Vi havde ikke regnet med, at hundene ville forvandle sig til rovdyr i løbet af natten på stranden. De plejer at slumre varmt og blødt i kurven, nu lå de knurrende i det våde sand eller forfulgte gøende et eller andet ude i mørket. Hver gang satte vi os op i soveposerne med et ryk og prøvede at se noget. En ræv? En lille hjort? Dværgen fra Rødt chok?

Klokken 5.30 var det slut. Et venligt ældre ægtepar på morgentur, i genfortællingen døbt psykopat-pensionisterne, fik hundene alarmeret igen, og vi satte os op med ryk nummer syv, otte eller ni. Vi var udmattede. Lå på ryggen i klamme soveposer og så direkte op i en grå himmel gennemtrængt af lærkesang fra heden bag os; en helt anden lyd end hjemme i gården på Nørre Farimagsgade, hvor fuglene er distinkte solister.