Signeret. Islam er en fredens religion, der uheldigvis er blevet misforstået af både islamforskere og muslimerne selv. Sådan lyder påstanden i en ny bog af en førende islamforsker, men hans konklusioner er tvivlsomme.

Som Fanden læser Koranen

Som Fanden læser Koranen

For nylig landede en fagbog på mit skrivebord. Den drejer sig om tekster og begivenheder, som udspillede sig for 1400 år siden i Mellemøsten, nemlig islams begyndelse, altså et rent historisk arbejde. Alligevel er bogen højaktuel og – vil jeg påstå – udtryk for vor tids politiske klima og for et udbredt problem i dele af den moderne islamforskning.

Bogen bærer titlen Muhammad: Prophet of Peace Amid the Clash of Empires. Bemærk den velturnerede reference til alle islamforskeres hadebog, Huntingtons Clash of Civilizations. Det er en bog om profeten Muhammad, men også en bog, der tydeligvis vil sætte ham ind i en politisk kontekst.

Forfatteren er Juan Cole, amerikansk mellemøstforsker, flittig blogger og kommentator. Cole er ikke hvem som helst i det akademiske landskab. Han har bestredet den ærefulde præsidentpost for MESA, Middle East Studies Association – vel nok verdens største lærde selskab for mellemøstforskning. I en årrække har han desuden fungeret som redaktør for det prestigiøse tidsskrift International Journal of Middle East Studies.

Uagtet disse meritter er det slående, at forfatteren ikke har haft tidlig islam eller Koranen som forskningsfelt i sit professionelle virke. Cole beskæftiger sig mestendels med den moderne islamiske verden. Det forhold skal dog principielt ikke lægges Cole til last. Hvad handler bogen så om?

Primært er det et historisk studie om Muhammad. Sproget er malerisk og kraftfuldt. Fagjargonen er holdt i ave, så lægfolk uden problemer vil kunne følge med. Samtidig gemmer næsten hvert afsnit på et rigt reservoir af lærde slutnoter, faktisk intet mindre end 85 sider. Med andre ord: en bog til såvel læg- som fagmanden, to læsende fluer med ét smæk.

Coles tese er følgende: Muhammad blev født i en tid, hvor to store imperier stødte sammen, henholdsvis det kristne Byzantinske Rige og det zarathustriske Persien. Ifølge Cole så Muhammad med dyb sorg på alle de blodsudgydelser og følgeskader, som imperiernes lokale verdenskrig forårsagede. Netop derfor formedes i Muhammads sind en storslået vision om en fredsbevægelse.

Bevægelsen var islam, og den spredte sig med stor succes i hans livstid, primært ved at bero på åndelig soft power frem for rå militær magt. Når Muhammad blev angrebet af sine fjender, søgte han våbenhvilen frem for den blodige sejr. Med Coles ord: »I det multikulturelle Medina sammensatte Profeten en mangfoldig ’nation’ af abrahamitter i håbet om at sætte monoteister (sammen med deres hedenske klienter) op imod Mekkas militante traditionalister.« En slags monoteistisk økumene, der endda var tolerant over for hedninge.

Da Muhammad imod slutningen af sit liv indtog sin fødeby, Mekka, der i sin tid havde fordrevet ham, foregik det derfor ganske fredeligt. Ja, ifølge Cole var dette indtog snarere at sammenligne med Martin Luther Kings borgerrettighedsmarch ind i Washington i 1963 end en militær kampagne.

Cole indrømmer, at Muhammad af og til var blevet tvunget til at forsvare sig, men det var undtagelsen, der bekræftede fredsreglen. »Koranen,« skriver Cole, »rummer en doktrin om retfærdig krig, men ikke om hellig krig, og den bruger ikke ordet jihad med den sidstnævnte association.«

Dette skønmaleri står i grel kontrast til konsensus i såvel forskningen som den islamiske tradition. Kan det virkelig passe, at forskningen i tidlig islam og jihad har fejlfortolket Koranen og læst kilderne forkert? Ja, hævder Cole. Og ikke nok med det, også muslimernes egen historieskrivning har misforstået Profeten og islam. Middelalderens muslimske lærde har nemlig opfundet dubiøse tolkningsmetoder og misbrugt dem til at kolportere en ufredelig og aggressiv islam frem for den oprindelige fredsversion. Forskningens almindelige konsensus om, at islam udvikler sig mere og mere militant i løbet af Muhammads karriere, betragter Cole som en fordrejning af Profetens forkyndelse. Selvsagt har de krigsfikserede »islamkritikere« også misforstået budskabet, blot i en endnu mere ekstrem version. Med revisionistens skråsikre blik formår Cole her at skære det meste af islamforskningen, det meste af den muslimske historieskrivning og tolkningstradition samt de mest islamfjendtlige stemmer over én kam.

Bevares, det må være sindsoprivende at se sig selv levere dét videnskabelige og religiøse paradigmeskifte, som ingen har leveret i 1400 år. Desværre er Coles paradigmeskifte hullet som en si.

For det første fordi han sammenblander en moderne fortolkning af islam som en fredens religion med det rent historiske niveau. Det er naturligvis værd at anprise, at et stadig større tal af muslimer vælger at tolke religionen hen imod sådanne pax islamica-idealforestillinger, men det er et problem, hvis Cole som islamforsker ikke skelner mellem religiøs ønsketænkning og historisk forskning. Overhovedet er det én af de farligste faldgruber i moderne islamforskning – som alt for mange forskere mere eller mindre frivilligt hopper ned i. At en så dreven og indflydelsesrig islamforsker som Cole publicerer et sådan værk, er altså en smule bekymrende.

Næste store minus er hans selektive metode. Hans materiale er rigt, men det tenderer grov cherry picking. Således udvælger han alt det fredelige materiale, han kan få fat i, samtidig med at han ignorerer, nedtoner eller afviser alt det materiale, der umiddelbart modsiger eller komplicerer sagen. Det er det, man i psykologien kalder confirmation bias, hvor man »opdager« de ting, der understøtter de hypoteser eller forventninger, man i forvejen har. I teologisk forskning er det en gammel traver, der kaldes eisegese: at læse ting ind i materialet, der faktisk ikke er belæg for.

Endvidere benytter han sig af det berygtede »argument fra stilhed«. Eftersom Koranen ikke »i detaljer nævner massakrer på krigsfanger«, slutter han, at massakrer aldrig har fundet sted. Hermed undlader han belejligt at nævne et foruroligende koranvers som 8:67: »Der tilkommer ikke en profet nogen fanger, før han har kæmpet og sejret i landet.«

Den massakre på 400-900 jødiske mænd fra ovennævnte multikulturelle Medina, som et bestemt koranvers vagt refererer til, og som specificeres i senere islamisk tradition, afdramatiserer Cole sådan her: »Disse begivenheder var et spørgsmål om hverdagspolitik og har ingen indflydelse på koraniske idealer.« Jaså? Det står ikke klart, hvordan Cole her kan skelne mellem Koranen som helligskrift og Koranen som »lokalavis« om samtidige begivenheder.

For muslimer er Koranen Guds ord, men ifølge Cole skal nogle af Guds ord åbenbart forstås sekulært.

Mest hovedløst sker det, når Cole forklarer det arabiske ord for kamp, qital, som et »sekulært« ord, hvorimod jihad referer til »etisk kamp og på ingen måde implicerer hellig krig.«

Ud over at denne ordforklaring på jihad som etisk og spirituel kamp er anakronistisk og refererer til senere teologiske udviklinger, er det også svært at forlige sådanne udsagn med Koranens egne ord. Eksempelvis dette vers, der almindeligvis læses som en kommentar til muslimernes sejr ved Badr-slaget: »Det var ikke jer, der slog dem ihjel, men Gud, der slog dem ihjel.« Navneordet qital kommer for øvrigt af verbet qatala, der betyder at slå ihjel.

Cole er tillige inkonsistent: Han hævder, at analyserne primært bygger på læsninger af Koranen, men samtidig inddrager han alle de senere muslimske beretninger, han kan komme til, når det passer med hans læsninger. Samtidig affejer han ofte samme muslimske tradition for at have misforstået og forvansket Koranens sande budskab.

Et vers i Koranen (9:28) lyder: »Bekæmp dem, som ikke tror på Gud (…) og blandt dem, der har fået Bogen, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!«

Dem, der har fået Bogen, er Koranens standardbetegnelse for jøderne og de kristne, men eftersom Koranen også rummer positive ord om disse religiøse grupper, må Cole ergo slutte, at en sådan læsning er »bizar« og »ikke giver nogen logisk mening.« Men at Koranen skulle være en systematisk og modsigelsesfri traktat er næppe en realistisk historisk vurdering.

Nuvel, Cole kan ikke undslå sig, at der er en del militante vers i dele af Koranen, men det formildes ved et terminologisk trylleslag: nemlig det vestlige begreb »retfærdig krig«, hvor kun en uretfærdig handling fra modpartens side retfærdiggør krigsførelse.

At hverken Koranen eller den klassiske islamiske tradition benytter det begreb – men snarere angiver love og regler for krig – bekymrer øjensynligt ikke Cole. Begrebet er populært i dag blandt en del muslimer, hvilket man kun kan anprise. Dét hjælper bare ikke på en bog, der foregiver at præsentere en historisk læsning.

Nå, men jeg skal på en korankonference til efteråret, hvor Cole også dukker op som taler. Jeg tror ikke, at toppen af moderne koranforskning vil være helt enig med Cole i, at de har misforstået det meste. Så lidt akademisk jihad undgår vi nok ikke.

 

Juan Cole: Muhammad – Prophet of Peace Amid the Clash of Empires. Nation Books 2018.

Side 59