DEBAT. Jon Hustad spreder fake news, når han påstår, at flis og træpiller skader klimaet.

Biomasse gavner klimaet

 

Kristine Grunnet, branchechef for vedvarende energi i Dansk Energi

Vi skal mindske udledninger af CO₂ markant ved at stoppe med at bruge fossile brændsler som kul. Hellere i dag end i morgen.

Den nye regering har lanceret det ambitiøse klimamål om 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030 – sammenlignet med 1990. Her yder den bæredygtige biomasse, som danske kraftvarmeværker anvender, et væsentligt grønt bidrag i samspil med blandt andet vindmøller og solceller.

Derfor er det bekymrende, at der i offentligheden dukker misinformation op om biomassens klimaeffekt. Senest på forsiden af Weekendavisen #28, hvor Jon Hustad spreder fake news. Det er ikke gavnligt for den grønne omstilling. Tværtimod. Det er hovedrystende og helt ude i skoven, når Hustad påstår, at flis og træpiller, som udgør biomasse, skader klimaet og er værre end kul. Faktum er, at biomasse gør byer i Danmark fri af kul, som er det sorteste af alle brændsler.

Når vi skifter kul ud med flis og træpiller, der kommer fra bæredygtigt drevet skov, hvor træerne genplantes, giver vi klimaet en hjælpende hånd. Med genplantning optager skovene den CO₂, der er blevet udledt ved at afbrænde træpiller og flis. Faktisk optager unge træer og dyrket skov mere CO₂ end gammel urørt skov. Også her får Hustad fakta galt i halsen.

Energistyrelsen, EU, FN og førende forskere er da også enige om, at biomassens CO₂-udledning ved afbrænding bliver neutraliseret, fordi man genplanter træerne.

Lad mig minde om, at danske kraftværker anvender bæredygtig biomasse, som er affaldstræ og rester, der ikke kan bruges til andre formål. Værkerne har skrevet under på en brancheaftale, som stiller skrappe krav til, at træpillerne og træflisen kommer fra skove, hvor biodiversitet og økosystemer opretholdes. Det dokumenteres i årlige rapporter, som kontrolleres af en uafhængig tredjepart. Jeg kunne blive ved med at trække fejl og usandheder frem fra Hustads indlæg.

Klimaudfordringen er hamrende alvorlig. Det er vor tids største udfordring. Det er vigtigt, at vi får diskuteret løsningerne på et fagligt og sagligt grundlag, så vi kan tage de næste syvmileskridt i den grønne omstilling. Fakta er, at den biomasse, som de danske kraftværker bruger, har en positiv klimaeffekt og spiller en afgørende rolle i at sende fossile brændsler på pension.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.