Mustafa Kemal Topal, ph.d.-studerende ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet.
Ved borgmestervalget den 31. marts mistede Erdogans regeringsparti, AKP, magten i Istanbul med bare 13.729 stemmer til oppositionens kandidat Ekrem Imamoglu. AKP klagede over valgnederlaget med påstanden: »Der er sket uregelmæssigheder. Vi kan ikke bevise dem, men det betyder ikke, at det ikke er sket.« Ved omvalget i søndags fik Imamoglu intet mindre end 806.415 stemmer flere end sin modkandidat fra AKP.
Hvordan kan en så vild udvikling ske på bare tre måneder?
Spørger man Erdogan, vil han – som altid – pege på »de sorte magter«. De består af de indre fjender, der stod bag kupforsøget tilbage i 2016, den nuværende forræderiske opposition, det vil sige kurdere, der også er terrorister, samt Vesten, USA og naturligvis zionisterne, som alle samarbejder for at afsætte ham. Især efter kupforsøget, som han selv kaldte for »Guds gave«, udnyttede han den lange undtagelsestilstand til at afdemokratisere til fordel for et militaristisk og islamistisk-totalitært regime.
Erdogan siger altid, at dén, der hersker over Istanbul, hersker over landet. Kampen om Istanbul er derfor en af de vigtigste årsager til, at der blev krævet omvalg. Med dette udsagn iscenesætter Erdogan også sig selv, for han var borgmester i Istanbul, inden han blev statsminister og senere præsident. Istanbul er med sine 16 millioner indbyggere byen, der huser hver femte af landets borgere. Derved har den landets største økonomi, hvilken Erdogan har brug for for at finansiere og gennemføre sit autoritære projekt.
Istanbul var også hans sidste chance for at generobre lidt af den magt, han allerede måtte afgive, da han ved lokalvalget i marts tabte næsten alle andre store byer, heriblandt hovedstaden, Ankara, og Izmir.
Det er dog ikke første gang, Erdogan taber et valg. Det skete allerede i 2015, hvor det kurdisk dominerende og venstreorienterede HDP kom over spærregrænsen, hvilket resulterede i, at Erdogan sidenhen mistede sit flertal i parlamentet. I dag er han tvunget til en koalition med ultranationalisterne i MHP.
HDPs leder i 2015 var den unge, karismatiske og i manges øjne sympatiske kurdiske politiker Selahattin Demirtas. Med sin politik, som var centreret om mangfoldighed og radikalt demokrati, blev han inden for kort tid især ungdommens idol. Flere mente, at oppositionen endelig havde fundet den kandidat, der kunne vælte Erdogan. Sultanen kunne også se faren, og det tog derfor ikke lang tid for det »uafhængige« tyrkiske retssystem at forbinde ham med den kurdiske løsrivelsesbevægelse PKK, der betragtes af Ankara som terrorister, hvorfor han siden 2016 har siddet i fængsel.
Nu er søndagens sejrsmand, Imamoglu, Erdogans største frygt. Mange ser ham som en reel trussel mod Erdogans greb om magten i Tyrkiet. Måske har Imamoglu bedre muligheder, end Demirtas havde inden sin fængsling. Han er fra det største oppositionsparti, Socialdemokraterne, og ligesom Erdogan fra en ultrakonservativ tyrkisk by, men med en sekulær baggrund. Erdogan får særdeles svært ved at forbinde ham til PKK.
Erdogan anså derfor ikke kun omvalget som en stor mulighed for at genvinde Istanbul, men også som en mulighed for at stække en mulig udfordrer ved præsidentvalget om fire år.
Den tredje årsag til omvalg er nok den vigtigste for Erdogan: at forhindre, at der opstår en ny strategisk alliance blandt oppositionen. Tyrkiets politik er begyndt at ligne den danske, hvor der er to blokke. AKP har en koalition med MHP under navnet Republikansk Alliance. Resten af oppositionen samles under Folkets Alliance, dog uden kurdiske HDP. Det interessante er, at ingen af disse to alliancer officielt vil indgå i et samarbejde med HDP, men ingen af dem kan vinde et parlamentsvalg uden HDPs vælgere, der udgør 12-14 procent på landsplan. Begge blokke prøvede tværtimod at ramme hinanden op til valget den 31.marts ved at hævde, at den anden i skjul samarbejdede med HDP – der i dag sidestilles med PKK.
Det mest bemærkelsesværdige ved valget den 31. marts var, at selvom Folkets Alliance ikke ville indgå et samarbejde med HDP, valgte HDP alligevel at støtte dem for at svække Erdogan i de byer, hvor det kurdiske parti ikke selv havde mulighed for at vinde. Demirtas opfordrede fra fængslet via sine populære tweets alle sine tilhænger til at støtte Folkets Alliance, heriblandt Imamoglu. Demirtas kaldte det en »strategisk stemme«, idet man ved at stemme på Folkets Alliance, som ikke nødvendigvis er bedre end Erdogan i forhold til kurdiske spørgsmål, i det mindste kunne bidrage til at svække Erdogan og derved tvinge ham ind på et demokratisk spor.
Inden omvalget var det derfor Erdogans sidste chance for at få kurderne og HDP-vælgerne over på sin side. HDP har 1,2 millioner vælgere i Istanbul og kunne afgøre valget. Højst overraskende lod Erdogan PKKs leder, Abdullah Öcalan, få besøg af sine advokater efter en otte års isolation. Med forhåbning om kurdernes lydhørhed over for Öcalan forventede Erdogan en opfordring fra ham om at boykotte valget og dermed ikke at støtte Imamoglu. Erdogan lokkede med at genoptage fredsforhandlinger mellem PKK og den tyrkiske stat, hvis de hjalp ham. Men det lykkedes ikke Erdogan at vinde kurdernes tillid. De fandt ham ikke troværdig efter de grove statslige forfølgelser, som de har været udsat for, siden fredsforhandlingerne kuldsejlede tilbage i 2015.
Da sejren var hjemme for oppositionen ved lokalvalget den 31. marts, blev det synligt for alle, at det reelt er muligt at vælte Erdogan. Mange, der ikke mødte op til det forrige valg, folk som tvivlede på, at deres stemme kunne gøre en forskel, eller som følte sig tvunget til at stemme på Erdogan af frygt for at miste deres begrænsede socioøkonomiske handlemuligheder, stemte på Imamoglu ved det netop afholdte valg. Hans føring blev udvidet med en faktor 60 på blot 12 uger.
Valgresultatet viser også, at Imamoglu fik stemmer fra alle samfundslag. Det lykkedes for oppositionen at skabe et demokratisk håb, især blandt landets unge, som ligner det, mange nok husker fra Gezi Park-urolighederne i 2013, hvor folk uanset politisk baggrund, religiøse og etniske tilhørsforhold stod sammen imod Erdogan. Et nyt Gezi er præcis, hvad Erdogan frygter. Men dette valg vejer tungere og kan nærmest sammenlignes med Tyrkiets uafhængighedskrig, som sluttede tilbage i 1923, hvor landet opstod som en republik i ruinerne af Det Osmanniske Rige.
Den uafhængighedskrig, som Mustafa Kemal Atatürk i sin tid stod i spidsen for, endte med at afskaffe sultanatet og etablerede en sekulær nationalstat. Det, der siden har holdt Tyrkiet og dens befolkning sammen (hvis vi for en stund ser bort fra konflikterne med kurderne), har været den nationale bevidsthed, der blev skabt om demokratiske værdier og sekulære principper.
Det er selvsamme principper, som Erdogan vil afskaffe for at kunne genrejse Det Osmanniske Rige. Men de strategiske stemmer er nu blevet til en mangfoldig, moderne og sekulært strategisk alliance mod Erdogan, der vil forhindre ham i at udføre sine planer. I den nye uafhængighedskrig er fjenden ikke de vestlige militærmagter, der besatte Tyrkiet efter Første Verdenskrig, men Erdogan selv. Det er en kamp mellem sekulære og demokratiske kræfter mod islamister, der aldrig før er blevet taget i Tyrkiet.
Hvad der venter Erdogan og Tyrkiet, er et stort spørgsmål. Sejren i Istanbul giver hele oppositionen, uanset deres ideologiske forskellighed, håb for landet, mulighed for at bygge tillid til hinanden og en tro på, at demokratiet ikke er tabt endnu. Spørgsmålet er, om Erdogan selv vil indrømme, at han er gået for langt, og prøve at genvinde befolkningens tillid og komme tilbage på et demokratisk spor. Det er ikke at forvente, når man kender hans stædighed.
Han har dog ikke mange kort tilbage at spille. Den aftagende økonomi har nok været den største årsag til, at en betydelig del af hans tilhængere gik over til Imamoglu ved omvalget. USAs sanktioner mod Iran rammer også Tyrkiet hårdt. USA varsler også sanktioner mod Tyrkiet, hvis Erdogan holder fast i at købe det avancerede antiluftskytsmissilsystem S-400 fra Rusland. Annulleringen af købet vil føre til store konflikter med Rusland, som blandt andet kan tvinge Erdogan til at trække sine tropper ud af Syrien. Så slutter drømmen om at blive den indflydelsesrige sultan for hele Mellemøsten, han længe har haft.
Selv i hans eget parti, AKP, er der også en stigende utilfredshed mod Erdogan, selvom ingen tør sige det højt. Partiet er styret af en nepotisme og korruption, hvilket har skadet borgernes tillid. Særligt Erdogans arrogance, polariseringen af landets befolkning og andetgørelsen af religiøse og etniske mindretal har frastødt mange tidligere støtter.
Højst overraskende stifter Erdogans eksstatsminister Ahmet Davutoglu, og den forrige præsident og medstifteren af AKP, Abdullah Gül, et nyt parti i næste måned. Det er ikke sikkert endnu, hvor vidt de vil være bedre end Erdogan, eftersom de er hans gamle bonkammerater, men det forventes i det mindste at splitte AKP.
Hvad vil Vesten, herunder Danmark, så nu? Vil de blive ved med at samarbejde med Erdogan ud fra egeninteresser, eller vil de støtte oppositionen i deres kamp mod sultanen? En Erdogan, der bliver ved med at modarbejde Vesten, som nu også køber våben fra Rusland, som modarbejder anti-IS-koalitionen, kan han bare ignoreres, eller er EU bundet af sin egen flygtningepolitik og aftalen med Erdogan? Er det på lang sigt forsvarligt at lade en sultan agere buffer mellem Europa og Mellemøsten, mellem demokratiske værdier og diktaturstater? Det er nogle af de spørgsmål, som kommer til at teste Vestens oprigtighed og tro på egne værdier.
Erdogan er nu helt alene. Europas syge mand. Det er på tide at støtte oppositionens nye uafhængighedskrig, som kan ende med at fjerne ham fra magten.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.
