Kig væk
Finn Janning, Ph.d. og filosof
Calle Vallirana 78, Pral. 1ª 08006 Barcelona
Jo flere informationer, desto sværere bliver det at tage fornuftige beslutninger.
I Ideer (»Kultur i acceleration«, #27, 5. juli) refereres der til interessante studier foretaget af blandt andet DTU, der handler om, hvordan vi i dagens forjagede kultur har sværere ved at fastholde vores opmærksomhed. Vores nærværende tilstedeværelse bliver mere flygtig og zappende. Hele tiden er vi på jagt efter fristelser og belønninger.
En fælles præmis for studierne, der omtales, er, at opmærksomhed betragtes som en ressource. Dette stemmer glimrende overens med tankerne bag begrebet opmærksomhedsøkonomi, idet økonomi handler om allokeringen af knappe ressourcer. I dag er den knappe ressource vores opmærksomhed. Opmærksomhed er dog ikke kun en ressource, men også en erfaringsskabende kapacitet. Det kan sammenlignes lidt med det at skrive eller at male, som på den ene side er teknikker og en ressource, som kan læres, men som på den anden side også er kapacitet, der kan trænes. Nogle mennesker kan skrive i hånden i meget lang tid, fordi de øver sig dagligt, mens det for andre er en begrænset ressource.
Sagt anderledes: Opmærksomhed er en muskel, der kan trænes. Spørgsmålet er, hvorfor det er værd at træne den?
Den amerikanske filosof William James talte om vigtigheden af opmærksomhed som evnen til frivilligt at bringe et flakkende sind tilbage, hvilket han så som fundamentet for udviklingen af ens dømmekraft, karakter og vilje. Han skrev et sted, »at den uddannelse, som kan forbedre denne kapacitet, ville være en uddannelse par excellence«. En anden amerikaner, Jon Kabat-Zinn der forsker i mindfulness, som netop er en måde at træne opmærksomheden på, har beskrevet opmærksomheden som tosidig eller dobbeltrettet. Den rækker både ud og ind. Det vil sige, at jeg både er opmærksom på det, som sker, samtidig med at jeg også er opmærksom på kvaliteten af min egen opmærksomhed.
Det er især kvaliteten af ens opmærksomhed, der forbindes med erfaringen, mens den udadrettede opmærksomhed ofte ses som en ressource. Tænk blot på folkeskolelæreren, der fortæller sine studerende, at de skal være opmærksomme. På hvad og hvordan? Sådanne spørgsmål forvandler opmærksomhed til et moralsk anliggende.
Den engelske filosof Iris Murdoch forbandt opmærksomhed med kærlighed og mente af samme grund, at opmærksomhed var essentiel for at udvikle vores moralske dømmekraft. I en af hendes bøger talte hun – meget rammende i kontrast til i dag – om »unselfing«, og ikke selfies. Hendes idé var, at for at kunne deltage opmærksomt i livet må vi skubbe vores eget ego til side. Kun på den måde kan vi for alvor erfare det, som sker, og derved tage bedre del i de moralske beslutninger – til glæde for alle.
Murdoch var i høj grad inspireret af en anden filosof, nemlig den franske Simone Weil, der beskrev opmærksomhed som en neutral og direkte kontakt med virkeligheden. Det vil sige, at opmærksomheden som erfaring er uden filter. Den dømmer ikke på forhånd.
Normalt, når vi erfarer livet, sker det gennem et mere eller mindre instrumentelt eller moralsk filter, hvor vi er opmærksomme på noget bestemt, enten for at bekræfte vores antagelser eller fordi vi tror, at det lige netop er dét, som vi mangler. Vi er ifølge Murdoch egoistiske.
Det, som Weil og Murdoch opfordrede os til, var at overkomme denne instrumentelle tankegang for derved at mærke og blive mærket af livet. Det, som studierne fra DTU viser, er – lader det til – at vi i sjældnere grad mærkes af livet, men i stedet mærker os selv, idet vi hele tiden lader vores opmærksomhed flakke derhen, hvor den bekræfter eller underholder os bedst muligt.
Spørgsmålet er derfor, om en forjaget kultur derved, gradvist, gør vores verden mindre og mindre. Og, om vi derved bliver dårligere til at udvikle vores dømmekraft og vilje.
Tjernobyl
Lasse Rahbek Søndergaard
Hospitalsfysiker, nuklearmedicin Hvidovre Hospital
Jens Olaf Pepke Pedersen (JOPP) skriver, at HBOs nye miniserie om Tjernobylulykken indeholder mange misforståelser om kernekraft og stråling (»Læren fra Tjernobyl«, #25, 21. juni). Jeg mener dog ikke, det er så galt, som JOPP skriver.
JOPP skriver: »Men strålingen fra uran består mest af alfapartikler, som ikke engang kan trænge gennem et stykke papir.«
Ved en del alfahenfald efterfølger der dog gammahenfald, da datterkernen er i en eksisteret tilstand. Når for eksempel uran har alfahenfald, omdannes det til thorium, der efterfølgende henfalder og udsender både beta- og gammastråling. Der er således ikke kun tale om alfastråling. Desuden dannes der mange forskellige radioaktive isotoper, når uran spaltes, som i en reaktor, så ud over neutronerne udsendes der også beta- og gammastråling med mere.
Også sammenligningen med pistolkugler kan siges at holde, forstået som en forklaring lavet til politikere i serien og seere af serien, og som en analogi er det vel helt OK.
JOPP skriver videre: »Det er regulært vrøvl, at ofrene var radioaktive ...«
Måske er det ikke kun vrøvl. Mange af ofrene blev selvfølgelig eksternt bestrålet, men der var også stor risiko for at blive forurenet med radioaktivt materiale i form af støv, gas og aerosoler dannet af spaltningsprodukterne, som er en lang række af radioaktive isotoper, og netop derfor kunne ofrene nemt også være radioaktive. En af de mest frygtede isotoper her er jod-131 med en halveringstid på otte dage, som også nævnes flere gange i serien, for eksempel da en atomfysiker tørrer en rude af i Minsk og finder jod-131. Denne isotop optages i kroppen, primært i skjoldbruskkirtlen, og bestråler ud over offeret selv også omgivelserne. Der kan derfor med fordel indtages stabilt jod (jodtabletter) for at bremse optaget af det radioaktive jod i denne forbindelse. Reaktoren udsendte efter ulykken cirka 100-700 petabecquerel (mål for radioaktivitet, peta svarer til en billiard) per døgn fra jod-131 alene.
Jod-131 bruges i medicinsk øjemed til intern strålebehandling. Efter patienten har fået/indtaget radioaktivt jod, er der med god grund en del strålehygiejniske forholdsregler, der skal overholdes. De radioaktive patienter må således kun i meget begrænset omfang være i nærheden af andre personer. De gravide skal være ekstra påpasselige med at holde afstand til de radioaktive patienter, da fosteret er særligt strålefølsomt. Og hvis en gravid får radioaktivt jod ind i kroppen, vil fosteret også optage en del af joden og tage skade heraf.
Kødspisere
Mikkel Bennedsen
Adjunkt i økonomi Aarhus Universitet
I Weekendavisen #26 gennemgik professor i etik og retsfilosofi Jesper Ryberg en række forskningsresultater vedrørende moralisering af kødspisning (»Moralsk vækkelse: Hvordan blev kødspisning et spørgsmål om rigtigt og forkert?«). En af de mest opsigtsvækkende, om end måske ikke overraskende, konklusioner fra den omtalte forskning er, at en persons tendens til at anse kødspisning som et moralsk anliggende er omvendt korreleret med, hvor stor en kødentusiast vedkommende er. Med andre ord: Jo bedre De kan lide smagen af kød, des mindre modtagelig er De over for moralske argumenter mod at spise kød. Forskningen viser altså, at vi mennesker har en bias – en fordom – mod at se kødspisning som et moralsk anliggende. Og denne bias bliver større, jo bedre De kan lide kød!
Er dette rimeligt? Er det rationelt, at mine smagsløg skal afgøre, hvad der er et moralsk anliggende, og hvad der ikke er? Nej: Kant, Mill med flere har lært os, at moral og etik er universelle koncepter, som ikke bør afhænge af, at De er Dem, og jeg er mig.
Bias kan på denne måde føre til falske moralske slutninger; historien er fuld af eksempler. Enhver rationel person med ønske om at handle moralsk korrekt bør altid kigge indad og overveje eventuelle bias, man måtte have. Hvis dit svar på spørgsmål vedrørende det moralske ved kødspisning er noget a la »Jeg kan ikke udtrykke med ord, hvor vild jeg er med bacon!«, så viser forskningen altså, at du potentielt besidder en (stor) bias på dette område og dermed måske også et moralsk blindspot.
Kødspisere bør naturligvis stille sig selv spørgsmål som »Er det moralsk forsvarligt at spise kød?«, men også spørgsmål som »Er min holdning til dette spørgsmål farvet af, at jeg selv kan lide kød?«. Kun ved hjælp af sådanne overvejelser kan vi arbejde hen imod at blive fri fra vores bias og dermed gøre håb om at træffe korrekte moralske beslutninger.
