KRONIK. Danske politikere har ladet sig forføre af pseudo-religiøse toner fra Silicon Valley. En ny regering bør gøre op med troen på teknologiens frelse.

En anti-demokratisk ideologi

 

Mads Vestergaard, ph.d.-studerende og aktuel med bogen »Digital totalitarisme«.

I Danmark har vi travlt med digitalisering. Vi skal skynde os. Ellers mister vi konkurrenceevne, investeringer, arbejdspladser, vækst og velstand og risikerer at ende på det globale B-hold overhalet af lande, vi ikke normalt sammenligner os med – som Kina. Derfor er det nødvendigt, at vi sætter tempoet op, fjerner juridiske og mentale barrierer for digitaliseringen af myndigheder og teknologisk innovation i danske virksomheder. Sådan har omkvædet fra de politiske ledelseslag om digitaliseringen i Danmark lydt de seneste år. Meget at vinde, endnu mere at tabe og allervigtigst: Vi er med i en global digitaliseringskonkurrence, og vi har travlt. Der er mere end almindelig konkurrencestatstænkning og nødvendighedens politik på spil i digitaliseringsiveren. Hastværket er ligeledes drevet af en antagelse om, at den teknologiske udvikling er accelererende, så blot for at følge med, skal tempoet hele tiden øges. Som det lyder fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering i rapporten STRATEGI 2020: »Udviklingen af vores samfund sker med større og større hast.« Og i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020, som har regering, regioner og KL som afsendere, kan det læses, at den teknologiske udvikling vil »tage yderligere fart de kommende år. Den digitale udvikling er så hastig, voldsom og uforudsigelig, at det vil udfordre og ændre vores samfund på måder, vi endnu ikke kan forestille os«.

Uden videre forklaring eller belæg kan sammesteds læses, at i »samfundet som helhed stiger brugen af digitale teknologier og løsninger eksponentielt«. I rapporten Kunstig intelligens i den offentlige sektor fra februar 2019 dukker noget tilsvarende op. I den udtaler direktør i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering Maria Schack Vindum: »Læser man nogle af analyserne, så ved man, at kunstig intelligens bliver stort – men hvor hurtigt går det? Det er svært at vide, hvor vi er på den eksponentielle kurve lige præcis nu.«

Sådanne formuleringer, der som en selvfølge henviser til teknologiens eksponentielle udvikling, vidner om, at en hårdkogt teknologi-ideologi, som er udbredt i Silicon Valley, også har fundet vej ind i de politiske ledelseslag i Danmark og dansk digitaliseringspolitik: singularismen.

Udgangspunktet for singularismen, som er blevet populariseret af entreprenør, chefingeniør hos Google og stifter af Singularity University Ray Kurzweil, er netop troen på, at det teknologiske fremskridt nødvendigvis er accelererende, fordi udviklingen er eksponentiel. Kardinaleksemplet er Moores lov, som forudsiger, at mikrochips hvert andet år får fordoblet ydeevnen. Det betyder, at der kommer rigtigt meget(!) mere regnekraft til 2015-2017 end 1975-1977. I kontrast til lineær udvikling, som forløber støt og trinvist, er eksponentiel udvikling eksplosiv. En yndet illustration er, at 30 lineære skridt på en meter stykket får dig 30 meter frem, mens 30 eksponentielle skridt, hvis længde fordobles for hvert af dem, får dig 26 gange omkring jordkloden. Det generaliserer Kurzweil – uvidenskabeligt og spekulativt – til at gælde som en stålfast naturlov for udvikling som sådan. Resultatet er en ekstrem teknologioptimisme og nødvendighedstænkning i anden potens, der slår helt over i rendyrket teknologireligion.

For Kurzweil henviser singularitet til et tidspunkt, hvor kunstig intelligens når et niveau, hvor den udkonkurrerer mennesket. Det vil medføre en eksplosion af ny teknologi og endnu hastigere udvikling, som forandrer mennesket til noget nyt og bedre, der ikke er hæmmet af sine begrænsninger, inklusive dødelighed. Det evige liv er lige om hjørnet.

I miljøet omkring Singularity University har man forsøgt at lægge afstand til den type tanker, blandt andet med forsikringer om, at det bare handler om at lære at tænke eksponentielt, så man kan begribe fremtiden, være på forkant med udviklingen og blive en af fremtidens ledere. Men selvom det evige liv skæres fra, er den ekstreme teknologioptimisme med religiøse træk intakt. Da CEO for Singularity University Rob Nail var i Danmark og talte med Computerworld, afviste han, at der er tale om en religion eller en tro på fremtiden som forudbestemt. Men han afslutter alligevel med en profeti:

»Det er uundgåeligt, at vi i løbet af mellem 30 og 100 år vil se, at kunstig intelligens og automatiseringer gør fysisk arbejde udført af mennesker overflødigt. Vi vil også se, at solenergi og andre typer vedvarende energi mere eller mindre bliver gratis. Det betyder, at mad også bliver billigere, og vandet bliver renere. Adgang til internettet vil give hele klodens befolkning lige adgang til de bedste uddannelsesværktøjer, der findes. Vi kommer til at leve i en verden med overflod.«

Han bringer et glædens budskab: Teknologien vil uundgåeligt løse alle de problemer, vi står over for, og der venter os nødvendigvis en verden af overflod med nok af alt til alle. Måske ikke evigt liv, men så Paradis på Jord. Hvis bare vi er stærke i troen og udviser tålmodighed, så klarer teknologiens eksponentielle udvikling ærterne af sig selv. Ingen grund til panik – eller politik.

Grundfortællingen, som den eksponentielle tænkning er indvævet i, er dog i sidste ende anti-demokratisk og teknokratisk. Det er innovatorerne på markedet, som driver fremskridtet, medmindre de holdes tilbage af politisk regulering. Hvis ikke de holdes tilbage af demokrati.

Den eksponentielle indsigt i fremtiden er nemlig kun de få forundt. Det ligger til mennesket at tænke lineært, og derfor er det store flertal ude af stand til at forstå udviklingen eller begribe fremtiden. Den opdeling i den lineært tænkende pøbel og de få eksponentielt tænkende er basis for en teknokratisk opfattelse af politik, der har ikke så lidt tilfælles med den ideologiske fortælling, som legitimerer styret i Kina.

I Kina retfærdiggøres kommunistpartiets magtmonopol med, at det er de få i toppen af partiet, der besidder den viden, som er nødvendig for at lede nationen mod vækst, velstand og harmoni. Partiet er fremskridtets fortrop. I Silicon Valley-versionen har entreprenørerne på markedet overtaget kommunistpartiets rolle som de fremsynede planlæggere. De nye entreprenør-teknokrater bliver i dén fortælling de bedst egnede til at styre samfundet i den rigtige retning, fordi kun de har skuet fremtiden og kan planlægge efter det. Den folkevalgte politikers rolle bliver at undlade at holde udviklingen tilbage.

Den model er også på spil i rapporten Digitizing Denmark, som Google har betalt for: »Lovgivning må ikke tillades at hindre eller nedsætte tempoet for økonomisk og samfundsmæssig udvikling«. Det er reelt en anbefaling om at indskrænke borgernes demokratiske indflydelse og politiske selvbestemmelse.

Hvis man tænker tilstrækkeligt eksponentielt, er nutidens politiske og etiske spørgsmål alligevel også snart forældede. Den fremtid, som teknologien uomgængeligt leder hen imod, vil alligevel ændre alt til det bedre. Hvorfor bekymre sig om social retfærdighed og omfordeling, hvis en verden af overflod er lige om hjørnet? Så er det da bedre at sætte tempoet mod fremtiden op og ikke tage mere hensyn til borgernes indvendinger end højst nødvendigt – de skyldes jo blot uvidenhed om det glorværdige, som venter. Og man må jo smadre æg for at lave en omelet.

Dansk digitaliseringspolitik har ikke just været præget af respekt for demokratiske procedurer. Seneste eksempel i rækken er den nyligt vedtagne »Lov om aktiv beskæftigelsesindsats«, som åbner for anvendelse af kunstig intelligens til datadrevet profilering af arbejdsløse. Det kan være i strid med databeskyttelsesloven. Men den del af loven har ikke været til debat i Folketinget og blev endda specifikt undtaget fra høring hos Datatilsynet, som nu på eget initiativ er gået ind i sagen.

I slutningen af sidste regeringsperiode lød dog nye toner fra den ellers digitaliseringsbegejstrede regering. I strategi for kunstig intelligens er der kommet »omtanke«, tillid og etik på dagsordenen, og Dataetisk Råd er blevet oprettet. Selvom vi skal skynde os, skal vi digitalisere etisk og ansvarligt. Det er ét skridt i den rigtige retning. Men etik, omtanke og beskyttelse af borgernes privatliv og rettigheder går ikke godt i spænd med konstant stigende tempo. Det afgørende bliver derfor, hvad der reelt kommer til at veje tungest, når dilemmaer mellem nyskabelse og dataetik opstår: Innovation eller privatliv? Tempo eller datasikkerhed?

Derfor skal den regering, som nu konstituerer sig, opfordres, og om nødvendigt presses, til at ryste datafeberen af sig, ikke tænke for eksponentielt og prioritere borgernes selvbestemmelse, demokratisk åbenhed og dataetik over hastighed. Det er første skridt til, at den myndige borger og demokrati også er fundament for vores samfundsmodel i fremtiden – hvor digital den end bliver. Der findes nemlig andre fremskridt end de teknologiske. Der findes også politiske fremskridt – som demokrati, borgerrettigheder og retsstat.

Det, som det gælder om, er at sørge for, at de teknologiske landvindinger ikke samtidig bliver politiske tilbageskridt.

 

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk