Læserbreve. Havremælk. Flyrejser. Naturhistorisk. Davidsstjernen. DR2.

Debat

Havremælk

Susanne Højlund
lektor Afd. for Antropologi, Aarhus Universitet

For et par måneder siden var jeg til møde på Aarhus Universitet om bæredygtighed, og i mødets ånd fik vi kaffe i genbrugskopper. Der var ikke mælk på bordet, men havre-, ris- og mandeldrik. Et par herrer, som nok havde rundet de 50, var utilfredse med, at de ikke kunne få mælk i kaffen, og brokkede sig højlydt til de unge studentermedhjælpere, der stod for serveringen. Bølgerne gik højt, og utilfredsheden med den manglende komælk, og den tiltænkte erstatning, var ikke til at tage fejl af. Det lille optrin afspejlede en større strømning, som præger debatter om klima for tiden. Skyld og ansvar bliver omtalt som et forhold mellem generationer. Og det giver sig blandt andet udtryk i, at salget af diverse plantedrikke, som ikke må hedde mælk, er eksploderet. Blandt de unge er det blevet moderne at frasige sig komælk og i stedet købe mandel-, ris-, soja- eller havredrik. I klimaets navn.

Ikke mindst klimaaktivisten Greta Thunberg har fremført argumentet om, at det er de ældre generationer, der har ødelagt de yngres fremtid. Her i avisen – som i andre medier – kan man læse argumentet gentaget i forskellige versioner, der alle har samme pointe: Forældre og bedsteforældre har levet over evne og bør ændre drastisk kurs for at sikre deres børns og børnebørns fremtid. Der skal andre boller på suppen nu – og rundt om kaffebordet den dag i Aarhus lå det ligesom i luften, at nu må »de gamle« se at få nye vaner, som f.eks. at lære at undvære mælk.

Spørgsmålet er, om havredrik og de andre ikke-komælksbaserede drikke er en måde at redde klimaet på. Mandel-, soja- og risdrik skal transporteres langt, pakkes ind i en masse emballage, priserne på grundingredienserne stiger, og de lokale har ikke råd til det mere. Måske skal skove ryddes for at få plads til flere plantager, der kan opfylde det pludseligt stigende behov for plante­drikke. Sidst, men ikke mindst, er det meste af disse væsker vand, ofte over 90 %. Så der sidder nogle et sted i verden og tjener en masse penge på at sælge vand. Mere end 20 kroner for en liter, det er trods alt noget. Og det er nok de færreste danskere, der har råd til det i stedet for komælk. Så alt i alt bringer plantedrikkene mere ulighed med sig.

Måske er den pludselige stigning i plantedriksalget et udtryk for et behov for at brande sig i klimadebatten. En debat, som i stigende grad er polariseret: Er du klimaven eller klimasynder? Er du kødspiser eller veganer? Tager du fly eller tog? Er du ond eller god? Gammel eller ung? Drikker du komælk eller plantemælk? Identitet og forbrug hænger sammen, og gennem sit forbrug kan man vise de andre, hvor man står.

Man kan spørge sig selv om, hvordan denne polarisering af generationer bidrager til at løse klimaudfordringen. Måske gør den nytte i forhold til at kommunikere et budskab om, at tiden er knap: gammel/ung og fortid/fremtid hænger sammen. Men i andre henseender er det mere hensigtsmæssigt, at unge og gamle står sammen. Dette kan for eksempel ske ved, at de unge begynder at inddrage al den viden, der ligger i deres forældres, bedste- og oldeforældres generationer. Min bedstemor ville aldrig drømme om at købe havremælk. Hun ville lave det selv. Måske få havren fra en landmand i nabolaget i stedet for at få det fløjet ind fra en mark i Sydeuropa. Hun ville nok kværne havren selv. Og så ellers producere det ved håndkraft: 1 kop havregryn og 9 kopper vand, en knivspids salt og et par dråber olie blendes – og vupti, bæredygtig havredrik til kaffen, hvis man ikke kan lide eller tåle komælk. På samme måde kan ris og mandler bearbejdes hjemme, hvis man ikke vil holde sig til lokale produkter. Til en tiendedel af prisen.

De tidligere generationer har tonsvis af bæredygtige praksisser på rygmarven. Min bedstemor vaskede og gemte for eksempel plastikposer, og plastbæreposer fandtes ikke hos købmanden. Min mor købte aldrig jordbær fløjet ind fra Spanien i februar. Gik ikke på café og drak caffe latte. At smide mad ud var en synd. Hullede strømper blev stoppet, og man arvede tøj fra sine søskende eller kusiner. Det kan lyde som en illusion at hylde 50-70er-livsstile, men faktisk er mange begyndt at dyrke det lokale, det genbrugte og det hjemmelavede. Nogle fremhæver disse værdier som en protest mod tidligere generationers overforbrug, men det er tvivlsomt, hvad man opnår ved at dyrke ideen om, at dette er noget helt nyt.

Siden Anden Verdenskrig, hvor man levede med rationering og madmangel, har meget naturligvis forandret sig. Ansvarlige forældregenerationer har sørget for, at deres børn kom med på globaliseringsbølgen, har vænnet sig til at rejse, lært sprog og udviklet videnssamfundet. Uddannelse, kreativitet, kvindefrigørelse, og internationalisering er stærke danske værdier, som har bidraget til at udvikle landet. Vi kan ikke skrue tiden tilbage til efterkrigstidens sparsommelighed, 50ernes madkultur med mors hjemmelavede leverpostej og hønsekødssuppe med håndproducerede melboller. Men vi kan sørge for, at den viden, der blev opbygget dengang, ikke går tabt. Simpelthen ved at interessere os for den i stedet for at udnævne tidligere generationers praksisser som ubrugelige.

Bæredygtighed handler også om at bekæmpe ulighed og bygge stærke fællesskaber op – på tværs af forskelle og grænser. Unge og gamle – og andre forskelligartede mennesker – må møde nutidens fælles udfordringer sammen. Den ene generation kan ikke klandre den anden, det er klimaspørgsmålet alt for komplekst til. Og menneskers diversitet kan slet ikke rummes i ét generationsbegreb. Det er vi alt for forskellige til.

Vores fremtid sikres bedst, hvis social bæredygtighed også er en vision. Måske Aarhus Universitet – og de mange andre steder, hvor man samles om kaffebordet for at diskutere disse emner – skulle signalere intergenerationel rummelighed og servere både komælk og havremælk næste gang? Eller sætte en blender, noget vand og lidt havregryn frem – så man kan producere det på stedet?

Flyrejser

Nikolaj Thomas Zinner, fysiker og lektor, Aarhus Universitet

Pernille Stensgaard har i sin udmærkede artikel »At sove under åben himmel« i WA #24 ikke kunnet modstå fristelsen til at fremme ideen om, at reduktion af flyrejser vil gøre en forskel i henhold til at bekæmpe og begrænse effekterne af drivhusgassen CO2. Dette har også fået usædvanligt meget fokus i den netop overståede valgkamp. Ser man på fakta, så står flyrejser for omkring to procent af den menneskeskabte udledning af CO2. En rationel tanke ville således være, at de burde fylde cirka to procent af debatten.

I mit forsøg på at forstå det sælsomme faktum, at vi fokuserer på to procent af et meget alvorligt problem, har jeg udviklet den hypotese, at det skyldes en implicit erkendelse af magtesløshed. Langt de fleste danskere, som har sat sig blot marginalt ind i problemet med klimaet, må være klar over, at selv hvis alle danskere holder op med at flyve, ændrer diæt og så videre for at reducere aftrykket til nul, så vil det ingen effekt have. Den gentager vi lige: Danskernes opførsel har ingen betydning for Jordens klima. Når børn og unge går på barrikaderne for klimaet, så er det med budskabet om »at gøre noget«. Der er meget lidt indhold i forhold til, hvad der skal gøres. Spørger man Greta Thunberg, så virker svaret til at være, at hun blot lytter til forskerne, og at nu må politikerne handle. Det er sandt, men et sådant budskab flytter imidlertid meget lidt i et land som Danmark, netop fordi vores nettoeffekt på problemerne med klimaet er nul.

Det, jeg savnede i valgkampen, og stadig savner, er en realistisk drøftelse og udmeldinger fra alle partier, som skal indeholde mindst svar på følgende spørgsmål: Hvorledes skal statens midler bruges til at løse et globalt problem, som vi ikke har en direkte indflydelse på? Skal vi fokusere på at omlægge vores livsstil? Hvis ja, skal vi så gøre det for egen moralske overlegenheds skyld, eller skal vi gøre noget aktivt for at udbrede en ny måde at være moderne menneske på? Hvis ja, hvorledes skal det udføres i praksis? Skal vi i stedet prioritere vores midler til at udvikle tekniske løsninger, som kan udbredes til resten af verden? Hvis ja, hvor langt skal vi gå i understøttelsen af dette? Skal staten kun støtte forskning og udvikling, eller skal vi også have erhvervsstøtte, og hvordan vægtes de? Såfremt man ønsker både tekniske og adfærdsregulerende initiativer, hvordan skal de vægtes?

De spørgsmål, som blev stillet i diverse kandidattests, såsom »skal der være flyskat« eller »skal der høj afgift på oksekød« er efter min mening irrelevante, så længe man ikke har forholdt sig meget klart til de principielle spørgsmål ovenfor.

Naturhistorisk

Dr. Josh Basseches, ph.d., direktør, Royal Ontario Museum, Toronto, dr. Lori Bettison-Varga, ph.d., direktør, Los Angeles County Museum of Natural History, dr. Bruno David, ph.d., président du Muséum national d’Histoire naturelle, Paris, Sir Michael Dixon, dr.phil., direktør, The Natural History Museum, London, dr. Ellen Futter, ph.d., leder, American Museum of Natural History, New York, dr. Kirk Johnson, ph.d., sant director, Smithsonian’s National Natural History Museum, Washington D.C., dr. Richard Lariviere, ph.d., leder og direktør, Field Museum of Natural History, Chicago, George Sparks, leder og direktør, Denver Museum of Nature and Science, Denver, Patricia Supply, generaldirektør, Koninklijk Belgisch Instituut voor Natuurwetenschappen, Bruxelles, dr. Edwin Van Huis, ph.d., generaldirektør, Naturalis Biodiversity Center, Leiden, prof. Johannes Vogel, ph.d., generaldirektør, Museum für Naturkunde, Leibniz-Institut für Evolutions- und Biodiversitätsforschung, Berlin, Richard Lariviere, ph.d., leder og direktør, Field Museum, Chicago

I en artikel for nylig i Deres blad (Weekendavisen den 7. juni 2019) anfører skribenterne Tine Eiby og Gunver Lystbæk i klare vendinger, at lederne af naturhistoriske­ museer rundtomkring i verdens storbyer med bekymring har fulgt med i den ejendommelige og kontroversielle kamp om fremtiden for Statens Naturhistoriske Museum i København. Dette er sandt, men ikke af de grunde, som forfatterne anfører.

Vi er ikke af den opfattelse, at Peter Kjærgaard har ødelagt »den danske model« – hvad det så end er for noget. Vi følger ganske rigtigt nøje med i, hvad der sker i København, med den klare forhåbning, at Kjærgaard vil få støtte til sine fremtidsvisioner. Artiklens forfatter lader til at mene, at det på en eller anden måde er forkert eller bagstræberisk at professionalisere museets arbejde og forpligtelser i forhold til offentligheden. Alle museer har overtaget den opfattelse fra det 19. århundrede, at eksempelvis ekspertise i biokemi også gør en til ekspert i alt muligt andet, endda også på moderne områder som marketing, udstillingsdesign, tilstedeværelse på sociale medier osv. Ekspertise er vigtig. Naturhistoriske museer har ikke råd til at begå fejltagelser, når de kommunikerer omkring biokemi. Gjorde de det, ville det undergrave offentlighedens tillid. De kan heller ikke tillade sig at begå fejltagelser angående marketing, udstillingsdesign, sociale medier osv. Det ville slå skår i offentlighedens interesse.

Vi bifalder Kjærgaards visioner, og vi har fulgt deres udvikling med interesse. Han har fremlagt en ny fremtid for det danske naturhistoriske museum, som repræsenterer det bedste, som museumsverdenen kan tilbyde nu for tiden, og som giver løfte om at indfri alle forpligtelser over for Danmarks befolkning og den videnskabelige verden.

Davidsstjernen

Jakob Jensen, gartnerassistent
Nålestien 3
4500 Nykøbing Sjælland

Apropos anklagen mod New York Times om antisemitisme og avisens efterfølgende beslutning om helt at skrotte satire-elementet. Som skrevet står, i WA’s leder af 14/6, viser tegningen en reel global-politisk situation, der involverer politiske beslutningstagere, deres beslutninger og de effekter, beslutningerne så har. Smukt sammenfattet i én hylemorsom og på kornet tegning. Intet som helst om jødedommen, altså; end intet som helst, faktisk, om religion generelt eller ortodoks jødedom specifikt. Ud over, selvfølgelig, Davidsstjernen.

Nu, inden lyden af kollektiv klasken sig selv for panden drukner mit budskab, tilføjer jeg så at Davidsstjernen jo findes som både symbolet på jødedommen og også som element på Israels nationalflag. At være kritisk over for nationalstaten Israels gøren og laden kan på ingen måde siges også at være imod jødedommen, ortodoks eller ej. At skelne mellem de to er først og fremmest et ansvar, der her ligger hos kritikerne af NYT, og det tjener absolut ingen langtidsholdbare interesser, at NYT påtager sig det ved at afskedige satire-afdelingen samt give officielle undskyldninger til det ortodoks-jødiske samfund i Israel og USA. Tværtimod bliver det kun mere skingert og uudholdeligt.

Jeg mindes om Roger Waters’ kamp for at finde forståelse for de pointer, han har bygget en karriere op omkring som guitarist, sanger og sangskriver i bandet Pink Floyd og siden solo, hos talsmænd og repræsentanter for ortodoks jødedom i Israel, der skingert anklager ham for antisemitisme, når han kritiserer Israels fremfærd i form af bosættelser og inkursioner i de palæstinensiske områder, og tillader mig at citere ham for følgende:

»I et funktionelt teokrati er det nærmest uundgåeligt, at religionens symbol bliver sammenblandet med statens symbol. Om man kan lide det eller ej, Davidsstjernen repræsenterer også staten Israel og dens politik, og det er et helt legitimt mål for alle former for ikke-voldelig protest. Fredeligt at protestere mod Israels racistiske indenrigs- og udenrigspolitik er ikke antisemitisk, det er prohumanistisk.«

Det skrev han i et åbent brev til Rabbi Abraham Cooper, der beskyldte Waters for at være nynazist og antisemitit på grund af Waters’ brug af Davidsstjernen i sit show »The Wall«.

DR2

Thomas L. Alvarez
stud.mag., Aarhus Universitet

I WA #24 retter Jan C. Hansen sin kritik mod DR2, som han mener er gået fra at være en oplysende kanal til at være en underholdningskanal. JCH nævner satireprogrammerne Quizzen med Gyrith Cecilie Ross og Ugen plus det løse med Huxi Bach, samt talkshowene Sara Bro på DR2 og Det Politiske Talkshow med Mette Vibe Utzon som elementer af dette nye DR2-koncept. Men det eneste nye ved Quizzen er værten, der før var Signe Molde, ligesom obskure satire­programmer som Casper og Mandrilaftalen og Drengene fra Angora og satiriske talkshows som De uaktuelle nyheder, Den 11. time og Tæt på sandheden med Jonatan Spang har kørt på kanalen lige så længe, jeg kan huske. Ej heller er talkshowet en ny genre for DR2. Clement Kjærsgaard, der som bekendt er vært på DR2s Debatten, har været vært for flere versioner af talkshow-formatet, eksempelvis Clement Direkte, der sendte fra 2005. At oplysning alene nogensinde skulle have været kanalens mål, er forkert. Savner JCH oplysning blandt DRs kanaler, vises der med sikkerhed en dokumentar om Anden Verdenskrig ovre på DRK.

 

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.