Margit Warburg, professor, dr.phil. ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet.
Den 15. juni 2019 er det danske flags 800-årsdag. Myten om Dannebrogs oprindelse siger som bekendt, at flaget faldt ned fra himlen den 15. juni 1219 under Valdemar Sejrs korstog i Estland. Det var Guds hjælpende hånd til den betrængte danske hær, og krigslykken vendte. 15. juni er i kalenderen betegnet som Valdemarsdag. Dagen er en officiel flagdag, og også busserne kører med flag på.
Finansloven for 2019 har en post på tre millioner kroner til fejringen af 800-året for Dannebrog. Finanslovens tørre ord og tal udtrykker en officiel statslig anerkendelse af en begivenhed, som ikke bare faghistorikere, men stort set alle ved er uhistorisk og en senere tids opfindelse. Men selv den skarpeste kildekritik bider åbenbart ikke rigtigt på livskraften i Dannebrogsmyten – den deler med mange andre religiøse myter en påfaldende modstandsdygtighed over for rationelle modbeviser. For det er jo slet ikke sandhedsværdien, som myter lever på. Dannebrogsmytens styrke ligger i, at den er udtryk for den tanke, at Danmark og danskerne står i et særligt forhold til Gud.
Denne tanke – at nationen står i et særligt forhold til Gud – kalder forskerne civilreligion. Civilreligion er en samlende betegnelse for alle de konkrete tilfælde, hvor en nation og dens borgere markerer en national samhørighed og giver denne markering en særlig autoritet, ved at man henviser til guddommelige kræfters velvilje. Civilreligion er ikke religion i normal forstand; civilreligion er en symbolsk understøtning af den nationale selvopfattelse, og den styrker man med påstanden om guddommelig opbakning.
Idéen om, at Dannebrog er det centrale symbol for en dansk civilreligion, lyder måske umiddelbart som religionssociologens spidsfindige forklaring på, at danskerne – sammenlignet med de fleste andre nationer – er usædvanligt flittige brugere af det nationale flag i alle mulige sammenhænge. Selvfølgelig vil jeg da heller ikke påstå, at danskerne bredt taget tror på, at de og deres nation nyder en særlig guddommelig bevågenhed. Men jeg kan også konstatere gennem mange års studier af forbindelsen mellem religion og nation, at danskerne bredt taget opfører sig, som om der alligevel er noget om, at der er en særlig forbindelse opad!
Det er for eksempel påfaldende, at det er ret almindeligt til kirkelige begravelser, at de efterladte beder om, at man synger den populære fædrelandssang »Jeg elsker de grønne lunde«. Den er skrevet i 1873 af Johannes Helms, som var veteran fra Treårskrigen 1848-1850. Sangen slutter med de kendte verslinjer: »end er der en Gud for oven, der råder for Danmarks sag«. Disse linjer er gengivet mange steder, blandt andet på en central mindesten ved Dybbøl Mølle.
Jeg kan nævne talrige andre eksempler, hvor danskerne er fælles om i ord og gerning at forbinde nationens skæbne med det guddommelige – bare tænk på dronningens nytårstale, som faktisk er en af årets mest sete tv-udsendelser med over to millioner seere. Dronningen afslutter som bekendt sin tale med ordene: GUD BEVARE DANMARK. Det er ikke hendes valgsprog, det er en forbøn, der forbinder nationen med det guddommelige.
Den civilreligiøse myte om det himmelfaldne Dannebrog hører vi om hvert år den 15. juni, når danske politikere taler ved de forskellige fejringer af Valdemarsdag. Men myten bruges også politisk ved andre lejligheder, som følgende beretning viser:
Under oprydningen efter terrorangrebet 11. september 2001 på World Trade Center i New York fandt man i ruinerne en kasse med flag, blandt andet et stort set uskadt Dannebrog. Flaget blev straks overdraget til den danske konsul i New York. Ved en ceremoni den 26. september 2012 overrakte daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt det indrammede flag til 9/11 Memorial Museum. Her sagde hun blandt andet:
Dannebrog faldt ned fra himlen midt i et slag, som Danmark vandt, og det er blevet et stærkt symbol på vores nation. Flaget her har stor symbolsk betydning, fordi det forblev intakt, da tårnene faldt ned over det i 2001.
Citatet er på mange måder typisk for den politiske brug af civilreligion i Danmark. Gud nævnes ikke eksplicit, men alligevel tydeligt implicit med henvisningen til, at flaget faldt ned fra himlen. Det er også en implicit reference til guddommelig indgriben, når Thorning-Schmidt siger, at flaget har symbolsk betydning, fordi det åbenbart mirakuløst forblev intakt, da tårnene faldt ned.
Selv om Dannebrog er et civilreligiøst symbol på den danske nation, så betyder det ikke, at enhver danskers brug af Dannebrog er udtryk for civilreligion. Dannebrog kan bruges til simpelthen at markere et dansk tilhørsforhold, som for eksempel når danske rygsæksturister har flaget sat fast uden på deres rygsæk.
Dannebrog er også fest og farver. I en spørgeskemaundersøgelse fra 2018, som blev udført for Grænseforeningen, svarede 76 pct. af de adspurgte, at de brugte Dannebrog privat ved festlige lejligheder. Dannebrog hejses på fest- og fødselsdage, der er små dannebrogsflag i lagkagen til børnefødselsdage, og i lufthavnen hilser familie og venner hjemvendte passagerer velkommen med viftende dannebrogsflag.
Dannebrog som hurra- og fødselsdagssymbol er i de seneste 20-30 år blevet adopteret af blandt andet detailhandlen, hvor det ene supermarked efter det andet holder »fødselsdag« med slagtilbud. Hvis der er nogen gud, der henvises til her, så kan det da højst være pengeguden Mammon!
Men når danske familier fejrer børnefødselsdag med papirflag i indkørslen og fødselsdagsflag i lagkagen eller i kagemanden med vingummibamser, så er den tynde tråd til Gud og 1219 for længst knækket. Dannebrog til børnefødselsdag er et let forståeligt symbol for alle – det betyder simpelthen fødselsdag og til lykke på dagen, og Gud er ikke inddraget og knap nok heller nationen. Så her kan man ikke sige, at Dannebrog er et civilreligiøst symbol.
Antropologer og religionsforskere har gennem mere end halvandet hundrede år fremsat den ene teori efter den anden om oprindelsen til religion uden endnu at have nået en fælles afklaring. Man er dog enige om at konstatere, at religion er et universelt menneskeligt fænomen; vi kender ingen kulturer uden religion.
En af de populære tidlige teorier var, at religion havde sin oprindelse i Stenalderens jæger- og samlersamfunds dyrkelse af gruppens fællesskab og solidaritet gennem et fælles rituelt måltid. Rituelle, samlende festmåltider finder vi overalt, både i historien og i nutiden, tænk bare på den muslimske eid-fest, det jødiske påskemåltid og middagen juleaften.
Det rituelle ved måltidet tilbage i Stenalderen var, at man sammen fortærede noget andet end de sædvanlige jagtbyttedyr, nemlig det særlige dyr, det totem, som symboliserede stammen eller klanen. Totem-teoriens ophavsmænd så denne særlige, rituelt skabte samhørighed mellem klanens medlemmer, hvor de indtog symbolet på dem selv, som begyndelsen til religion som samfundets kit, som det, der skabte identitet, solidaritet og fælles normer.
De fleste forskere i dag anser totem-teorien om oprindelsen til religion for noget tvivlsom. Men tanken om, at der er noget særligt kraftfuldt ved at indgå i nær kropslig kontakt med symbolet på ens egen gruppe, er måske ikke helt ved siden af? Når fodboldfans maler sig i Dannebrogs farver for i fællesskab at heppe på landsholdets sejr, så er det en rituel dyrkelse af et dansk fællesskab. Set fra religionsforskningens side har denne adfærd betydelige ligheder med de forestillinger, som forskerne tidligere gjorde sig om fortidens stammesamfund og deres rituelt skabte fællesskaber. Og så er vi tilbage til religion, for religion kan altså også være rituel dyrkelse af gruppen selv og ikke nødvendigvis af nogen mere eller mindre fjern guddom. Også danskernes private brug af Dannebrog kan vi i det lys se som en dyrkelse af deres nære gruppe, nemlig familien.
Danmarks-Samfundet udskrev en plakatkonkurrence i forbindelse med fejringen af Dannebrogs 800 år. Vinderplakaten viser Dannebrog som et samlende symbol for alle danskere uanset alder, køn eller etnisk oprindelse. Denne idé er helt i tråd med flagets civilreligiøse betydning som et nationalt samlingspunkt på tværs af alle politiske og religiøse skel. På plakaten ser man, hvordan den muslimske pige med tørklædet og hippien, som måske snarere dyrker østlig spiritualitet end folkekirkekristendom, også kan marchere sammen med andre under korsbanneret.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.
