I det tidlige forår 2019 tikkede en lydbesked ind på telefonen hos en dansk-somalisk familie i en lejlighed i en forstad til København: »Jeg vil snart forsøge at overgive mig til kurderne. Vi ses forhåbentligt inden længe.«

Det var det første livstegn i tre måneder fra en 23-årig kvinde, vi i denne artikel kalder Nadia af hensyn til familien, der ikke ønsker at få navnet offentliggjort. De havde kun hørt sporadisk fra hende efter oktober 2015, hvor hun sammen med to andre piger rejste til Islamisk Stats selverklærede kalifat fra Danmark. Eksempelvis en gang, da hun få måneder efter ankomsten ringede og fortalte sin mor, at hun havde fortrudt. Og en anden gang, da hun i december 2018 ringede og fortalte, at hun havde født en dreng.