præsenteres for en evighedssløjfe af genudsendelser.

Stuttgart

Hartmut Haberland, professor emeritus

Jeg har læst Peter Johannes Erichsens artikel i WA #28 om kulturlivet i Stuttgart med stor fornøjelse. Det er korrekt, at Stuttgart ligger i en gryde, og at floden ligger et forkert sted. Derfor har Stuttgart et forfærdeligt klima (jeg boede der i ét år i 1960erne), næsten så forfærdeligt som Hong Kong. Men floden hedder altså Neckar og ikke Isar. Isar hedder floden i München.

Side 12



Videnskabspodcast
Skribenternes avis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Morten Beiter