Er der noget med en langtlevende kunstnergeneration fra 1860erne, der ikke fik raketbrændstof nok til at brænde igennem til 1900-tallets radikale formeksperimenter, men svævede som et fjernt luftskib over de to århundreders vande? Tag en komponist som Richard Strauss, hvis videreførelse af sølvglitrende 1800-talsharmonier er nærmest naturstridigt ukitschet. Og hvad med en billedkunstnerisk ener som J.F. Willumsen, hvis tegneserieagtige naturalisme foregriber den vildeste postmodernisme, netop fordi han nægtede at blive smittet af den mere ortodokse modernisme?

Med sit livsspand fra 1867 til 1947 er genstanden for Glyptotekets bjergtagende udstilling, Pierre Bonnard, endnu et stjerneeksempel på denne hjemløse generation. I lighed med sin omtrentlige dobbeltgænger fra året efter, Édouard Vuillard, hang franskmanden uhjælpeligt fast i en slags verdenssky impressionisme, den præcist betitlede intimisme, der virker sært fascinerende i sin diskrete fordøjelse af modernistisk vildskab. Selv om Bonnard flirtede kortvarigt med den Gauguin-inspirerede psykedeliske symbolisme, der dyrkedes blandt Les Nabis, profeterne, vendte han omkring år 1900 tilbage til impressionismens mere hverdagsnære linse, blot i en mere indadvendt, paradoksalt outreret udgave – som foregik det hele indendørs, også når det drejer sig om solbeskinnede landskaber.