Hydrofeminisme. Samtidskunsten trækker os ud i vandet, ned i jorden og op i skyerne. Den er på sporet af fortællinger og fællesskaber, der går på tværs af arter. Hvorfor? Og hvordan? Weekendavisen tog på kursus i vejrfølsomhed og vandig eksistens.
Om at blive en krop af vand
Jeg er så optaget af vejret, at jeg går forkert. Med opmærksomheden rettet mod de tunge, utætte skyklumper, der får fluerne til at flyve lavt og cyklisterne op i fart, misser jeg indgangen til SixtyEight Art Institute i Gothersgade, hvor weekendens workshop i vejrfølsomhed og hydrofeministisk skrivekunst afholdes.
Lidt forsinket lister jeg indenfor i ustilfærdigt regntøj. De hvide plankegulve er dækkede med skulpturer – en slags algebefængte elefantknogler i keramik, der svæver på bøjede rør af stål fra Isabelle Andriessens udstilling Weathering: Tidal Spill (day 331) – og rundt om dem sidder dagens kursister.
Del: