Året er 2019, og atter en gang truer og lokker en Roskilde Festival med et så overdrevent overdådigt musikprogram, at selv den mest udholdende, stålsatte og motiverede musikelsker må tage nogle ben­hårde beslutninger. I hvert fald hvis der også skal blive tid til fødekæde, beruselse, elskov, venskabeligt samvær og søvn! Og det skal der jo nok, for det er mindst lige så vigtigt som musikken, ja, der findes en hel subkultur ude i campingområderne, hvis aktører kun nødigt bevæger sig ind til selve festivalpladsen. »Her er alt, hvad du behøver,« lyder omkvædet derude, hvor musikken gjalder fra kæmpestore, gerne hjemmebyggede anlæg, der battler om at holde så mange andre festivalgæster vågne så langt ud på natten som muligt!

Personligt er jeg nok kommet af alle oven­nævnte grunde, dog med den tilføjelse, at havde det ikke været for musikken, var jeg blevet hjemme, for så vild med at ligge i telt er jeg så heller ikke. Tværtimod betragter jeg det som lidt af en straf. Lykken var faktisk, da vi her i hytten fik bil, og jeg mere eller mindre kunne køre til og fra Dyrskuepladsen, som det passede mig. Paradoksalt nok er nogle af mine bedste Roskilde-minder faktisk at køre derfra, træt som bare pokker, men badet i de lyse nætters trylleglans og med en salig ringen for ørerne!